Med en ny betalingslicens og en frisk investering på 97 millioner kroner vil Lunar Way gøre sin neo-banking app til det finansielle kommandocenter for brugere i hele Norden.

Efter en start hvor udviklingen gik langsommere end forventet, har den aarhusianske neo-banking app Lunar Way det seneste år for alvor fået gang i væksten.

I december fik virksomheden licens til at lave betalinger gennem bankernes infrastruktur som den første danske startup i Danmark. Og nu har Lunar Way netop landet en investering på 13 millioner euro – svarende til 97 millioner kroner. Det skriver TechCrunch.

Læs også: Lunar Way-chef: Intet innovativt over vores produkt. Endnu.

”Det har taget et par år at bygge vores app så den passer til de forskellige krav i de nordiske lande, men nu er vi en seriøs konkurrent til traditionelle banker. Vores mål er – og har altid været – at fundamentalt ændre status quo i banking,” siger Ken Willum Klausen, stifter og CEO i Lunar Way, til TechCrunch.

Investeringrunden er ledet af Seed Capital, som også tidligere har investeret i et større millionbeløb i virksomheden. I den nye runde er også Greyhound Capital og Socii Capital samt en række individuelle investorer med.

Læs også: Fintech-startup får tocifret millionbeløb til at genopfinde Snapchat-generationens bankoplevelse

Finansielt kommandocenter til hele Norden

Med den nye PISP-licens kan Lunar Ways brugere nu tilknytte deres eksisterende konti hos andre banker til startuppets finansielle kommandocenter. Samtidig giver licensen dem mulighed for at gennemføre betalinger på de tilknyttede konti.

Sammen med den nye mega-investering giver det startuppet nye muskler, som de vil bruge til at indtage hele Norden.

”Vi får nu mere end 10.000 nye brugere hver måned, hvilket er massivt set i lyset af, at det nordiske marked i alt kun udgøres af 27 millioner mennesker,” siger Ken Willum Klausen.