Når DTU Startup Day afholdes den 16. maj 2024, er det fjerde år i træk, at industri, investorer og andre interesserede kan møde alle de nye DTU-startups.
Samtidig får de unge virksomheder mulighed for at komme i kontakt med både investorer og industri. Forbindelser, der styrker hele startupøkosystemet, forklarer koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab på DTU, Marianne Thellersen
”Det eksterne fokus på vores startups er helt afgørende, da forskning, opfindelser og innovation først får værdi for samfundet og de mennesker, der lever i det, når det kommer i anvendelse. Den gode ide og den første prototype, kan være et godt afsæt for innovation, men først derefter begynder den egentlige proces frem mod det produkt eller den ydelse, der kan gøre en forskel.”
DTU Startup Day er et fælles arrangement på tværs af universitets initiativer målrettet startups. Initiativer som supplerer hinanden alt efter hvilket trin et startup befinder sig på. Følgende fire enheder fra DTU arrangerer dagen: DTU Entrepreneurship, DTU Skylab, DTU Science Park og PreSeed Ventures.
Derudover byder dagen på debat og paneldiskussioner, hvor man blandt andet kan møde Tommy Ahlers, Connie Hedegaard, samt repræsentanter fra DTUs startup økosystem i form af Christel Piron, PreSeed Ventures, Steen Donner, DTU Science Park, Jes Broeng, DTU Entrepreneurship, Mikkel Sørensen DTU Skylab, koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab, Marianne Thellersen, mfl.