Lokal eller global: Hvordan udvikler man grøn teknologi, der passer til hele verden?

Fejler ét land, fejler alle. Derfor er det nødvendigt at tænke stort fra start af, hvis de grønne løsninger skal ud at gøre en reel forskel for kloden.

Når de store kinesiske fabrikker brænder kul, mærker man det i Canada. Når køerne løfter halen i Argentina, bøder Zimbabwe for det. Og så videre.

I klimakrisen er hele verden forbundet. For fejler ét land, fejler alle. Derfor skal deres tænkes globalt, hvis de grønne løsninger skal ud at gøre en reel forskel for kloden.

Det ved Henrik Stiesdal om nogen – en af de helt centrale kræfter bag den moderne vindkraftindustri er klimaforegangsmand og stifteren af klimateknologivirksomheden Stiesdal, der siden 2017 udelukkende har arbejdet med udvikling af skalerbare og eksekverbare løsninger til den grønne omstilling. I dag er de 110 ansatte i virksomheden og med fire datterselskaber.

Jacob Nørgaard Andersen CEO i Stiesdal

“Vores primære bundlinje er at mitigere klimaforandring. Hvis det ikke kan masseproduceres og skaleres, kaster vi os ikke ud i det,” siger Jacob Nørgaard Andersen, CEO i Stiesdal.

At ’tænke globalt’ hører man ofte. Men hvordan gør man det – sådan helt konkret?

“Vi mindsker kompleksiteten i projekterne for at undgå flaskehalse i produktionen. Det nytter ikke noget, når en teknologi kun kan produceres ét eller to steder i verden. Det handler om at udnytte de eksisterende forsyningskæder, infrastruktur og know-how,” forklarer Jacob Nørgaard Andersen.

Stiesdal står bag flere forskellige teknologier inden for bl.a. et flydende fundament til offshore-vindmøller, elektrolyseanlæg til produktion af brint, pyrolyse til organisk forgasning og et energilagringssystem via termisk energi. Fælles for dem alle er, at de fra starten af er designet til udbredelse i hele verden.

“Vi designer aldrig en løsning på forhånd. I stedet vender vi det altid om og spørger producenten: Hvordan ville det være smart at fremstille denne type løsning, så den nemt kan produceres?” Forklarer direktøren.

Stiesdal udvikler udelukkende grøn teknologi der kan skaleres og udbredes i hele verden

Derfor arbejder den danske teknologivirksomhed også primært med licensaftaler for deres løsninger. I udbredelsesfasen samarbejder Stiesdal helst med lokale, eksisterende virksomheder.

“Det er umuligt at udvikle en løsning, der kan fungere overalt og i Danmark har vi en tendens til at undervurdere andre landes kompleksitet. Vi har en utrolig velfungerende logistik, men det er der mange steder i verden, der ikke har, og det skal vi også tage højde for i vores løsninger,” siger Jacob Nørgaard Andersen.

For folkene i Stiesdal handler det ikke om at skabe den perfekte løsning, der ændrer alt. Det handler i højere grad om at komme ud over stepperne.

“Jeg tror, vi har flere løsninger på klimakrisen, end folk går og tror. Det er grundlæggende et problem, at vi går og venter med at gøre noget, fordi vi tror, der kommer noget bedre. Vi skal nok hellere acceptere, at vi ikke får idealscenariet – og komme i gang,” siger Jacob Nørgaard Andersen.

Rent vand blot ved solens stråler

Selvom adgang til rent drikkevand er blevet en grundlæggende menneskeret ifølge FN, har cirka to milliarder mennesker i verden kun adgang til usikre vandkilder. Kombineret med dårlige sanitære forhold og dårlig hygiejne er det en af verdens største sundhedsudfordringer.

Det har 4LifeSolutions sat for sig for at ændre. Startuppet står bag løsningen SaWa (Safe Water), en vandpose, der ikke behøver andet end at placeres i solens stråler i cirka fire timer for at rense urent vand.

Gennem samarbejde med Unicef, Røde Kors og WHO har startuppet været på en mission for at udbrede løsningen til flest mulige mennesker i de områder, der er hårdest ramt. Og en af nøglerne har været at alliere sig med de lokale.

“Det har været svært at skalere og udbrede løsningen. For man finder hurtigt ud af, at man ikke kan drive det fra Danmark. Så uden de lokale kræfter på vores Kenya-kontor, havde det ikke været muligt,” Alexander Løcke, medstifter og CTO i 4LifeSolutions.

Posen kan med blot solens UV-stråler nedsætte 99,99% af alle vira og bakterier og kan genbruges op til 500 gange, hvilket svarer til cirka 2.000 liter rent drikkevand. Og med en stykpris på 3 dollars har 4LifeSolutions formået via hjælpeorganisationer at få distribueret i alt 150.000 poser rundt i Uganda, Kenya, Tanzania, Rwanda, Etiopien, Indien og Pakistan. Alt sammen på kommercielle vilkår.

Alexander Løcke medstifter og CTO i 4LifeSolutions

“Hvis det skal skaleres hurtigt nok, er det nødt til at være for profit. Kan man kan bevise et produkts værd på kommercielle vilkår, går udbredelsen ganske enkelt hurtigere,” forklarer Alexander Løcke.

Indtil videre har den danske virksomhed kontorer i København, Indien og Kenya. Men ambitionerne rækker langt udover det.

“Vores Nordstjerne i virksomheden er at nå en milliard mennesker. Vi går efter størst mulig impact med det, vi har udviklet. Selv hvis det skulle være uden os stiftere bag rattet – det vigtigste er, at det sker,” siger Alexander Løcke.

FREE E-PAPER:
Get "Tech for the Planet 2022"

…you will also be signed up for our weekly newsletter with the latest news and stories from the Danish startup ecosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY