This post is also available in: English

Grøn energi er et kardinalpunkt i den grønne omstilling. Derfor er der brug for alle tænkelige løsninger i alle tænkelige størrelser og former, når klimakrisen skal løses.

’Solskin as a Service’ er endnu ikke det mest udbredte begreb. Men måske det er ved at blive det.

For det danske startup Second Sun har udviklet en løsning, der skal få klubberne til at slukke for det energikrævende kunstlys, der i dag holder grønsværen grøn op til kampene i de store klubber. Og tærer på klimaet.

Erstatningen er et avanceret system af intelligent software og motoriserede spejle, som automatisk justerer sig efter solen bane, så græsplænen kan vokse ved hjælp af det reflekterede, naturlige lys frem for kunstig belysning. Og det er ikke bare godt for klubberne grønne samvittighed, men også for bundlinjen.

Second Suns spejle installeret på Brøndby Stadion

”Med vores simuleringsværktøj og variabler som vejrdata og stadions lokation og konstruktion regner vi på, hvor mange ekstra solskinstimer vi kan levere. Det sammenligner vi med deres nuværende strømforbrug til kunstlys, og ud fra de beregninger kan vi vise, at det for en gennemsnitlig fodboldklub i Europa tager 3-5 år at betale anlægget hjem,” fortæller Nicolai Moustgaard, medstifter og CEO i Second Sun ApS.

Systemet kan typisk spare et større stadion 10 millioner kroner og 2.000 ton CO2 over en 10-årig periode. Og Second Sun har endda bygget videre på selve finansieringsmodellen, så alle kan være med.

“Vores løsning er relativt store kapitalprojekter, og det kan måske stå i vejen for et tilvalg hos klubberne, selvom anlægget tjener sig hjem relativt hurtigt. Så vi har lavet et samarbejde med en finansieringspartner for at kunne tilbyde ‘Solskin as a Service’, hvor klubberne kun betaler for den solskin, vi leverer,” fortæller Nicolai Moustgaard.

Med software i værktøjskassen

Startuppet Enyday har siden 2018 stået bag en platform til boligforeninger og bygherre, der hjælper alt det praktiske omkring fælles solcelleanlæg. For det svære ligger i driften; afregningen mellem de forskellige beboere, lovgivningen og samarbejdet med eksisterende el-leverandører.

”Vores platform gør det muligt at oprette energifællesskaber på en overskuelig måde, hvor de ikke skal tænke over så meget andet, end om de gerne vil investere i solceller eller ej,” forklarer Christopher Tolstrup Rasmussen, som er stifter af Enyday, og fortsætter:

Enydays software gør det nemmere for boligforeningen at tage beslutningen om et fælles solcelleanlæg. Og det baner vejen for en mere decentral energirevolution.

“I modsætning til den meget centraliserede tilgang til grøn omstilling med vindmøller, så arbejder vi direkte med lokale fællesskaber. Det handler også om at engagere, og vi kan accelerere den grønne omstilling lokalt i bygninger og byer. Vi jonglerer kompleksiteten, så fællesskaberne kan diskutere batteriløsninger og paneler i stedet for at fokusere på, hvordan det skal driftes i praksis,” siger Christopher Tolstrup Rasmussen.

FREE E-PAPER:
Get "The Danish Startup Bible"

…you will also be signed up for our weekly newsletter with the latest news and stories from the Danish startup-ecosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.