Det koster store mængder CO2, tid og ressourcer at uddanne personale til at kunne håndtere alt fra vindmøllereparation til sikkerhedsprocedurer på et fragtskib. Men en dansk VR-virksomhed står bag en løsning, der kan revolutionere fremtidens certificerings- og oplæringsforløb i industrien.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Kanda og er en del af magasinet ‘XR: Virtual VRevolution, som du kan læse her.


Forestil dig, at du står på dækket af et skib, der synker. Sirenerne hyler, stormen raser og regnen hagler ned over besætningen. Du farer ned ad trappen til kontrolrummet for at genvinde styringen over fartøjets mest vitale funktioner – dem du har lært om i træningsprocedurerne på den fysiske undervisningslokation for flere år tilbage.

Var det det gule eller røde håndtag? Du vælger lettere panisk det gule, som viser sig at være det forkerte, og alt bliver pludselig sort.

Men heldigvis er skibet ikke sunket.

For i løbet de sidste ti år har den danske virksomhed Kanda specialiseret sig i at bruge moderne teknologier så som virtual reality og augmented reality i uddannelsesmæssige sammenhænge. I dag står de bag en kollaborativ VR træningsplatform med henblik på oplæring af medarbejdere i komplekse procedurer indenfor industrien med særlig fokus på det maritime, vind og sundhedssektoren.

“Den træning vi leverer er med til at uddanne dem, der skal ud og vedligeholde og reparere på store skibe, fly og vindmøller, hvor en enkelt fejl kan få fatale følger. Der er ofte meget på spil både hvad angår personale og materiel – og den alvor og seriøsitet har vi med os i vores tilgang til arbejdet,” fortæller Kristian Andreasen, CEO og stifter af Kanda.

Det er nemlig både dyrt for klimaet og bundlinjen, når industrisektoren hvert år certificerer deres ansatte, uanset om der er tale om vindmøllemontering og -reparation eller lokal fejlsøgning på et containerskib. Ofte flyves et stort antal medarbejdere ind fra alle dele af verden for at deltage i et undervisningsforløb på et fysisk træningscenter, der er bygget til lejligheden – og så hjem igen.

Men med Kandas virtuelle træningsplatform kræver oplæringen ikke andet end et par VR-briller, en laptop eller en tablet. En træningssession kan rumme op til 15 kollegaer og netop det sociale aspekt er en af grundene til, at VR-teknologien er så banebrydende på det her område.

“Forskning viser, at vi lærer bedst, når vi er sammen om det. Og med vores løsning kan folk snakke med hinanden og samarbejde omkring de komplekse procedurer, som man hurtigt ville tabe pusten over, hvis man sad alene foran en hjemmeside. På den måde samler vores VR-teknologi det bedste fra to verdener,” forklarer Kristian Andreasen.

Med højtspecialiserede kameraer og et enormt VR-bibliotek med 5.000 individuelle komponenter, kan en virksomhed på få dage få skabt en digital tvilling i et virtuelt træningsunivers med en 3D rendering af signifikant komponent på et skib, fly eller noget helt tredje.

Kandas VR-træninger så detaljerede og præcise, at der juridisk set ikke er forskel på de certifikater, som opnås hos Kanda og dem som følger med en fysisk oplæring med en instruktør.

Forbereder brugeren til virkeligheden

Udover industrigiganter som Rambøll, Siemens og Gjetinge er en af Kandas største samarbejdspartnere det førende Singapore-rederi Eastern Pacific Shipping med over 5.000 ansatte. Deres store ambition er at etablere en grøn, teknologidrevet vækst hen mod at blive den foretrukne transportleverandør inden for shippingindustrien.

“Vores VR-træningsforløb har uddannet og certificeret over 200 crew members på et virtuelt EPS-skib, hvor de direkte på dækket har gennemgået procedurer omkring håndtering af flydende naturgas (LNG), som rederiet ofte fragter. Det kan være enormt risikobetonet. Derfor gør vi alt for at sikre, at de ansatte er klar, når de står på skibet i virkeligheden,” fortæller Kristan Andreasen om samarbejdet.

Med hver sin avatar arbejder kursisterne sammen om at løse forskellige arbejdsopgaver og blive vant med, hvordan samarbejdet fungerer i de forskellige procedurer på skibet. Men de lærer også, hvad de ikke skal gøre.

“En fejl i procedurerne kan resultere i, at pumpeudstyret eksploderer, og når det sker, starter deltageren altid forfra med gennemgangen af træningsmaterialet. For det er vigtigt at understrege, at fejlen i virkeligheden kunne have haft fatale konsekvenser. At det ikke bare er et spil eller en leg,” forklarer Kristian.

Og resultaterne er til at få øje på. De seneste tal indikerer i omegnen af 75 procent fald i træningsomkostninger og 0,5 tons CO2 sparet pr person.

Fremtidens oplæring bliver digital

Med tiden bliver Kandas oplæringsplatform kun bedre. Efter hvert samarbejde vokser VR-biblioteket med flere komponenter, så en given virksomhed nemmere og nemmere kan generere helstøbte digitale tvillinger.

I 2023 regner man med at kunne præsentere en ’low-code’-funktion på platformen, der tillader kunderne selv at designe deres træningsforløb.

“Der er et kæmpe potentiale inden for det her felt. Det er dyrt og omstændigt at lave fysiske træningskurser og vi tror på, at op mod 50 procent af markedet kan erstattes af digitale løsninger som vores. Udfordringen er, at teknologi er løsningen på mange af de samfundsudfordringer, vi står overfor. Men hvem skal vedligeholde, installere og reparere alt den teknologi, vi sætter vores lid til? Her tror jeg på, at vi har et godt bud på, hvordan industrivirksomhederne vil oplære og uddanne i fremtiden,” fortæller Kristian Andreasen.

Senest har Kanda hentet en investering på 13 millioner kroner, åbnet kontor i Singapore og vokser med omtrent 3-4 ansatte per måned.