Ray Kurzweil der vil leve for evigt, tech-ragnarokkens komme og universitetet der ikke er et universitet. Her får du historien bag techtænketanken Singularity University, som lige har åbnet en dansk afdeling.

For et par uger siden offentliggjorde Singularity University, at de åbnede en dansk afdeling i København på Nørrebro. Danmark er det første sted udenfor USA, der får sådan én, og de kalder det for SingularityU Denmark.

Stort set alle i det danske erhvervsliv var overstadige over, Singularity University åbnede i Danmark, men jeg ligger hovedet på blokken; Jeg har ofte selv haft problemer med at forstå, hvad Singularity University egentlig går ud på, udover at kunne nævne buzzwords som: “fremtiden”, “machine learning”, “kunstig intelligens” og “dyre kurser” – men så stopper det også dér.

Så nu – for mig selv og alle jer andre derude, som sikkert har det som mig, men aldrig ville indrømme det – så kommer her historien bag Singularity University og den ret så aparte grundlægger, Ray Kurzweil.

Universitetet der ikke er et universitet

I 2009 åbnede Singularity University med teknologi-altruisten Ray Kurzweil i spidsen. Det bygger på hans forestillinger om, at alle menneskehedens problemer kan klares ved hjælp af nanoteknologi, bioteknologi og kunstig intelligens. Men lad os slå det fast: Singularity University er og har aldrig været et universitet. I begyndelsen var der tale om en non-profit organisation – og det er det ved grød ikke mere. Nu er det en tech-tænketank, samt konsulentvirksomhed, der har nogle af verdens bedste specialister indenfor området – og som tager tusindevis af dollars for, at alverdens forretningsfolk, politikere og andre slags godtfolk kan tage på tech-pilgrimsrejse til Silicon Valley.

Men for at forstå tanken bag Singularity University, bliver vi nødt til at dykke ned i Ray Kurzweil. Han er på den ene side en brilliant opfinder, der har arbejdet på idéen med tekst-til-tale-teknologien, tale-genkendelse og optisk skrift-genkendelse. På den anden side kan han nok beskrives – på en diplomatisk måde – som værende lettere ejendommelig.

150 piller om dagen

En af de mest forunderlige ting ved den 69-årige Kurzweil er nok, at han tidligere har udtalt, at han hver dag spiser omkring 150 forskellige piller, fordi han vil leve forevigt. Han er nemlig ude på at leve længe nok til år 2029. For som han udtalte til Playboy – af alle medier -, så:

“Tror jeg, at vi vil nå et punkt omkring 2029, hvor de medicinske teknologier vil tilføje et ekstra leveår hvert år. Med det mener jeg ikke den forventede levealder baseret på din fødselsdato, men resten af din forventede levealder.”

Ray Kurzweil æder altså piller, så han kan leve nok til at hver år få tilføjet et ekstra år på livskontoen; Og sidste ende altså leve for evigt. Han har også selv navngivet dét, han venter på, der altså skal ske i 2019: Singulariteten.

Teknologi som en religiøs genskabelse

Det er her, det hele bliver virkelig underligt i manges øjne. Singulariteten er en slags spådom, som Kurzweil har fundet på: En art tech-ragnerok, hvor verden vil blive genskabt med hjælp af teknologien. Helt konkret tror singularitianere (eller hvad dælen man nu skal kalde dem), at i 2029 – eller 2045, som var Kurzweils første bud – så vil alt gå tech-bananas:

Kunstig intelligens, nanoteknologi, bioteknologi, nærmest alle former for tech vil nå et vanvittigt avanceret stadie, hvor hele vores verden vil ændre sig på en måde, som ingen af os kan forestille sig. Ikke engang Kurzweil selv.

Men hvor kommer tanken om singulariteten så fra? Den kommer fra en sagnomspundet og ofte citereret teori: Moores Lov.

Moores Lov fører til singulariteten

En af Ray Kurzweils ejendommelige hobbyer er, at lave forudsigelser om hvor verden vil være i fremtiden. Således forudsagde han Sovjet Unionens fald, hvornår en robot første gang ville slå et menneske i skak og internettets vækst.  I 1999 lavede han en bunke forudsigelser om, hvor vi ville være i 2009 – og ifølge ham selv var 89 ud af 108 korrekte, og 13 var “essentielt korrekte”.

Og så kommer vi til Moores lov, som jo – som bekendt – lyder:

“Antallet af transistorer i et integreret kredsløb vil fordobles hver 18. måned.”

Oversat til dansk: Teknologien rykker ubønhørligt frem, og det går sindssygt stærkt.

Ray Kurzweil var en af de største fortalere for, at Moores Lov rent faktisk havde betydning, og det er ud fra dén teori, at han kom på idéen om singulariteten: Teknologien bliver bedre og hurtigere konstant, og derfor er singulariteten med alle dens livsforlængende herligheder – næsten – lige rundt om hjørnet.

