You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Kan kunstig intelligens forebygge selvmord? Det skal Corti nu finde ud af

Andreas Cleve, medstifter og direktør i Corti.

Nyt samarbejde mellem tech-virksomheden Corti og Region Hovedstaden skal undersøge, om selvmordsadfærd kan forebygges med kunstig intelligens.

Nyt samarbejde mellem tech-virksomheden Corti og Region Hovedstaden skal undersøge, om selvmordsadfærd kan forebygges med kunstig intelligens.

Det er afgørende at finde ud af, om en borger er i risiko for at begå selvmord, når borgeren ringer med en akut psykiatrisk problemstilling. Jo hurtigere det kan identificeres, jo større er chancen for at forebygge selvmord eller alvorlig selvskade.

Nu skal det danske tech-startup Corti undersøge, om det via kunstig intelligens er muligt at udvikle en algoritme, der kan identificere, om en borger er i forhøjet risiko for at begå selvmord. Det sker i samarbejde med Akutberedskabet i Region Hovedstaden og Psykiatrisk Center København.

“Hos Corti er vi ekstremt stolte af at støtte Professor Michael Eriksen Benros og hans team hos Psykiatrisk Center København. Michael er en af de mest ambitiøse forskere og klinikere indenfor det psykiatriske område, og vi har en unik mulighed i Hovedstaden for at gøre vores behandling af patienter med psykiatriske lidelser endnu bedre ved brug af Big Data, særligt hvis vi omfavner nye teknologier som kunstig intelligens, ganske som Michael og hans team gør,” siger Andreas Cleve, CEO for Corti AI.

Baseret på talegenkendelse

Konkret er hensigten med samarbejdet at undersøge, om talegenkendelse kan assistere sygeplejersker og lægers vurdering af, om en borger med psykisk sygdom og uklare symptomer, der ringer 1813, er selvmordstruet.

Læs også: Fremtiden rykkere tættere på: 3 startups, der har fundet nye forretningsmodeller under krisen

Corti har sagt ja til at gøre en indsats for at skabe en løsning med kunstig intelligens på området, mens professor og forskningsleder på Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København, Michael Eriksen Benros, har indvilliget i at forske i en innovativ løsning på området.

“Analyserne af taledata og data fra patientjournaler, som er muligt ud fra de tilgængelige data ved Region Hovedstadens Akuttelefoner, vil kunne være med til at forbedre den nuværende behandling samt give ny indsigt i de psykiatriske lidelser og behandlingen deraf ved brug af nye teknologier som kunstig intelligens til bearbejdning af de tilgængelige Big Data,” siger professor og forskningsleder, Michael Eriksen Benros.

Potentialet er stadig stort

I Danmark har Corti allerede et samarbejde med de regionale vagtcentraler i Region Hovedstaden og Region Nordjylland, hvor den kunstige intelligens hjælper med at opdage hjertestop hos de patienter, der ringer 112.

Region Hovedstadens Akutberedskab vandt den offentlige digitaliseringspris 2020 for netop deres anvendelse af kunstig Intelligens til detektering af hjertestop, og her ser man fortsat stor potentiale i teknologien.

“Vi er som offentligt sundhedsvæsen forpligtet til at anvende de mange data, som sundhedsvæsenet har, sammen med en ny teknologi som kunstig intelligens. Vi kan i et offentlig-privat samarbejde blive førende, og vi skal gøre det for hjælpe patienterne bedre og hurtigere,” siger Freddy Lippert, direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.

Og det potentiale skal nu også forløses indenfor psykiatrien.

”På sigt håber psykiatrien også at kunne få gavn af data, som vil kunne understøtte diagnosticering og monitorering af psykiatriske lidelser. Vi ser store fremtidige perspektiver i forhold til at anvende kunstig intelligens til at tilbyde endnu bedre behandling til borgere med psykiske lidelser. Vi glæder os over samarbejdet, som er med til at vise vejen for flere nye spændende initiativer,” siger Anne Hertz, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri.

UGENS STARTUP: