This post is also available in: English
Faktaboks:
Ekstasen rammer sammen med underskriften på investeringsaftalen, men den kan hurtigt veksles til en tur i kulkælderen, hvis produktudviklingen slår fejl eller markedet vender.
Alle iværksættere oplever store op- og nedture. Dem sætter vi fokus på i “Iværksætterrejsen”, hvor en inspirerende iværksætter hver uge får mulighed for at dele deres oplevelser, udfordringer og triumfer fra startuplivet.
For Henrik Brink var computere og programmering en leg tilbage i folkeskolen. Han lærte hurtigt sig selv en masse kompetencer, som senere hen skulle vise sig at være nyttige. Han arbejdede også sideløbende med sin gymnasieuddannelse som studenterprogrammør indtil, at han flyttede til København for at fortsætte studierne på Københavns Universitet.
Derfor lå det kortene, da han skulle skrive sit speciale på Berkeley Universitet i San Fransisco, at han ville påtage sig et freelance projekt. Men på trods af at han befandt sig i verdens “startup-hovedstad”, havde han ingen planer om at starte en virksomhed. Det var tilfældigheder, der fik ham til at stifte Wise, som senere blev solgt til giganten General Electric.
Han fik han indsigt i verdenen af kunstig intelligens og ‘Machine-learning’, da han skulle bruge sine programmeringskompetencer på universitetet. Det ledte til flere snakke med lokale virksomheder, heriblandt Google. Så han rejste hjem til Danmark fuld af inspiration og stiftede Ento, der energioptimerer bygninger med ‘Machine-learning’.
Hvad har været det vildeste øjeblik på din iværksætterrejse?
Det oplagte svar ville være at blive opkøbt af General Electric, men det ville være for nemt, så da vi fik vores første store kunde i Ento, Arbejdernes Landsbank. Vi konkretiserede data fra bankens filialer og kontorer, og kunne vise dem hvordan deres bygninger kunne energioptimeres.
Vi applicerede for første gang vores ‘Machine learning’-løsning på data fra den virkelige verden, og blotlagde muligheder for grotesk store besparelser. Herfra var vi ikke længere i tvivl. Det havde potentiale til at blive rigtig stort, og var en signatur på, at vi i princippet havde “vundet.”
Vores anden store kunde Salling Group, har langt over 1000 bygninger, så her stod det endnu klarere. Normalt tager integrationsarbejdet med et EMS-system mellem 6-12 måneder at få sat op. Vi gjorde det på 20 minutter, og oveni hatten lavede vi analyser som de aldrig før havde udført.
Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv på rejsen?
Efter rejsen fra Wise var den vigtigste erkendelse, at motivationen skal være i centrum for alt hvad man laver. Det var også drivkraften bag Ento, for hvis jeg skulle starte noget nyt igen, havde jeg brug for noget at stå imod med.
Da jeg boede i San Francisco var jeg bare interesseret i at løse problemer, og vidste dårligt nok, hvad en Tech-startup var i starten. Samtidig fik jeg et fornuftig økonomisk overskud fra mit exit, så motivationen er naturligt nok også noget helt andet i dag.
Motivation giver en modstandskraft, der holder mig kørende og giver håb selv på de sureste dage, så det ikke bare er ren viljestyrke. Min motivation kommer fra et helikopterperspektiv, om at tage del i klimakampen, og alt hvad vi foretager os bliver betragtet igennem den linse.
Hvor håber du, at du er på din iværksætterrejse om fem år?
Jeg håber på, at jeg stadig er med til at lave noget, som andre ikke før har gjort. Det motiverer mig at løse gåder, finde potentialer, og løse nye problemer. Vi er ikke altid gode til at lave langsigtede planer, da vi hele tiden leder efter muligheder, hvor vi kan lave mest mulig impact.
Jeg kan ikke forstå at vi stadig bruger så meget energi, når der raser så mange kriser. Der er så afsindig mange problemer der venter på at blive løst – ikke kun tekniske løsninger men også kommercielle problemer.
Så i Ento har vi en pragmatisk tilgang, og ser en stor fordel i at vi er selvstændige, da det ofte går lidt langsomt med de store virksomheder. Men vi udelukker ingenting og fremtiden er åben.
I dag er vi på 5 forskellige markeder: UK, Italien, USA, Danmark og Sverige, men vi er ved at åbne op i Frankrig, Spanien og så følger Holland og Portugal nok med herefter.