I milliontal maser de sig forbi hinanden, for deres munde er hvide masker, i dage og uger har de ikke set solen. Liang Wu viser en kollega et billede af et landsted i Tyskland, hvor han er flyttet til. Med store øjne spørger kollegaen, om han har photoshoppet himlen. Liang har kun været tilbage i Kina, hvor han er født, i to måneder, men han er allerede begyndt at få problemer med sin vejrtrækning og symptomer på astma.
Det var i 2011. Luftkvaliteten er ikke blevet meget bedre siden da. Ifølge en nylig udgivet rapport fra Shanghai Qingyue Environmental Protection Center og Greenpeace East Asia vil Beijing ikke ramme de nationale standarder på 2,5 pm (fine partikler red.) før 2027, og WHOs standard vil ikke blive nået før 2046.
Liang Wu bor i dag i Tyskland, i Berlin hvor han har boet siden 1989, hvor han er medstifter og CIO af Green City Solutions. Et startup, der udvikler, producerer og implementerer såkaldte CityTrees på steder i storbyer med megen trafik eller forurenet luft. Ét city tree svarer til 275 almindelige bytræer, er nemmere at vedligeholde, billigere og kan fyldes med teknologi.
Og selvom luften er meget renere og himlen mere blå her, er luftforurening global et stort problem.
Millioner dør for tidligt hver år på grund af luftforurening
Ifølge en analyse fra Det Internationale Energiagentur dør omkring 6,5 millioner mennesker årligt for tidligt på grund af luftforurening. Det er dermed den fjerdehyppigste dødsårsag efter forhøjet blodtryk, usund kost og rygning. I Danmark er det estimeret, at der i 2013 var omkring 2890 for tidlige dødsfald i Danmark grundet partikelforurening, 60 på grund af nitrogendioxid og 110 på grund af ozon.
Samme analyse konkluderer desuden, at tallet for udendørs luftforurening vil stige fra tre millioner dødsfald til 4,5 millioner dødsfald i 2040, hvis ikke landene begynder at tænke luftforurening ind i energipolitikkerne.
Hen over Berlin er himlen blå og fyldt med hvide skyer, da jeg mødes med Liang Wu hos Microsoft Berlin på Unter den Linden, hvor Green City Solutions deltager i Green Tech Challenge sammen med en række andre grønne og bæredygtige startups fra blandt andet Tyskland, Italien og Frankrig.
”Vores vision ligger i navnet. Vi vil have flere løsninger ind i byerne, som kan forbedre vores allesammens hverdag. Vi vil kunne hjælpe både europæiske byer, sydamerikanske og asiatiske byer med at forbedre luftkvaliteten. Jeg har stadig familie i Beijing og Shanghai og andre store byer, og det er en stor motivation for mig, at de ikke skal leve med at have masker på og ikke gå at være nervøse for, hvor mange dage de kommer til at miste på at gå udenfor,” fortæller Liang Wu.
Og med deres CityTree er de godt på vej. De har fået en større millioninvestering i ryggen, i 2016 vandt de den internationale Green Alley Award, EIT Digital udvalgte dem som den bedste digitale scaleup i Europa, og samme år tog de prisen som verdens bedste entreprenør ved Creative Business Cup i København.
1682 potter med mos og et net af sensorer
At løsningen skulle blive et flere meter højt firkantet træ af mos og sensorer, stod dog ikke klart fra starten. Liang Wu og teamet af ingeniører og biologer – de var fire i starten – researchede sig hen mod deres CityTree. Så på hvor der var den tætteste koncentration af partikler i byerne, og hvilke typer grønt, der bedst optog forureningen.
Men det var en tilfældighed, at træerne kom til at bestå at netop 841 enkelte potter med mos på hver side forbundet af et vandingssystem med sensorer. Tanken bag var en levende QR-kode, som virkede, men potterne havde også den fordel, at vandet nemmere bliver fordelt i stedet for at drukne de nederste potter og udtørre de øverste, fordi der findes noge så universielt som tyngdekraft…
Sensorerne overvåger mosset, men måler også forurening, vindretning, travlhed på platforme – noget som eksempelvis Deutsche Bahn kan se stor fordel ved i forhold til køreplaner – og på toppen af den firkantede ramme sidder solpaneler. Siderne kan bruges af virksomheder til reklamer, og på den måde kan byer med mindre midler også få adgang til Green City Solutions.
”I Europa skal byerne betale bøder, når de overskrider forureningsniveauet. Et CityTree koster 25.000 euro, men det skal ses i forhold til, at trafikzoner ikke fungerer, og at bytræerne koster 1000 kroner pr. styk og 2000 euro årligt i vedligehold. Vores træ kræver måske to tjek årligt. I udviklingslande vil vi lave en model, hvor vi giver et træ gratis og skaber omsætning ved at leje siderne ud til reklamebureauer. Men vi fokuserer på Europa og Kina som de næste store skridt i virksomheden,” fortæller Liang Wu.
https://www.youtube.com/watch?v=xTrtrNnAgIc
100 procent positiv feedback
Investorerne til Green Tech Challenge er begejstrede for idéen. Det samme var også Climate-KIC og virksomhedens første investorer, Littlerock, Coparion og Don Ventures II, som sammen med en anonym investor skæppede en syvcifret investering i Green City Solutions.
Træerne står allerede i 11 byers trafikknudepunkter i fem lande. Også her i Berlin ved Südkreuz ikke langt fra virksomhedens kontorer. Og langt de fleste borgere har taget godt imod moskæmperne.
”I alle de store byer har der været næsten 100 procent positiv feedback. Når vi installerer træerne eller laver vedligehold, taler vi med borgerne. De er altid nysgerrige, og når vi forklarer løsningen, reagerer de oftest med et ’wauw’ eller synes, det er en rigtig god idé,” fortæller Liang Wu.
De lavede en survey på Berlins hovedbanegård med en indendørs version af træet, hvor svarene varierede over, at træet forbedrede hele Deutsche Bahns image til, at de ville tilgive forsinkede tog, hvis der stod CityTrees ved stationerne.
Holdningen til luftkvalitet skifter
I marts rejser Liang Wu en tur til Kina. Hver gang han vender tilbage, tænker han over, at hans familie bor i nogle af de mest forurenede områder permanent, og at han har muligheden for at tage tilbage til Tyskland. Og hver gang han er i Kina, kan han mærke, at hans familie, venner og gamle kolleger bliver mere og mere opmærksomme på problemerne.
”Der er kommet mere medieopmærksomhed på luftforurening. 90 procent af verdens befolkning indånder forurenet luft. Holdningen er ved at skifte, og vi vil være en del af løsningen,” siger han.