Et venindepar har udviklet en app efter samme opskrift som den populære amerikanske side Craigslist. Appen Hoods er en digital opslagstavle, og stifteren af Craigslist har sagt god for den.
Efter 12 år i USA kom Susanne Sandsberg tilbage til Danmark. Det var selvfølgelig lidt af en omvæltning, når man har været bosat i Los Angeles og San Francisco, og mange ting havde i år ændret sig i Danmark. En af tingene var naboskabet. Det var som om, danskerne var blevet mere tilbageholdende med at opsøge sine naboer for hjælp.
Susanne selv kunne også godt finde det grænseoverskridende at banke på døren ved siden af, men i USA havde hun brugt Craigslist meget. En side, hvor amerikanerne kan finde alt fra dates og brugte madrasser til biler, roomates og småting, man lige mangler i hverdagen. En slags digital opslagstavle, som dem, man havde i overflod i Brugsen, inden internettet tog over.
“Vi manglede en tjeneste, hvor man kan finde både barnepiger og låne ting af hinanden. Og når man har fået børn og fast job, og drømmen om noget større stadig er der, så tænker man her i starten af 40erne, at skal det være, så skal der til at ske noget nu,” fortæller Susanne Sandsberg.
Tog kontakt til Craigslists stifter
Sammen med sin veninde, Louise Langebæk, som Susanne kendte tilbage fra dengang de læste til eksportingeniør, brainstormede hun på at lave en dansk version af Craigslist. Det blev til appen Hoods, som blev lanceret tilbage i november.
Læs også: Når ens app har navnebror i udlandet, hvad betyder det så for varemærket?
I idéudviklingen kontaktede de til Craigslists stifter, Craig Newmark, for at høre, hvorfor han egentlig ikke var gået ind på det europæiske marked. Beskeden var, at selvom folk i USA stadig bruger Craigslist, er tiden løbet fra designet og setuppet. Deres forretningsplan egnede sig ikke til ekspansion i Europa.
“Og så sagde Mr. Craig, at vi var velkomne til at gøre konceptet stort i Danmark og Europa,” fortæller Susanne Sandsberg.
Derfor læner Hoods sig også meget op Craigslist, hvor alt er gratis peer-to-peer. Da Craigslist nåede en kritisk masse på omkring fem millioner, begyndte de at tage penge for bolig- og jobannoncer på lokal niveau.
Erhvervsdrivende skal kunne lægge lokale tilbud op
I dag har Hoods omkring 2000 brugere og har netop fået en opdatering, så man kan søge med filtre som blandt andet kort og friord. Når de engang når en kritisk masse, er planen også, at lokale erhvervsdrivende kan bruge det i kommercielt øjemed, og her kan Hoods tjene lidt penge på en abonnementsmodel til dem.
“Bagermesteren kan slippe for at brænde inde med brød, og blomsterhandlere og pizzariaer kan lave tilbud, når der er dødvande i butikken,” siger Susanne Sandsberg. Det lyder jo meget som en anden dansk app, YourLocal, og dem har Hoods da også lagt mærke til.
“Man kan godt sammenligne os med dem, men vi samler alle dele af lokalmiljøet under én fane, både peer-to-peer og på sigt erhvervsdrivende. Vi er også blevet sammenlignet med lokale Facebookgrupper, hvor folk deler information og gratis ting i nærmiljøet, men grupperne er lukkede. Vi er geobaserede, så er du i Hillerød en dag og er interesseret i et godt tilbud eller mangler en oplader, kan du bruge os,” siger Susanne Sandsberg.
Arbejder fuldtid ved siden af deres startup
Både Susanne Sandsberg og Louise Langebæk har fuldtidsjob ved siden af Hoods som henholdsvis projektleder i Lauritz.com og selvstændig social media-konsulent. Men allerede nu kan venindeparret se, at Hoods tager tid.
“Egentlig er tanken, at det er et sideløbende projekt. Med karriere og børn kan vi ikke bare smide alting, som da man var 22 år. Så vi bruger vores fritid og weekender på det, og engang imellem bliver en ferie inddraget. Men vi søger penge nu, da vi håber at kunne få Louise ned på deltid, så hun kan bruge mere tid på Hoods,” siger Susanne Sandsberg.