Med løve-hjælp er WeldingDroids simple svejserobot efter flere års udvikling klar til salg

Efter års udvikling er det lykkes WeldingDroid at skabe en svejserobot, der gør det både hurtigere og nemmere at svejse rør. Med to løver i ryggen gør de sig nu klar til for alvor at begynde at sælge opfindelse.

Medstifteren har i mange år drømt om en simpel svejserobot, der kunne hjælpe med at svejse rør. Efter flere års udvikling, en ekstra uddannelse og en investering fra to løver, er WeldingDroid nu klar til at ramme markedet.

Medstifteren har i mange år drømt om en simpel svejserobot, der kunne hjælpe med at svejse rør. Efter flere års udvikling, en ekstra uddannelse og en investering fra to løver, er WeldingDroid nu klar til at ramme markedet.

To glade sønderjyder med en svejserobot charmerede sig i aftenens udgave af Løvens Hule til en investering på 400.000 kroner fra de to løver Jesper Buch og Jacob Risgaard.

Ideen til svejserobotten udsprang af den ene stifters oplevelser på egen krop. I sit arbejde som smed havde Christian Olsen nemlig mærket, hvor benhårdt det er at svejse rør sammen. Og derfor har han sammen med sin kompagnon Kevin Christensen opfundet og udviklet en svejserobot kaldet ’WeldingDroid’, som kan overtage det hårde arbejde. Og siden de to stiftere for fire måneder siden fik løverne med på en investering gennem DR-programmet ’Løvens Hule’, er det gået stærkt.

“Når vi kigger hinanden øjnene, ved vi slet ikke, hvad vi skal tænke, for det er gået så stærkt.”

”Der er sket helt vildt meget. Når vi kigger hinanden øjnene, ved vi slet ikke, hvad vi skal tænke, for det er gået så stærkt. Jeg har stadig mit gamle CVR-nummer, men det er røget fuldstændig i dvale. For nu sidder vi her i lejede lokaler og arbejdet fuld tid, har en smed gående og en praktikant. Jeg kan næsten ikke følge med til det hele oven i hovedet,” siger Christian Olsen.

I aftens udgave af DR programmet Løvens Hule lykkedes det Christian Olsen og Kevin Christensen de to sønderjyder bag virksomheden WeldingDroid at få en investering fra Jesper Buch og Jacob Risgaard De søgte 200000 kroner for 10 procent men gik ud af hulen med 400000 kroner for 30 procent af virksomheden

Krævede tid og en ekstra uddannelse

Vejen til en køreklar svejserobot har dog været længere, end man umiddelbart fik indtryk af i aftenens udgave af programmet.

Ideen undfangede Christian Olsen nemlig allerede for 7-8 år siden, da han arbejdede som smed. Men han ville selv gøre ideen til en virkelig maskine, og da han på daværende tidspunkt kun havde en smedeuddannelse, havde han stadig meget at lære, før han selv kunne udvikle robotten.

”Jeg har været smed siden jeg var 15 år, så jeg kendte stålarbejdet fra gulvet – det var piece of cake. Men skulle jeg bygge sådan en maskine, skulle jeg også vide noget om programmering, udvikling, styring – alt muligt. Så jeg gik i gang med maskinmesteruddannelsen som 23-årig,” fortæller Christian Olsen.

Læs også: Pikant koncept tredobler antallet af medlemmer efter ”Løvens Hule”

I 2017 nåede han til bacheloropgaven på uddannelsen – stadig med svejserobotten for øje. Og da han fandt ud af, at der ikke fandtes en specialisering på uddannelsen, der kunne passe lige ind i svejsning og automation – som var det han havde brug for – droppede han ud for at skabe sin egen studieretning sideløbende med arbejdet som smed.

”Dengang jeg valgte uddannelsen, var fordi, jeg ville lave den robotsvejser, jeg havde tænkt på for 8 år siden. Så det har været lidt af en dobbeltuddannelse: At læse videre for så at droppe ud og selv uddanne sig videre. Men det har alt sammen ført op til det her,” siger Christian Olsen.

Og det hele kulminerede for fire måneder siden i Løvens Hule – tre år efter han droppede ud af uddannelsen. Efter års udvikling havde han nemlig fået fintunet færdighederne indenfor kodning og maskingudvikling, testet svejseteknikken tilstrækkeligt og fundet kompagnonen Kevin, der kunne gøre hele indpakningen færdig og stå for den mere forretningsmæssige del af virksomheden. Og med investeringen fra Løverne, er WeldingDroid nu klar til at hjælpe svejsere over hele landet.

Christian Olsen - medstifter af WeldingDroid
Det har taget mange forsøg og iterationer af koden til svejserobotten at få svejsningerne til at blive helt perfekte Her er medstifter Christian Olsen i gang med at finjustere

Simplicitet er nøglen

Selvom vejen har lang, er Christian Olsen sikker på, at han sammen med kompagnonen har fundet en særlig løsning med svejserobot WeldingDroid.

For som de to stiftere også nævnte i tv-udsendelsen ligger styrken i robottens simplicitet. Skulle de programmere robotarme til at løse samme opgave, ville det kræve meget mere programmeringsarbejde for hver eneste svejsning, der skulle laves.

“Du kan sammenligne det med en pladespiller…”

”Rørene er aldrig 100 procent runde. Du kan sammenligne det med en pladespiller: Sætter du en robotarm til at holde nålen vil den holde en fast afstand – uagtet om pladen bevæger sig lidt op og ned eller er en lille smule oval. Hvor en gammeldags pladespiler følger rillen med en lille fjeder. Vores robot har samme princip som pladespilleren: Den hviler bare ned på, og hvis røret er lidt ovalt bevæger svejseren sig bare med,” siger Christian Olsen.

På vej i handlen

WeldingDroid er endnu ikke for alvor begyndte at sælge løs, men de seneste måneder er brugt på at bygge organisationen, rafinere produktet og få helt styr på forsyningskæden, så de inden længe er klar til at sprøjte svejserobotter afsted.

Læs også: Løvens Hule: Myselfie-stifter fik investorer med efter 15 år

”Alle brikkerne er ved at falde på plads. Hvor det før var et puslespil med en million brikker, som lå spredt ud over det hele, er der ved at være samling på det hele nu,” siger Christian Olsen.

Mens det første anlæg er solgt til en virksomhed i Vejen, har de to stiftere også afholdt de første indledende møder med andre interesserede kunder. Og når først virksomheder finder ud af, hvor meget den nye robot kan, er Christian Olsen sikker på, at bolden for alvor begynder at trille.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY