Investorfradraget er sluppet fri – er investorer og iværksættere klar til at gribe chancen?

Fredag i sidste uge oprandt endelig dagen som danske privatinvestorer, iværksættere og interesseorganisationer har skreget efter i årevis. Fra den 1. februar kan Danmarks iværksættere nemlig også få gavn af den fælles formue – eksempelvis de 800 milliarder kroner, der står på danske nulrentekonti i skrivende stund.

Det er selvfølgelig Investorfradragsloven, der refereres til. I lande som England, Sverige og Schweiz har lignende lovgivning været gældende i årevis. Nu følger Danmark forsigtigt trop med en miniature-version af f.eks. engelske SEIS (Seed Enterprise Investment Scheme), der har været gældende lige siden 2012.

De syv historiske siders lovtekst siger kort sagt, at investerer du 400.000 kroner i danske startups, kan du trække i omegnen af 60.000 kroner fra i skat. Dog kan du ikke investere via dit holding eller via et syndikeringselskab.

Læs Investorfradragsloven her.

Hvad mener investorerne selv?

Men ét er, hvad der står sort på hvidt. Noget helt andet er, om lovgivning kan motivere investorerne til at investere i startups, eller om er loven er ren symbolpolitik? Hvad mener de danske privatinvestorer egentlig selv, og hvordan tager de imod loven? Der har været meget snak, så lad mig først præsentere nogle tal.

Ifølge en ny Keystones-undersøgelse besvaret af 220 respondenter, så bliver Investorfradragsloven bedst modtaget af nye potentielle startup-investorer, mens investorer, som allerede har investeret i startups, er mere skeptiske. Undersøgelsen viser en signifikant forskel, da allerede aktive investorer er tre gange mere skeptiske. Konkret har 30 procent af de eksisterende startup-investorer svaret, at “de ikke tror investorfradraget er noget, de kommer til at benytte sig af”.

Omvendt har en stor andel (ca. 56 procent) af potentielle startup-investorer svaret, at “de tror, at de vil benytte sig af investeringsmuligheden” – men de er også uklare. Det indikerer de 36 procent, der har svaret, at de ikke har sat sig ind i mulighederne, den nye lovgivning skaber.

Traditionelt set har investering i startups været for eliten. Millionærklubberne. Men tallene i undersøgelsen indikerer, at Investorfradragsloven har potentiale til at gøre startup-investering til en folkesport. Loven tyder ihvertfald på primært at være målrettet nye startup-investorer, og altså ikke de ca. 4000 semi-professionelle business angels, som allerede investerer via deres holdingselskaber – og dermed er afskåret fradragsmuligheden.

Undersøgelsen viser også et tydeligt behov for at udbrede kendskabet til investorfradraget.

Det kræver et kulturopgør at forløse det fulde potentiale

Næste skridt bliver at få alle nye investorer, som loven er målrettet, op ad stolene. Det bliver ikke uden udfordringer.

Udover skatteincitamenter kræver kulturskabelsen også undervisning i at investere i startups og ikke mindst en vis mængde oplysning og mediedækning.

I løbet af det seneste år er der kommet mere end 280 nye business angelsEn angel investor er en velhavende person, der tilbyder penge, mentorskab og ekspertise til start-ups og nystartede virksomheder. De påtager sig risici for et ... More til. Danskerne har generelt Europæisk bundrekord, hvad angår lysten til at springe ud som iværksætter – vi elsker dog at være publikum til iværksætteriet. Men vi ønsker sjældent at udsætte os selv for den samme risiko som dem på skærmen, selvom vi har de bedste forudsætninger i verden.

Hvad skyldes denne tilbageholdenhed – kulturelt set? Glem lige jantelovshistorien et øjeblik. Er de danske vikingers eventyrlyst, vildskab og risikovillighed for længst blevet aflivet af kristen ydmyghed eller velfærdsstaten? Nulfejlskultur. Skyldes det en erhvervskultur præget af for meget rettidig omhu? Trygheds-narkomani. Fagforeningsvælde og funktionærkultur? ”Corporate-kulturen” er stadig stærkt forankret i hele vores uddannelsessystem, undervisning og uddannelsesmaterialer.

Jeg husker tydeligt, hvordan man fra første dag på studiet blev proppet som en foie gras-gås med cases fra C25-selskaber. Med løfter om at guldet for enden af regnbuen er i de store, trygge koncerner med graduation programmer, pensionsordning, lækker middagsbuffet klokken 12 osv. Samlebåndet fortsætter lige direkte videre fra skolebænken til skrivebordet op i det trygge hierarki med en attraktiv startløn.

Investorkultur gælder ikke kun for investorerne – også iværksætterne

Der hersker stadig en gammeldags opfattelse blandt mange iværksættere om, at de skal ud og finde en eller to investorer. Men både investorer og iværksættere får størst gavn af flere investorer med små beløb. Investorer spreder dermed risikoen og får faglig støtte fra sine medinvestorer. Virksomhederne får udover pengene adgang til en endnu større pulje af timer, netværk og kompetencer.

Dansk erhvervsliv består langt overvejende af små- og mellemstore virksomheder, der også noterer sig for cirka totredjedele af værditilvæksten og beskæftigelsen i den private sektor. Der er altså rigeligt med gode investeringsmuligheder at vælge i mellem.

Men det står ikke skrevet nogle steder, at de virksomheder er interesserede i børsnoteringer eller i at udvide ejerkredsen med flere private investorer. Hvordan kan vi være så sikre på, at der også opstår investorkultur blandt vores mest lovende iværksættere og ejerledere, blot fordi flere private investorer skulle få appetit for at investere i dem?

Når vi taler om kultur, så er iværksætternes lyst, mod og overskud til at overgive sit livsværk til kapitalmarkedets ofte barske præmisser en lige så betydelig kulturfaktor som skatteincitamenter. I Danmark har det i mange år været mere attraktivt at finansiere sig med gæld frem for egenkapital. Kapitalmarkedet er i rekordform. Men i nogle tilfælde, bliver investorer udkonkurreret af lånetilbud, hvor renterne er fradragsberettigede.

Ifølge Keystones-undersøgelsen kender kun hver anden iværksætter til det nye investorfradrag.

Når jeg har testet iværksættere i crowdfunding- og business angel-miljøet på overvejelserne om en bred ejerkreds, fornemmer jeg ofte, at deres selvtillid har en grænse. Nok har man globale vækstambitioner. Men det har en pris, og den er som regel, at man skal finde en pose penge, og det kan være nødvendigt at åbne op for mange investorer. Men jeg hører ofte, at ”mange investorer måske ikke lige er til at overskue”.

Danmarks iværksættere skal se flere gode eksempler på, at man kan lykkes med at have “folkeinvestoren” med på rejsen.