Udfordrerbanken Lunar får en kapitalindsprøjtning på halvanden mia. kroner i en serie D-runde. Investeringen skal især bruges på at cementere bankens position i Norden.
Der er blevet sprøjtet hele 1,56 mia. kroner i Lunar – udfordrerbankens største investering nogensinde.
Serie D-runden er øremærket skandinavisk vækst. Lunar har 325.000 kunder i Danmark, Norge og Sverige, men planen er, at banken skal vokse yderligere. Det skal blandt andet ske gennem en udbygning af Lunars erhvervsben samt flere opkøb.
Og banken er allerede godt på vej. Lunar Business har modtaget ansøgninger fra mere end halvdelen af de nyetablerede mindre danske virksomheder i 2021, og banken opkøbte den svenske udlånsforretning Lendify i april 2021.
“Vi står ved en skillevej i Norden. Både privatkunder og virksomheder forventer et bedre, mere empatisk og engagerende alternativ til både traditionelle banker og andre finansielle virksomheder, og det kan vi hjælpe med,” siger Ken Villum Klausen, stifter og CEO i Lunar.
Nye og eksisterende investorer
Investeringsrunden er ledet af investeringsselskabet Heartland i fællesskab med svenske Kinnevik og kinesiske Tencent. Den eksisterende investor Chr. Augustinus Fabrikker er også gået med på denne runde.
“Vi er både ydmyge og begejstrede for at byde velkommen til de nye investorer, der har værdifuld erfaring, som vi vil bruge i vores næste vækstfase. Det er et kæmpe skridt for både Lunar og kunderne i alle vores markeder. Den nye investering sætter en streg under Lunars langsigtede vision om at bygge et finansielt økosystem for både private og virksomheder i hele Norden,” siger Ken Villum Klausen.
Læs også: Lunar lander endnu en mega-runde: 300 mio. kroner i ny kapital
I skrivende stund er Lunar den eneste cloud-baserede bankplatform, som har licens til at drive bank i Norden. Lunar er desuden blandt Europas hurtigst voksende banker.
“Heartland er glade for at blive budt velkommen som investor i Lunar. Investeringen underbygger vores strategi om at bakke op bag de virksomheder og teams, som er best-in-class. Vi ser frem til at støtte teamet i at udvikle fremtidens digitale og finansielle services for Norden og gerne endnu længere,” siger Lise Kaae, adm. direktør i Heartland.