You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Iværksætterbarometer 2017

Iværksætterbarometer 2017: De 12 hovedpunkter

Danmarks største analyse af iværksætternes muligheder og vilkår udkom mandag. Har du rigeligt at se til med din egen virksomhed, kan du her læse de 12 vigtigste pointer.

Mandag udkom Iværksætterbarometeret 2017. Generelt kan man slutte ud fra den omfattende analyse, at danske iværksættere ser positivt på fremtiden. De har høje forventninger til vækst, omsætning og jobskabelse. Og det vækker glæde hos Erhvervsministeren, Brian Mikkelsen:

”Det er rigtigt godt at se, at de danske iværksættere har positive forventninger til fremtiden. For vi har brug for ambitiøse iværksættere med masser af gå-på-mod, hvis vi skal skabe flere vækstvirksomheder. Jeg er dog samtidig meget opmærksom på, at det også kræver gode rammevilkår, hvis vi skal have flere iværksættere til at komme ud over rampen og blive til vækstvirksomheder, der kan vokse sig rigtigt store,” siger han i en officiel meddelelse.

De 12 hovedpunkter:

Hovedstaden er fortsat iværksætteriets kraftcenter…

Antallet af nye virksomheder varierer på tværs af regioner, og traditionelt set koncentreres iværksætteriet i de store byer. Sådan er det også i lille Danmark, hvor Region Hovedstaden er det absolutte kraftcenter.

…men ambitionerne er store over alt

Andelen af vækstambitiøse virksomheder er faktisk højest i yderkommunerne! Og indekserer man iværksætterne ud fra yder-, mellem-, land- og bykommuner, er der lige mange vækstambitiøse og -positive.

Fart på entreprenørerne efter Finanskrisen

Finanskrisen tog hårdt på Danmark. Også på de danske iværksættere, men siden 2009 har der været kraftigere fremgang i netop iværksætteriet i forhold til samfundet generelt. Især inden for videnservice og bygge- og anlæg. Til gengæld er der stadig markant færre handelsvirksomheder end før krisen.

Voks med eksport

Eksporterende virksomheder har markant højere vækst end andre – og de ansætter flere folk. I første leveår er omsætningen ifølge analysen fire gange højere end for virksomheder, som ikke eksporterer. Omsætningen er dog ikke trukket af udlandet, men af en højere vækst på hjemmemarkedet.

Danmark er i toppen

Danmark ligger i Top10, hvis vi sammenligner iværksætteri i Danmark med de øvrige EU-lande, samt Norge og Schweiz, i forhold til etablerings- og overlevelsesrate efter fem år. Det kan til dels skyldes et positivt iværksættermiljø, hvor Danmark indtager en femte plads på GEDI’s liste over gode iværksætterkulturer.

Stadig optimistisk, trods Brexit og uro

Iværksætterne i barometeret er lige så optimistiske som i analysen for 2016. Dog har Brexit og frihandelsaftalerne nedjusteret forventningerne en smule.

Beskatning er en pine…

Danmark scorer højt som land, hvor det er godt at starte virksomhed. Men udspurgt om rammevilkårene til analysen, svarer iværksætterne, at beskatning og finansiering er de største udfordringer.

…men kapital er ikke så stor en pine, som det har været

I forhold til analysen 2016 er der kommet flere udfordringer med rekruttering, mens udfordringerne med at skaffe kapital er mindsket. Men endnu værre er udsigterne til salg og marketing i 2017, som iværksætterne forventer at se som en udfordring inden for de næste 12 måneder.

Jo yngre, jo mere optimistisk

De helt unge iværksættere født mellem 1990 og 1999 er de mest optimistiske i analysens stikprøve. Inden for brancher findes de mest vækstoptimistiske i industri og kommunikation, ikke så meget inden for bygge- og anlæg.

Ambitionerne stiger med antallet af ejere

Der findes i analysen en tendens til, at jo flere ejere af en vækstvirksomhed, jo mere vækstoptimistiske er de. Virksomheder med tre eller flere ejere er de mest optimistiske, og det gælder både i forhold til omsætning og fremtidige ansættelser i virksomheden.

Et godt fundament er uddannelse og erfaring

Skal man starte egen virksomhed, peger iværksættere på, at tidligere jobs, uddannelse og en opsparing er vigtige komponenter. Og motivationen for at blive iværksætter, det er stadig friheden.

Vækstambitiøse iværksættere er mere risikovillige

Som noget nyt i Iværksætterbarometeret 2017 har analysen beskæftiget sig med de forhold og omstændigheder, der er vigtige for iværksætterne. De ses ofte som individualister, der elsker at være i centrum. Det er bare ikke sandt ifølge analysen. Iværksætteren er i stedet fleksible, handlekraftige, idérige, sociale og hårdtarbejdende – og vækstiværksætteren er mere risikovillig end gennemsnittet.

“Vi skal være i konstant bevægelse for at stå stærkt”

Men trods de positive resultater i analysen, kan vi ikke hvile på laurbærrerne. Der er brug for forslag til forbedringer, hvis vi også næste år skal have samme positive udfald, mener ministeren.

“Jeg er helt bevidst om, at hvis Danmark også fremover skal stå stærkt som iværksætternation i en global verden, så skal vi konstant være i bevægelse. Derfor vil jeg eksempelvis i løbet af kort tid nedsætte et iværksætterpanel, der skal komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan styrke den danske iværksætterkultur og gøre den endnu bedre, sådan at flere nye virksomheder kan vokse og udvikle sig til gavn for hele samfundet,” siger han i meddelelsen.

UGENS STARTUP: