Løvens Hule: Digital ejendomsmægler vækker begejstring og henter millioninvestering

Der var mange om byttet, da den digitale boligplatform, Estaldo, torsdag aften gæstede Løvens Hule. Men kun én af løverne kunne trække sig sejrrigt ud af budkrigen, og skal nu med på rejsen mod at skabe en milliardforretning og indtage resten af Europa.

Der var mange om byttet, da den digitale boligplatform, Estaldo, torsdag aften gæstede Løvens Hule. Men kun én af løverne kunne trække sig sejrrigt ud af budkrigen, og skal nu med på rejsen mod at skabe en milliardforretning og indtage resten af Europa.

Torsdag aften bød DR1-programmet Løvens Hule på en stor succes, da den digitale ejendomsmægler Estaldo gik derfra med en investering fra serieiværksætteren Jan Lehrmann, som købte sig ind i 10% af virksomheden.

Estaldo gik i luften i januar 2020 og har på blot to år skabt et koncept, der vil gøre det markant billigere og mere gennemskueligt at sælge sin bolig i Danmark.

“Igennem årtier har det været alment kendt, at en ejendomsmægler koster spidsen af en jetjager, og det synes vi helt ærligt må kunne gøres billigere. Derfor har vi én enkelt mission hos Estaldo, og det er at gøre det billigere og mere gennemskueligt at sælge sin bolig – uden at gå på kompromis med servicen naturligvis,” sagde stifter og direktør, Jakob Neua Nørgaard, i forbindelse med investeringen.

Konkret står den digitale ejendomsmægler for alt det praktiske omkring et boligsalg, mens det er op til sælgeren selv at fremvise sin bolig – det faste salær lyder på 12.500 kroner.

Fremtidens boligplatform

For 2.750.000 kroner mod 10% af virksomheden er Lehrmann nu blevet en del af Estaldos rejse. Netop de kompetencer og erfaringer, som Lehrmann byder ind med, er i perfekt synergi med virksomhedens tårnhøje visioner for fremtiden, hvor målet står soleklart – en revolutionering af branchen, der rækker langt ud over landets grænser.

“For få år siden havde ingen forestillet sig, at man ville booke ophold i private hjem via platforme som Airbnb; i dag er den slags ganske normalt. I fremtiden bliver det lige så normalt at købe og sælge bolig gennem onlineplatforme uden dyre mellemled. Det er netop de tanker, som stifterne bag Estaldo også tror på. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde tæt sammen med hele teamet,” siger virksomhedens nyeste investor, Jan Dal Lehrmann.

Bag startupet står fire iværksættere med vidt forskellige kompetencer. Serieiværksætter Jakob Neua Nørgaard, ejendomsmægler Ann Rosenskjold samt udviklerne Tibold Kandrai og Roland Pop. Med den nye investering træder Jan Dal Lehrmann samtidig ind i Estaldos bestyrelse.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY