You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Dogley

Milliarder i kæledyr: Dansk hundesite sætter fart under ekspansionen

Efter seks måneder i Danmark, gør det danske site Dogley.com, som forbinder hundeejere med hundepassere, nu alvor af planerne for ekspansion. Hver dag kommer nye medlemmer til, og markedet for kæledyr rummer stort potentiale, mener partner i startuppet.

I Danmark er der 500.000 hustande, der har hund, og danskerne bruger årligt op mod fem milliarder kroner på deres pelsede dyrebørn. Bliver man et husholdningsnavn her, er potentialet stort, mener it-iværksætter og partner i startuppet Dogley.com, Frank Thorup.

Han gik i efteråret ind i startuppet, som blev stiftet i foråret 2016 af Thomas Keller under navnet Dog Club One. Dog Club One forbandt hundeejere med hundepassere, en art deleøkonomi for kæledyr. Frank Thorup fik inspirationen til Dogley, da han boede i Californien og brugte lignende tjenester. I Danmark havde Thomas Keller haft de samme tanker og handlet på dem, og de to fandt sammen. I oktober blev Dog Club One dermed til Dogley.com, og Frank Thorup trådte ind i ejerkredsen. Der skulle nemlig fart på ekspansionen mod internationale markeder.

Ruller ud i Sverige og Norge

Siden relanceringnen i efteråret har sitet nu over 3000 medlemmer, et tal som vokser med mellem 20 og 40 personer om dagen, oplyser Dogley.com i en pressemeddelelse.

”Jeg vidste godt, at konceptet havde et stort potentiale, men den eksplosive stigning i antallet af medlemmer og bookinger har alligevel overrasket mig. Væksten betyder, at vi allerede i år forventer at formidle pasningsaftaler for over én million kroner. Derfor har vi også fremskyndet den internationale satsning. Vi har momentum, og det skal vi udnytte,” siger Frank Thorup heri.

Derfor har Dogley netop lanceret i Sverige, og sitet gør klar til at åbne i Norge i løbet af april – derefter er sigtet sat på en stribe lande i Europa. Og Frank Thorup, som var med til at tilføre Dogley et millionbeløb i efteråret, er sikker på, at konceptet er klar til at blive rullet ud i stor skala:

”Konceptet er på plads. Dogley.com-platformen er udviklet og i drift, og den er grundlæggende utrolig nem at skalere og udvide til andre sprogområder. Der skal ikke ny teknologi til, som det var tilfældet, da jeg havde Xstream. Derfor kan vi lynhurtigt ekspandere til nye markeder. Det er en kæmpefordel,” siger Frank Thorup, som i 2014 solgte it-selskabet Xstream for et millionbeløb.

Satser på nye ejere og ny kapitalrejsning

Dogley.com er i dag ejet af Thomas Keller, Frank Thorup og virksomheden TheView. I forbindelse med ekspansionen planlægger teamet at udvide ejerskabskredsen i en ny kapitalrejsning.

”Vi vil gerne ud over rampen internationalt. Potentialet er meget stort, men for deleøkonomiske koncepter som Dogley.com er ekspansionshastigheden også meget vigtig. Det kræver selvsagt midler, og derfor arbejder vi på at skaffe frisk og intelligent kapital. Vi forventer at lancere en serie A-fundrasing i tredje kvartal,” siger Frank Thorup.

FLERE FRA COMMUNITY