This post is also available in: English
Danmark står over for stigende cybertrusler, og behovet for innovative løsninger og robust digital infrastruktur er større end nogensinde. Alligevel mangler mange danske startups inden for cybersikkerhed adgang til den nødvendige kapital for at vokse og udvikle sig.
”Cybersikkerhed er ikke længere en niche. Tværtimod. Høj sikkerhed er nødvendigt for alle i en tid hvor danske virksomheder og kritisk infrastruktur ofte rammes af cyberangreb. Det store behov for sikre produkter og løsninger betyder, at markedet vokser. Den vækst skal vi udnytte bedre i Danmark, og derfor har vi blikket stift rettet mod at få flere startups i cybersikkerhedsbranchen til at vokse og udvikle sig,” siger Malene Stidsen, programleder hos Industriens Fond, i en pressemeddelelse.
Danmarks cyberforsvar skal styrkes med nationalt Cyber Campus – TechSavvy
For at adressere denne udfordring har Industriens Fond og The Link lanceret Cyber Angel Academy, der er et initiativ designet til at uddanne investorer og styrke det danske økosystem for netop cybersikkerhed. Akademiet har som mål at uddanne 40 investorer, der skal blive bedre til at forstå og støtte startups i sektoren. Initiativet modtager 3,2 millioner kroner i støtte fra Industriens Fond til uddannelse og udvikling af værktøjer og viden.
”Med det nye akademi og et større iværksætterfokus, ønsker vi at flere iværksættere udvikler nye cybersikkerhedsløsninger og at danske investorer bliver bedre til at investere i dem. På den måde baner vi vejen for nye innovative produkter, flere danske vækstvirksomheder og øget sikkerhed,” siger Malene Stidsen.
Cyberstartups mangler kapital
En kortlægning fra 2024, som Deloitte har udarbejdet for Security Tech Space og Nationalt Forsvarsteknologisk Center, viser, at Danmark har omkring 300 virksomheder inden for cybersikkerher – hvoraf mange er startups. Trods et stærke iværksættermiljø mangler mange af disse virksomheder den kapital, der er nødvendig for at konkurrere med nationer som USA og Israel, der har etableret stærke økosystemer med dedikerede investorer inden for cybersikkerhed.
”Uden en fokuseret indsats sakker Danmark bagud i en voksende industri, der tilmed er afgørende for vores digitale sikkerhed og økonomi. Derfor skal Cyber Angel Academy ændre opfattelsen af investeringer i cybersikkerhedsiværksætteri. De skal ikke længere ses som højrisikoinvesteringer, men i stedet betragtes som strategisk vigtige investeringsmuligheder med stort indtjeningspotentiale,” siger Ellen Kobberø fra The Link, der er projektleder for det nye akademi.
Hos Startup Aarhus er missionen klar: 2025 skal være ”less talk more action”
Cyber Angel Academy kommer til at samarbejde tæt sammen med nogle af Danmarks største business angel-netværk Keystones og DanBAN, for at skabe en kultur, hvor investeringer i cybersikkerhed bliver mere udbredte. Initiativet går officielt i luften ved en konference den 5. marts i Aarhus.
”Ved at ruste investorer til at investere i cybersikkerhed, tilføjer vi en afgørende klods i opbygningen af et stærkt dansk økosystem på cybersikkerhedsområdet. Og på den måde skaber vi fundamentet for at fremtidens løsninger inden for cybersikkerhed kommer her fra Danmark,” siger Ellen Kobberø.