Teknisk tøj fra det danske startup LabFresh har rejst millioner på crowdfunding-platformen Kickstarter, men selvom virksomheden nu har gang i sin fjerde kampagne på platformen, gør de det ikke længere for pengenes skyld.

En skjorte, en polo, en t-shirt og nu et par bukser – alt sammen tilføjet teknik der gør det plet- og lugtfrit. Sammenlagt har LabFresh, der blandt andet er kendt fra Løvens Hule, rejst over 8 mio. kroner til sine produkter på Kickstarter, hvilket gør dem til det største, crowdfundede modeprojekt i Europa.

Lige nu er virksomheden i gang med sin seneste kampagne for bukserne, der i skrivende stund har rejst næsten 1,2 mio. kroner på platformen. Alligevel gør de de ikke længere for pengenes skyld.

”Det er en god platform, men det er kun en lille del af omsætningen der kommer derfra i dag,” siger Kasper Brandi, medstifter af LabFresh.

Hvor første kampagne udgjorde næsten hele omsætningen for første år, vurderer han, at den nye kampagne kun kommer til at stå for under 5 procent af omsætningen i år. Men undervejs har virksomheden fundet ud af, at Kickstarter kan bruges til meget mere end salg.

Testen er vigtigere end omsætningen

Ideen med Kickstarter og lignende crowdfundingplatforme forklares ofte som muligheden for at forudbestille produkter fra en virksomhed, som på den måde kan rejse kapital til at sende første produkt på markedet. Det var også udgangspunktet for LabFresh, der kunne få deres skjorte på markedet uden at skulle låne flere hundrede tusinde kroner.

Selvom Kickstarter stadig driver salg, mener Kasper Brandi, at nyhedsværdien er falmet en smule ved deres fjerde kampagne. Derfor er kampagnen også kun markedsført overfor de kunder, LabFresh har på sin mailingliste i forvejen, og som de mest bruger til at teste det nye produkt.

”På den måde sikrer vi, at vi ikke bruger millioner af kroner på at lave bukser, som ingen gider købe.”

”På den måde sikrer vi, at vi ikke bruger millioner af kroner på at lave bukser, som ingen gider købe. Det er en god metode til at finde ud af, hvor stor en ordre vi skal lægge. Gennem Kickstarter har vi et kæmpe testpanel på over 1000 folk, som kan hjælpe os med data om farver og fit over de næste måneder,” siger han.

Hver gang nogen støtter kampagnen får de automatisk tilsendt et spørgeskema, som gør LabFresh klogere på, hvilken pris, farver og størrelsen de foretrækker. Og nogle udvælges til at være beta-testere af de første bukser, og får så efterfølgende mulighed for at købe den endelige version til kostpris.

”Vi gør det lidt ligesom med software. Det er naturligt, at der er bugs i starten, man får feedback, og så laver man updates. Folk der bruger Kickstarter er per definition early adopter. De kan godt tåle små fejl, så længe de ved, at man prøver at lave noget nyt – og man gør det så godt som muligt,” siger Kasper Brandi.

Derfor er virksomheden indtil videre også fortsat med at sælge nye produkter på Kickstarter, selvom platformen tager et gebyr af salget. For det giver adgang til et vildt community, der gerne vil bruge meget tid på et nyt produkt, mener Kasper Brandi.

LabFresh har åbnet sin egen brandstore i Amsterdam.

Fra modebrand til modeforskning

Labfresh er kommet langt, siden virksomheden blev eksponeret for hele Danmark i Løvens Hule i starten af 2018. I året efter blev omsætningen øget med 800 procent, en ny investering landede fra en hollandsk modegigant, og i dag har virksomheden solgt 40.000 produkter i 98 lande.

Læs også: Labfresh øgede omsætningen med 800 procent i året efter Løvens Hule

”I 2018 eksplodere alting, og vi kunne ikke følge med. Så Det handlede mest om at gøre basisprodukterne bedre, flytte til bedre og billigere produktionsfaciliteter og få bedre shippingdeals,” fortæller Kasper Brandi.

Men med styr på både produkter, processer og logistikken til kunderne i de mange lande, indleder LabFresh nu en ny fase på vækstrejsen, hvor udvikling af nye stoffer og produkter kommer til at spille en stor rolle.

”Den store forskel er, at vi er gået i forskermode, og har fået legater fra hollandske fonde til at lave forskning med vores laboratie i Schweiz. Det er ikke nok bare at lave pletfri skjorter – vi skal lave den næste teknologi også,” siger han.

LabFresh får produceret sine produkter i henholdsvis Portugal og Schweiz.