Kulturelle og sproglige forskelle afholder danske fintech-startups fra at få hul på det japanske marked, men hvis det lykkes, er mulighederne enorme. Derfor vil Copenhagen Fintech nu hjælpe med at indfri potentialet.

Danske fintech-startups udvikler ikke bare løsninger til danskere. Nye teknologierne gør nemlig løsningerne meget skalerbare, og derfor flytter fintech-virksomhederne også løsningerne ud over landegrænsen.

Mange virksomheder starter med at udvide til Norden eller nogle få markeder i Europa, og kigger derefter mod USA. Men ifølge Copenhagen Fintech skulle de måske hellere kaste et øje mod øst.

”Vi ser et stort potentiale for danske tech-løsninger og i høj grad også fintech i Japan. Det er et stort og veludviklet marked – også teknologisk – som i den grad har brug for brugervenlige, problemorienterede løsninger. De løsninger, som danske fintechs udvikler, er i høj grad noget, man sukker efter i Japan,” mener Simon Schou, Chief Innovation Officer i Copenhagen Fintech.

Fintech-organisationen har allerede indledt samtaler med tech-virksomheder og banker i Japan for at bygge bro, og det er blandt andet blevet til et partnerskab med tech-virksomheden ‘Nomura Research Institute’. Næste skridt er en tur til Japan for danske fintechs i løbet af efteråret – hvis corona-situationen tillader det- for at skabe opmærksom om mulighederne mellem de to markeder.

”Det er ikke noget nemt marked at komme ind på – der er både sproglige og kulturelle barrierer. Men interessen er der, behovet er der, og matched er der. Vores fokus er så, hvordan vi kan komme ud over de vanskeligheder, der vil være,” siger Simon Schou.
Copenhagen Fintech har i forvejen samarbejdsaftaler med blandt andet Indien og Singapore. Alligevel ser Simon Schou på Japan som det marked med størst potentiale.

Simon Schou, Chief Innovation Officer i Copenhagen Fintech.

Danmark har en fordel på forhånd

Der er unægteligt store forskelle mellem Danmark og Japan, som kan være en hindring for at lave forretning sammen. Men samtidig har Danmark en historik med Japan, som kan give danske fintech-virksomheder et betydeligt forspring.

Det mener Oliver Hall, Head of AI & Fintech Investments i Copenhagen Capacity – en brity bosat i København, som anser Japan som sit andet hjem og taler flydende japansk. Derfor kender han også landet indgående og har hjulpet Copenhagen Fintech med at etablere kontakter i Japan.

“Japan kigger virkelig med Danmark for inspiration på en række områder. Danske og japanske designfilosofier er meget ens, men det meget danske koncept med design, der fokuserer på mennesket, er meget anerkendt i Japan hvor end det findes – fra appdesign til byers infrastruktur til work-life balance,” siger Oliver Hall.

Teknologisk anses Japan som en frontløber, men mens det måske er rigtigt inden for robot- og produktionsteknologi, gælder det ikke nødvendigvis software. Derfor er det også et af de område, hvor Japan kigger mod Danmark:

Sidste år købt japanske NEC Corporation danske KMD på grund af deres ekspertise i digitale løsninger til det offentlige. Japanske myndigheder har også lader sig inspirere af det danske CPR-system. Og ifølge Oliver Hall, er der de seneste år fulgt store penge med interessen.

“Indenfor de seneste tre år, er mængden af japansk kapital investeret i ‘New Nordic’ startups eksploderet. Med 23 unicorn fra 26 millioner mennesker har Norden genereret verdens højeste antal unicorn per indbygger udenfor Silicon Valley – derfor er det utvivlsomt også det nye område for japanske investeringer,” siger han.

Oliver Hall, Head of Fintech & AI Investments i Copenhagen Capacity.

Design-positionen kan udnyttes

Dansk design spiller en særlig rolle ude i verden, og det gælder også i Japan. Det har Mikal Hallstrup set med egne øjne. I dag er han founding partner af BWD, som er et nano-venturefirma og designstudio, men tidligere har han stiftet designvirksomheden Designit, som blandt andet har en afdeling i Tokyo.

“Danmark har en særlig position indenfor design. På det funktionelle deler japanerne og skandinaverne en kærlighed for simple ting, og man kan sagtens forestille sig, at vi også kan claime en position, hvor der er noget særligt designmæssigt indenfor digitale løsninger – fx indenfor fintech,” siger Mikal Hallstrup, der ligesom Oliver Hall har bidraget til Copenhagen Fintechs satsning på Japan.

Gennem en årrække har han hjulpet blandt andet fintech-virksomheder og banker over hele verden med design. Og han mener, at danske virksomheder kommer med en kritisk design-tankegang, som japanerne selv har svært ved at praktisere. I den japanske kultur er hierarki og autoritetstro nemlig meget indgroede praksis – det ligger dem ikke naturligt at stille de svære og irriterende spørgsmål.

“Japanerne har et fantastisk udtryk: Det søm der stikker ud får hammeren. Hvis du gerne vil stikke ud og prøver at disrupte, så skal du bare vide, at du bliver hamret på plads. Det er et tankesæt, der ligger japanerne meget nært, og selvom vi har janteloven, så er kritisk designtænkning og tanken om at gøre noget anderledes, ikke nær så fjern i Danmark,” siger Mikal Hallstrup.

Mikal Hallstrup.

Det gode eksempel skal skabes

Mens butikskæden Tiger og ølproducenten Mikkeler har haft stor succes med at tage til Japan indenfor de seneste år, er det kun meget få fintech-virksomheder, som har dyppet tæerne i mulighederne.

Den danske startup-accelerator Rainmaking har dog vist, at der er en sult efter den danske måde at tænke innovation på. Siden ’Rainmaking Startup Bootcamp’ slog dørene op i millionbyen Osaka i april sidste år, har den fået stor opmærksom og tiltrukket en række prominente, japanske partnere.

Derfor mener Simon Schou fra Copenhagen Fintech også, at det kun er et spørgsmål om tid, før danske fintechs slår igennem på det japanske marked.

”Det kræver de første succeser, så det er vores fokus lige nu at få nogle cases, vi kan vise frem. Det er en lang proces, hvis man skal have partnerskaber med japanske firmaer, men dialogen er igang, så næste skridt er at tage nogle fintechs derover for at bevise, hvad de kan,” siger han.

 

Artiklen er en del af ”Copenhagen Fintech Magazine 2020”.

Copenhagen Fintech Magazine 2020