Det er blot lidt over en måned siden, at bestyrelsen i det danske startupnetværk Startup Central begærede virksomheden konkurs. Alvorlig sygdom hos grundlæggeren Anders Fogh og medfølgende økonomiske udfordringer havde taget hårdt på foretagendet.
Men nu har Startup Central alligevel fundet frem til en aftale med Media Group Denmark, en sammenslutning af danske onlinemedier.
”Vi kunne med det samme se nogle snitflader mellem det, vi kan, og de kunder, som Startup Central henvender sig til,” fortæller direktør i Media Group Denmark, Victoria Thyland.
”Vi undersøgte straks muligheden for at tilknytte Anders til projektet, og heldigvis var der god kemi og samstemmende ønsker for Startup Centrals fremtid,” fortsætter hun.
Fortsætter i samme stilling
Efter at have været alvorligt sygemeldt i længere tid, er den oprindelige stifter, Anders Fogh, blevet genansat i sin gamle stilling med det formål at lave en strategi for en relancering af Startup Central.
For founder Anders Fogh kom konkursen lige præcis i samme øjeblik, som han var ved at være på benene igen. Men skaden var allerede sket.
”Jeg var på ingen måder færdig med Startup Central. Det er mit barn, og jeg havde lyst til at arbejde videre. Men under mit fravær blev indtægterne reduceret, og vi havde ikke været dygtige nok til at skabe en organisation, der kunne drifte uden mig,” forklarer Anders Fogh.
Konkursen skyldtes nemlig ikke manglende kunder eller udeblivende vækst, men at forretningen i for høj grad var hængt op på stifteren selv. Derfor valgte bestyrelsen efter flere måneder uden forbedringer i økonomien at indgive konkursbegæring.
Større relancering på vej
Fogh har været ansat i sin gamle stilling siden den 13. november.
Dermed er de første 14 dage gået med at relancere og genskabe netværket efter konkursbegæringen.
”Vi har tunet forretningen, ryddet op, forhandlet nye aftaler hjem og fået justeret den værdi, vi gerne vil skabe hos vores medlemmer. Vi er sikre på, at iværksættere og startups, der målrettet arbejder på at skabe vækst kan få noget ud af deres medlemskab,” fortæller Anders Fogh.