Du skal ikke bare træne, du skal træne effektivt. Det er trenden i sportsverdenen, hvor store muskler ikke længere er lig med tunge vægtstænger. To unge danskere har ud fra en gammel japansk træningsform udviklet et produkt til intelligent træning, og næste skridt er at udvikle produktet til en wearable.
*Denne artikel er første gang udgivet på Trendsonline.dk den 7 januar 2017*
“Jeg har spillet badminton og fodbold, men med tiden overtog styrketræning. Det handler ikke om, at jeg hurtigt skal blive stor og stærk. Det er en langsom proces, der kræver tålmodighed og giver velvære og selvværd. Og så handler det om intelligent træning, så jeg ikke smadrer min krop,” fortæller Lars Thorn, der er medstifter af BfR Professionel.
Han er 28 år og har sammen med sin barndomskammerat udviklet et produktet til intelligent træning. Okklusionstræning eller blood flow restriction-træning hedder det og kommer fra den japanske træningsform Kaatsu. Træningsformen går ud på, at du med et bånd lukker af ved eksempelvis armen og reducerer blodets tilbagestrømning, hvilket medvirker til muskelvækst, når du træner. Du får altså ifølge BfR Professionel mere ud af din styrketræning uden at tage flere kilo på vægtstængerne.
“Træningsformen er ikke ny. Den stammer fra Japan og blev opfundet i slutningen af 60erne, hvor det var deres hemmelige våben til mange af deres atleter. Men inden for specielt de sidste ti år er træningsformen vokset i popularitet, og flere studier i vesten viser nu, at okklusionstræning er yderst effektiv ved styrketræning og rehabilitering,” siger Lars Thorn.
Intelligent træning med teknologi
Lars Thorn og partneren, Martin Hermann, faldt over okklusionstræning for cirka to et halvt år siden, fordi de trænede meget og havde fokus på effektivitet. De blev glade for træningsformen og besluttede sig for at udvikle nogle billigere og bedre træningsbånd. Herefter kom de ind i incubator-miljøet i Studentervæksthuset i Aarhus, hvor de fik et netværk, der vidste en masse om tech. Og det har smittet af på deres planer med produktet.
“Der er ingen tvivl om, at vi er blevet præget af det miljø, vi er i. Der gik ikke længe, før vi fandt ud af, at det var et godt produkt, vi havde, men at det kun er første skridt. Det næste skridt er at lave et digitalt produkt,” siger Lars Thorn.
Læs også: Fodboldtosset startup digitaliserer træningen og rejser fondsstøtte
Det er populært at lave wearables og putte teknologi ind i sportsudstyr for at måle præstationer gennem eksempelvis tid, repetitioner og vægt. Derfor giver det også god mening at putte noget teknologi ind i BfR Professionels produkter, mener Lars Thorn.
“Vi vil gerne digitalisere produktet ved at bygge noget teknologi ind i det. Eksempelvis skal det kunne hjælpe og vejlede brugeren til at finde det mest optimale tryk samt tælle repetitioner. Det er noget vi kigger på her i 2017,” siger Lars Thorn.
BfR Professionel lykkedes på Kickstarter mod odds
BfR Professionel har en Kickstarter profil, hvor de prøver at samle 50.000 kroner ind. Og det lader til at lykkes. 90 procent af pengene er kommet ind, og der er endnu en uge tilbage af Kickstarter-projektet. Det er ellers lidt utroligt, for kigger man på crowdfundingCrowdfunding er en finansieringsmetode, hvor en stor gruppe mennesker bidrager med små beløb til at realisere et projekt eller en idé. I Danmark har crowdfun... More, så ligger sport absolut i den lave ende.
Ifølge tal fra Dansk Crowdfunding Forening som Berlingske har kigget på, så har en kategori som produktdesign i 2009-2016 rejst en kapital på over 34 millioner kroner. Sport ligger i den anden ende på en tredje sidste plads og har kun rejst lidt over 300.000 kroner.
Læs også: Dansk crowdfunding slog rekord i 2016
BfR Professionel valgte dog heller ikke at lave en Kickstarter for at få penge til produktet, men for at lave en god businesscase. Desuden lod Kickstarter til at have en målgruppe, som passede godt til produktet. Kickstarter er nemlig en global platform, hvor yngre mænd udgør en stor del af deres brugere, og det passede meget godt til deres målgruppe, mener Lars Thorn.
“I hvert fald her i begyndelsen. Vi kunne god nøjes med at fokusere på mænd i alderen 18-30 år, men sandheden er, at vores produkt er noget alle kan bruge, fordi det er til styrketræning og rehabilitering, der ikke overbelaster dine muskler. Det er altså både til min mor på 64 år, der er gigtpatient og til en 18 år gammel gut, der skal til at opbygge sine muskler,” siger Lars Thorn.