Det aarhusianske startup RaskRask fik med sin digitale massør-platform høstet halvanden million kroner fra Jan Lehrmann og Christian Arnstedt i Løvens Hule, her til aften. De hårde forhandlinger foregik efter en massagesession, der blødede løverne op. 

DR’s populære reality-program Løvernes Hule har endnu engang forsødet livet for et startup. Her til aften fik det aarhusianske startup RaskRask masseret løverne og trykket de rigtige steder. RaskRask gik nemlig hjem med partnerskab med Jan Lehrmann og Christian Arnstedt – og en investering på ikke mindre end halvanden million for 20 procent af virksomheden.

Stifteren Albert Kirk kom cyklende ind på scenen – og han var ikke alene. Med sig havde han fem massører, der tog godt fat i de anspændte løver. 

Automatiseret all-inclusive-løsning  

Mad, medicin og kondomer er blot nogle af de ting, du i dag kan få leveret til din dør. Nu kan du også skrive massage på listen. RaskRasks app, leverer nemlig massøren hjem i din stue. 

Stifteren forklarer, at man ud fra sit postnummer ser de ledige tider, hos massører som er tilknyttet platformen. Kunden betaler fast pris, og startuppet høster indkomst på administration af forløbet.

Startuppets platform automatiserer nemlig det administrative for massørerne. Alt fra regnskab og administration til markedsføring og kundesupport sker via RaskRask. 

“Vil vil lave en all-inclusive-løsning for massørerne, så de bare skal gøre det, de er passionerede for – nemlig massage,” siger Albert Kirk. 

Selvom løverne kalder platformen for en markedsplads, mener stifteren selv, at det er deleøkonomi.

“Vi sparer klinikken væk. Klinik er en stor udgift for massører, så i stedet laver vi kundernes hjem til klinik. På den måde deler man omkostninger, og man får massage til god pris. Det eneste massøren skal komme med er sin briks og olie, og det er det, der gør det til deleøkonomi,” siger Albert Kirk.

Stifter Albert Kirk laver sit pitch. Foto: Carsten Andersen

Loyalitet er en udfordring 

Startuppet, der i 2019 omsatte for 5,2 millioner med 11.000 bookinger, imponerede i den grad løverne – trods et underskud på bundlinjen.

Til gengæld bekymrede loyaliteten løverne, som de ikke mente, der var meget af på platformen. “Hvis du bare ringer efter mig næste gang, så klarer vi den cash,” var en af de scenarier, der var oppe i Løvens Hule.

Læs også: Pikant koncept tredobler antallet af medlemmer efter ”Løvens Hule”

Albert Kirk anerkender den problematik, men mener han har løsningen. Med en spionkunde og kundeklausuler forsøger RaskRask at komme de sorte penge til livs. Udover, spioner og klausuler, mener stifteren også, at deres all-around løsning, og deres tilbud om fuld forsikring af massørerne, vil være stopklods for illoyalitet.

“De skal kunne se fidusen, ved at køre det hele gennem os,” siger han.

Masserede de rigtige muskler

Det var de selvsamme massører, der gav løverne en ordentlig tur.

“Efter pitchen kom vores massører og gav løverne massage, inden vi skulle i gang med de store forhandlinger,” fortæller Albert Kirk.

Med de løsnede spændinger sad pengene også løsere. Humørbomben Jesper Buch smed først et bud på 600.000 for 25 procent, men da RaskRask havde i sinde at sælge fem procent for samme beløb, bed Albert Kirk ikke på. 

Efter at have hældt diverse bud ud med badevandet, nåede stifteren og løverne Jan Lehrmann og Christian Arnstedt til enighed. 

“Vi forhandlede videre, og til sidst fik vi Jan og Christian med på 1,5 millioner for i alt 20 procent af virksomheden,” siger Albert Kirk og fortsætter:

“Vi vil gerne udvide konceptet til flere behandlingsformer, så vi kan gøre sundhed og velvære nemt tilgængeligt for mange flere mennesker – og muligvis i andre lande. Investeringen fra Christian og Jan er et stort skridt mod den drøm.”

Albert Kirk, med sine nye investorer, Jan Lehrmann og Christian Arnstedt. Foto: Carsten Andersen