Med fordele som betaling i realtid, lave omkostninger, høj sikkerhed og et internationalt perspektiv er det ikke mærkeligt, at både mindre startups og store betalingsvirksomheder har kastet sig over konto-til-konto-betalinger. En af dem er den danske betalingsplatform Aiia, som blandt andet står bag Aiia Pay, der sikrer øjeblikkelige betalinger via konto-til-konto, eksempelvis mellem webshops og privatkunder.
“Det digitale fylder mere og mere, og det har resulteret i, at vi stille og roligt er på vej væk fra, at der er en fysisk dimension forbundet med vores betalinger. Og det er her konto-til-konto bliver super interessant. For når man ikke længere har kortet i hånden, hvorfor skal man så putte det ind i telefonen?” siger Rune Mai, CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More og medstifter af Aiia.
I år forventer Aiia at håndtere op mod 30 mio. betalinger – næste år regner de med 400 mio. Men Rune Mai påpeger selv, at det er en dråbe i havet. Alene i Europa bliver der hvert år foretaget mere end 70 mia. transaktioner med kort.
“Potentialet i det her marked er enormt. Vi forventer, at vores andel i markedet vil stige stødt over de næste tre til fire år. Og hvis vi sidder på bare 1-1,5 procent af markedet, så tjener vi rigtig gode penge,” siger Rune Mai.
Han uddyber, at Aiia også har en mission om at få udbredt teknologien til kunder og slutbrugere i så høj grad som muligt: “For vi tror, at det kommer til at spille en central rolle i fremtidens marked for betalinger.”
Stor interesse for konto-til-konto
Rune Mai er ikke den eneste, som interesserer sig for konto-til-konto-betalinger. Det seneste års tid er der sket en række opkøb i markedet.
Visa købte svenske Tink i juni 2021, en Open-Banking platform som blandt andet arbejder med konto-til-konto-betalinger. Mastercards opkøb af Nets’ konto-til-konto baserede services blev afsluttet i marts 2021, cirka fire år efter opkøbet af britiske Vocalink, som også beskæftiger sig med den betalingsmetode.
Og så er der P27, et samarbejde mellem seks nordiske banker, som arbejder på at skabe øjeblikkelige betalinger mellem Danmark, Sverige, Norge og Finland – også baseret på konto-til-konto.
Mastercard spiller på flere heste
På trods af det store fokus på konto-til-konto-betalinger ser det ikke ud til, at brugen af det lille plastikkort er på vej ud. Tal fra Nets viser, at antallet af Dankort-transaktioner har været støt stigende siden 2008.
Frode Åsheim, CEO i Mastercard Payment Services hos Mastercard, nuancerer dog billedet. Han deler betalinger op i tre vertikaler: In-store, online og peer-to-peer.
Ifølge Frode Åsheim er betalingskortet i høj grad gearet til fysiske butikker, da det er nemt og hurtigt at holde kortet op til kortlæseren. Derfor ser han ikke, at vi i fremtiden kommer til at betale via en kontooverførsel i det lokale supermarked. Peer-to-peer-betalinger, eksempelvis via MobilePay, er imidlertid et område, hvor Frode Åsheim mener, at konto-til-konto-betalinger i fremtiden kan blive dominerende.
“Det efterlader os med betalinger online, hvor jeg tror, at vi i fremtiden vil finde en blanding af konto-til-konto-betalinger og betalinger med kort. Det skyldes flere ting, blandt andet at der er kommet mange nye spillere på området som driver udviklingen, og at det er nemmere,” siger Frode Åsheim.
At der i fremtiden vil være flere betalingsmetoder, som potentielt er dominerende inden for hvert sit felt, er også tanken bag Mastercards Multi-Rail-strategi. Betalingsgiganten vil ikke putte alle æg i én kurv, og satser derfor på flere betalingsmetoder.
“Med denne strategi er det kun logisk at gennemføre opkøb, og købet af Nets’ konto-til-konto-baserede services var det næste oplagte skridt. Et af rationalerne bag opkøbet var selvfølgelig servicen i sig selv, men også de cirka 300 medarbejdere fra øverste hylde, som arbejder med konto-til-konto-betalinger,” siger Frode Åsheim.
Friktionsfrie betalinger i Norden
Et andet område, hvor konto-til-konto-betalinger kan vise sig at blive interessant, er mellem lande. Traditionelle pengeoverførsler lande imellem er ofte langsomme og dyre, og lokal lovgivning kan skabe yderligere friktion.
Derfor er de seks banker Danske Bank, Handelsbanken, Nordea, OP Financial Group, SEB og Swedbank gået sammen om at skabe P27.
“Bankerne opererer i forskellige nordiske lande, men har alle den samme udfordring, når det kommer til betalingsinfrastruktur. Der var behov for en upgrade, men hvorfor investere i opdateringer individuelt, når de kunne bygge én løsning på tværs af grænserne?” siger Lars Sjögren, CEO i P27.
Når løsningen formentlig udrulles til næste år, er det dog ikke kun de seks stiftende banker, der får fornøjelsen af øjeblikkelige betalinger på tværs af grænser og valutaer. P27, hvis navn i øvrigt henviser til de 27 mio. indbyggere i Danmark, Sverige, Norge og Finland, vil være for alle banker, og dermed også for alle indbyggere i regionen.
Derfor har det også været vigtigt for Lars Sjögren løbende at holde både banker og fintech-virksomheder opdateret på projektet. For selvom P27 i sig selv er unikt, er forventningen, at der kan bygges meget mere oven på betalingsinfrastrukturen.
“Det nordiske fintech-community bør tage et kig på P27 og gå i gang med at tænke over, hvad de kan bygge ovenpå. Vi har selv nogle idéer, men innovationen kommer virkelig til sin ret, når de kloge hoveder lægger hjernen i blød,” siger Lars Sjögren.