You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Klæder startups på til vækstrejsen: En plan er afgørende, når modvinden rammer

@Redaktionen

Ejeraftaler, warrantprogrammer og finansieringsplaner er ofte undervurderede redskaber i startup-værktøjskassen. Det er ikke nye, disruptive teknologier men kan alligevel både booste og stå i vejen for vækstrejsen.

Ejeraftaler, warrantprogrammer og finansieringsplaner er ofte undervurderede redskaber i startup-værktøjskassen. Det er ikke nye, disruptive teknologier men kan alligevel både booste og stå i vejen for vækstrejsen.

This post is also available in: English

Der skal fart på, for når skabertrangen får startup-foundere til at mødes om en fælles mission, er målet at gøre verden til et bedre sted. Men den euforiske stemning, man drog afsted med, kan hurtigt blive erstattet af uvenskab, når eventyret støder på uforudsete udfordringer.

Udfordringer mellem foundere er ikke noget særsyn, fortæller Ricki Boye, advokat og partner i BACH Advokater, der de seneste fem år har rådgivet startups på deres rejse. Derfor er hans vigtigste anbefaling også, at man blandt founderne får en formel ejeraftale på plads fra start, som tager højde for alt fra arbejdstid og ansvarsområder, til hvad man gør, hvis en af founderne har lyst til at forlade virksomheden før det store, planlagte million-exit om syv år. Så man har en plan, når modvinden rammer.

”Når man kaster sig ud i sådan et projekt, er det nemt at aftale, at founderne arbejder fuld tid. Men hvad er fuld tid? For nogle er det 37 timer, mens andre synes det er 80 timer om ugen. Hvis opfattelsen ikke er ens, er det svært at leve op til forventningerne. Og den slags tvister mellem foundere, kan i værste fald koste startuppet livet,” siger Ricki Boye.

Hjælp til at løse det selv

Ricki Boye anerkender, at det er de færreste førstegangsiværksættere, der midt i den indledende skabertrang ringer til en advokat for at få styr på juraen. Men orden i penalhuset er vigtigt både internt ejerne imellem og eksternt over for potentielle investorer. Derfor samarbejder BACH Advokater også med blandt andet innovationsmiljøet Futurebox og acceleratorprogrammerne GreenUP og Danish Tech Challenge i DTU Science Park, så de kan hjælpe iværksætterne tidligt på rejsen. For selvom juraen og de fornuftige planer ikke er top of mind, er det meget nemmere at vokse, få flere medarbejdere og rejse investeringer, hvis der er orden i penalhuset fra start.

”Man skal i bund og grund vide noget om mange ting som startup, også juridisk. Hvis man eksempelvis skal rejse penge, hvordan sikrer man sig så gode betingelser på den lange bane? Hvis ikke man har prøvet det før, er det umuligt at vide, hvad det er, man skal være opmærksom på. Det vil vi gerne hjælpe med,” siger Ricki Boye.

<em>Ricki Boye Advokat og Partner BACH Advokater<em>

Fordi iværksættere oftest har begrænsede ressourcer og mange bolde i luften på én gang, sætter han en ære i at gå så pragmatisk til opgaven som muligt. Både så iværksætterne kan bruge rådgivningen i deres konkrete situation, men også så de er klædt godt på, når lignende situationer opstår i fremtiden.

”Vi bruger meget tid på at klæde founderne godt på. Jeg vil gerne vide, at når founderne går i dialog med en investor, kan de selv forklare, hvad der står i dokumentet og tale med om begreber som vesting, good/bad leaver og så videre. For hvis founderne ikke forstår, hvad de siger ja til, så er det svært at forhandle,” siger Ricki Boye.

Med på hele rejsen

Fra to foundere til et team på 25 mand. Investeringsrunder på tocifrede millionbeløb. Godt på vej mod en exit. I de fem år BACH Advokater har arbejdet intensivt med startups og venturefinansiering, har de fulgt mange startups tæt. Og det er lige så meget det personlige forhold til ejerne som de professionelle udfordringer, der driver Ricki Boye.

”Det er skide sjovt. Det er ofte unge mennesker med et stort gåpåmod, evner og lyst til at opfinde den dybe tallerken – og vi vil gerne være med på hele rejsen,” siger Ricki Boye.


Fakta: 3 vigtige råd til universitets-startups

  • Få sikret IP’en: Universitets-startups og spin-outs er i særligt høj grad afhængige af den IP, der danner fundament for virksomheden. Derfor er det også vigtigt at have sikret ejerskab eller licensaftale – og forstå hvilken effekt aftalen har på den videre vækstrejse.
  • Hav et fundingoverblik – også over softmoney: Det koster penge at udvikle ny teknologi, og det gør en finansieringsplan afgørende. Det gælder også for legater og softmoney, som ofte udbetales på særlige vilkår, man skal være opmærksom på.
  • Et gennemtænkt warrantprogram: Vidensbaserede spin-outs har brug for at rekruttere specialister til teamet, og her kan warrant- eller andre incitamentsprogrammer, som giver mulighed for på sigt at få del i ejerskabet, være afgørende i konkurrencen mod høje lønninger i den etablerede industri. Hvis ikke vilkårene i et warrantprogram er afklarede, kan det blive en hovedpine senere på vækstrejsen.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY