Tidligere i år postede E-conomic-stifter Jacob Wandt et millionbeløb i lønsystemet Zenegy – hans hidtil største satsning. En række førende iværksættervirksomheder er skiftet over til systemet, som er blevet indstillet til E-handelsprisen.

I februar fik lønsystemer som Proløn og Bluegarden en ny udfordrer. Zenegy, et app-baseret lønsystem, som gør op med det klassiske løn-setup, fik en millioninvestering af rigmanden og stifteren af E-conomic Jacob Wandt, og stifteren af systemet, Jes Tækker Stenmann Brinch, kunne lancere sin nye, åbne platform.

Platformen har fået virksomheder som Hungry.dk og Lunar Way vundet over, og nu er Zenegy også blevet indstillet til E-handelsprisen 2017 i kategorien Bedste B2B-virksomhed med online omsætning op til 100 millioner kroner.

“Vi har banet vejen for en helt ny generation af lønsystemer. Det betyder på den ene side, at medarbejdere kan få en langt bedre lønoplevelse med større overblik over alt, hvad der har med løn at gøre. Samtidig får virksomheder adgang til en langt mere moderne og brugervenlig platform, hvilket vil minimere de administrative arbejdsgange. Vi er selvsagt stolte over allerede at være nomineret,” siger Jes Tækker Stenmann Brinch i en pressemeddelelse.

Stifter manglede en integrerbar, teknologisk platform

Da Zenegy lancerede sin platform, var det for at få gang i en udvikling, der ifølge Jacob Wandt har stået i stampe i flere årtier. Her så han og Jes Tækker Stenmann Brinch et hul i markedet, som de gik efter.

Begge herrer har en baggrund hos E-conomic, som Jacob Wandt i 2013 skabte sin formue på, da han solgte programmet for 761 millioner kroner. Jes Tækker Stenmann Brinch sad som softwareingeniør og forretningsudvikler hos E-conomic, og som ansvarlig for E-conomics app-partnere manglede han en integrerbar, teknologisk platform. Det gav ham idéen til et moderne lønsystem, og Zenegy er bygget på den mest moderne it-infrastruktur og med 100 procent åbent API, lover firmaet.

“Med et helt unikt design og state-of-the-art it-infrastruktur er vi nu på markedet med det mest digitaliserede og automatiserede lønsystem for virksomheder, revisorer og bogholdere. Den nye teknologi betyder blandt andet, at vi kan lave hurtigere, dybere og mere avancerede integrationer end de gængse lønsystemer,” siger Jes Tækker Stenmann Brinch.

Zenegy gør det derfor muligt at administrere løn på tværs af programmer, planlægning, rejsegodtgørelse og timeregistrering. Ambitionen er at have 500.000 lønmodtagere på platformen i fem lande inden for fem år.