Lokale, kreative virksomheder og potentielle investorer mødes på kunstmuseet Aros for at styrke netværk og tale om fremtidige samarbejdsmuligheder. På eventet DCI GO! konkurrerer virksomheder samtidig om pengepræmier.

Det hele handler om at styrke netværk og samarbejde i den kreative branche i og omkring Aarhus, når kreative virksomheder og investorer mødes på ARoS d. 18. august til eventet DCI GO!. Men for en del af de tilmeldte virksomheder er der også udsigt til andet end nye bekendtskaber.

Til konferencen konkurrerer et udvalg af de tilmeldte virksomheder i at pitche deres virksomhed og har muligheden for at vinde 50.000 kroner for mest lovende virksomhed og 5.000 kroner for bedste pitch. Og inden konkurrencen har de udvalgte virksomheder deltaget i Danish Creative Industries (DCI) undervisningsforløb i pitch-træning og forretningsmodeller. Det forklarer grundlægger af DCI, Kristian Riis.

“DCI handler om at løfte kreative virksomheder og startups ved at matche dem med kapital og hjælpe dem videre på deres vækstrejse. Undervisningsforløbet og præmierne giver os mulighed for at støtte en række virksomheder med konkrete midler, og efterfølgende tage dem i hånden, og – alt efter behov – hjælpe dem med at videreudvikle deres forretningsmodeller og øge deres forretningsforståelse,” siger Kristian Riis.


Om Danish Creative Industries

Danish Creative Industries er et nyt dansk initiativ, som i 2022 afholder i alt seks events over hele landet. DCIs mål er at matche kreative virksomheder med kapital og understøtte de kreative erhvervs vækst og udvikling. DCI regner med, at i omegnen af 100 virksomheder, brancheorganisationer og investorer vil deltage i eventet i Aarhus. Heraf vil omtrent 10 virksomheder være en del af pitch-konkurrencen.

DCI GO! i Aarhus afholdes hos og i samarbejde med ARoS. Eventet starter kl. 09 og slutter kl.17. Tilmelding er gratis på www.danishcreativeindustries.dk/aarhus.


Pengepræmier og mere træning

I løbet af første halvdel af 2022 har DCI GO! besøgt Aalborg, Struer, Odense og Viborg. Her vandt blandt andre tegneserievirksomheden Snackbag Studios og indehaverne Cecilie “Q” Maintz Thorsen og Heidi Holmeå Christiansen, som imponerede dommerpanelet i Viborg med et projekt, der både havde en inkluderende approach og store vækstambitioner.

“At vinde prisen er en kæmpe overraskelse, men også en blåstempling af os og vores projekt. Det er faktisk værd at tage med til de her ting, selvom man ikke tænker, at man hører til. Det har været en meget lærerig oplevelse,” fortæller Heidi Holmeå Christiansen og Cecilie “Q” Maintz Thorsen.

Kommunikationsvirksomheden og vinder af ”bedste pitch”-kategorien i Viborg blev Krog Nobis, som med Maria Mejlhede Krog i front vil formidle arbejdet med havet og ændre danskernes syn på fiskeindustrien. Hun imponerede publikum med sin passion og utrolige viden om fiskeindustrien, som overbeviste dommmerpanelet om, at Krog Nobis vil nå mange milepæle. Dertil fik Krog Nobis ros for sin strategi og forretningsplan.

“Jeg er så glad. Jeg elsker at formidle fiskeriet til folk, der ikke kender til det. Det er jo ikke mange år siden, jeg ikke selv vidste, hvad en kvote var. Nu har jeg en god case. Og så fik jeg mange gode ord med omkring mit store drive og min ihærdighed. Det gør mig sindssygt stolt,” fortæller Maria Mejlhede Krog, og fortsætter:

“Ud over prisen og blomsterne, så er det her skulderklap i, at man gør noget godt, som man skal gå videre med. Som ung iværksætterkvinde har det helt klart stor betydning for mig.”

Foruden pengepræmierne på henholdsvis 5.000 og 50.000 kroner modtager de deltagende virksomheder efterfølgende et forretningsudviklingsforløb, som skal understøtte deres videre vækstrejse.