I dag præsenterer The Creators Community det første full-service innovationshus I København nogensinde. Matrikel1 er navnet på det storstilede projekt, der åbner i maj 2018 på Højbro Plads og er finansieret af The Creators Community i samarbejde med ledende skikkelser i iværksættermiljøet.

Midt i Københavns pulserende hjerte vil en ny højborg for det danske iværksættermiljø snart tårne frem. Her er det planen at samle Danmarks førende skabere på tværs af brancher, alder og demografi. Huset, der har fået navnet Matrikel1, bliver et 3600 kvadratmeter stort innovationshus, og er stiftet af en perlerække af landets mest prominente iværksættere og investorer såsom Mette Lykke, Morten Strunge og Gregers Kronborg.

Men Matrikel1 vil også skille sig ud fra mængden på andet et blot størrelse og pompøsitet. Mens andre coworking spaces er målrettet unge startups, er formålet med Matrikel1 at samle erfarne, entreprenante danskere, såsom serieiværksættere, kunstnere og visionære investorer.

”Disse mennesker er blandt de mest ressourcestærke og talentfulde i Danmark, men de opererer oftest i afgrænsede netværk og har i dag alt for lidt interaktion, set fra et nationaløkonomisk perspektiv. Ved at sætte dem sammen kan vi skabe samarbejde og opbakning på tværs, hvilket øger succesraten og ambitionsniveauet for danske virksomheder og projekter,” siger Tine Thygesen, medstifter og CEO for The Creative Community.

For talentfulde mennesker med den rette indre sammensætning

I det nye hus bliver kriterierne for medlemskab ikke baseret på industri, køn eller geografi. Målgruppen er talentfulde mennesker med den rette indre sammensætning; en entreprenant skabende og fremtidsorienteret tankegang.

”Matrikel1 er for pionerer, dem der presser rammerne og ændre betingelserne i deres fag, hvad end det så er sport, forretning eller kunst. De er skabere og change makers. Vi er iværksættere selv og forstår den kerne af skaberkraft som værdi udspringer af. Det er den, vores medlemmer og deres virksomheder søger, og som skaber resultater for dem,” siger Tine Thygesen.

Første ”full-service” koncept

”Matrikel1 bliver det første ”full-service” koncept centreret omkring innovation i Danmark. Her vil være vinbar, café, 300 årlige events, private dining, bar, mødelokaler, kontorer, særlige bestyrelsesmøde-lokaler, private membership club, coworking, og vigtigst af alt: det mest entreprenante community i Danmark på tværs af industrier.

På trods af at projektet har været under radaren indtil nu, er 30 procent af kontorerne allerede besat af iværksætterselskaber og investorer. Blandt andet flytter Sunstone Technology Ventures, et af Danmarks førende venture selskaber, ind på adressen.

”Sunstone Technology har haft kontor i udkanten af indre København og dermed været lidt fysisk adskilt fra iværksættermiljøet. Med Matrikel1 fik vi muligheden for at være en mere integreret del af miljøet, og sidde midt i alt hvad der sker,” siger Managing Partner, Jimmy Fussing Nielsen.

Ingen offentlig støtte

Projektet er finansieret privat af The Creators Community selv uden nogen form for offentlig støtte. Derudover er ledende skikkelser i iværksættermiljøet trådt ind som founding investors, blandt andre Mette Lykke (Endomondo og TooGoodToGo), Morten Strunge (Mofibo og Onfone), Gregers Kronborg (Northzone Ventures), Marting Hauge (Creandum Ventures), Jimmy Fussing Nielsen og Christian Jepsen (Sunstone Capital), samt Christian Borcher, dansk investor og vinmager i San Francisco.

The Creators Community råder sammenlagt over 16.000 kvadratmeter i København og Oslo. Her er man hjemsted for en række virksomheder og startups fra helt små nystartede selskaber til nationale afdelinger af internationale kometer som Spotify og Snapchat, samt de største VC og corporates.

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.