Transhumanisme og den katolske kirke

Hurtigere teknologi a lá Moores Lov fører altså til singulariteten, som er et tech-paradis, hvor mennesket genskaber sig selv. Den religiøse undertone er ikke gået folk forbi, og for et par år siden har den katolske verden endda reageret direkte på “transhumanisme,” “posthumanisme” og “futurisme”, og har talt imod at vi bør stræbe efter visioner som Kurzweils om, at vi skal udbygge vores egne kroppe med teknologi, og endda kan leve for evigt, som han jo håber på.

Men tilbage til Singularity University, som jo selvklart må handle om Kurzweils fremtidsforhåbninger, nu hvor han grundlagde stedet?
Nej. Bizart nok, så handler Singularity University ikke sådan rigtigt om singulariteten. I hvert fald ikke som Kurzweil tror på den. En af deres nuværende topfolk, Salim Ismail, har været ud flere gange og sige, at Singularity University ikke handler om singulariteten. Hvad den så handler om vender vi tilbage til senere.

Så for at opsummere: Singularity University er ikke et universitet, og de tror ikke på singulariteten. Så langt så godt.

Teknologien kører frem – uanset om vi vil det

Det er her, mange kritikere af Ray Kurzweils singularitet og hans tro på Moores Lov dukker op. Kurzweils syn på den teknologiske udvikling minder meget om den måde biologer ser på evolutionen på: Den sker ligesom bare, hvadenten vi vil eller ej, og derfor har de involverede parter egentlig ikke nogen indflydelse: Om du så er en amøbe i fortidens ursuppe eller en smartur-producent. Udviklingen vil løbe fra dig, om du vil eller ej, og den sker eksponentielt, og dét vil både have indflydelse på teknologien og os mennesker.

“Men,” siger kritikerne, “vi mennesker lever jo ikke eksponentielt, men lineært. Man kan ikke bare overføre Moores Lov fra teknologien på den måde.”

Direktøren i det teknologiske netværk GTS Ragner Nielsen har tidligere – blandt andet på ing.dk – forklaret problematikken således:

“Forestil dig at gå en tur eksponentielt. Først tager du to skridt, så fire, så otte, så 16 skridt osv. med den samme kraft. Det er svært at planlægge og forstå for os.”

10 gange bedre, hurtigere, billigere

Men tilbage til Singularity University. For hvis de ikke tror på singularitet a lá Kurzweil, hvad tror de så på? Tanken om eksponentialitet kommer fra Kurzweils tro på Moores lov, men på Singularity University snakker man i stedet om eksponentielle virksomheder, eller på funky virksomhedssprog: EXO’er. Det er virksomheder som minimum har 10 gange større output eller impact end deres konkurrenter, og derfor kan gøre tingene 10 gange billigere, bedre og hurtigere.

Eksempler på EXO’er er Airbnb, der uden at eje en eneste seng er blevet verdens største firma til at sælge sengepladser. Det samme gælder for Uber, der har biler over store dele af kloden – uden at eje dem, Netflix der sluger vores TV-tid uden at have tv-stationer – og så videre. De bliver altså kaldt for eksponentielle organisationer, så der er jo unægteligt lidt Kurzweilsk singuralitets-bismag over det – også selvom “universitetet” altså har været ud at sige, at det ikke som sådan handler om singulariteten. De “studerende” får dog stadig uddelt et eksemplar af Kurzweils bog, som også handler om singulariteten. Så det lugter jo lidt af fisk.

Accelerator, forretningsplaner og disruption

Ordet “eksponentiel” – som jo i denne her sammenhæng bunder i Moores Lov – dukker da også op over det hele, hvis man tager et hurtigt kig på hvilke kurser, Singularity University i Silicon Valkey tilbyder.

Enkeltpersoner kan eksempelvis tage kurset “Business Model Spring”, som bliver beskrevet som en “intensiv sprint, hvor du skaber en eksponentiel teknologi-udviklingsplan”, så din virksomhed kan blive en EXO, ligesom Airbnb og de andre rødder.

Derudover er der accelratorprogrammer, som vi kender dem med mentorforløb, coaching og så videre. Der er også en disruption workshop, og også her er der fokus på at “anvende eksponentielle teknologier” som de kan bruge i deres virksomhed.

I det eksponentielle værksted

Udover de her programmer, så er der også et SU Lab, hvor virksomheder – store som små – kan komme forbi med deres produkt og få hjælp til at udvikle det med hjælp af – du gættede det – eksponentiel teknologi.  SU Labs skriver på deres hjemmeside dette, om hvorfor man skal betale penge for at få adgang til deres værksteder:

“Start transforming your organization at SU Labs, and be among those shaping, not reacting to, the future. “

Nu vi har været igennem alt det her, så er spørgsmålet stadig:  Hvad er Singularity University? På mange måder minder det om en forskerpark, som vi kender det fra alle andre steder. Der er mentor-forløb, workshops om forretningsudvikling og laboratorier, hvor du kan bygger prototyper og dimser. En forskerpark, som fokuserer på eksponentialitet – og som i tidernes morgen blev startet af Kurzweil, som stadig spøger i krogene. Derfor må svaret på, hvad Singularity University er også indeholde et svar på, hvad det ikke er:

Det er ikke et universitet – og de tror ikke på singulariteten. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.