Da Studido, som er en platform til lektiehjælp, fik luft under vingerne i sommer, var udviklerne ivrige efter at levere nye features. En lidt for hurtig beslutning endte dog med at sætte projektet 3 måneder tilbage – her deler teamet bag sine erfaringer.

Indlægget er skrevet af holdet bag Studido.com, som er en platform for lektiehjælp. Redigeret af TechSavvy.media.

Hvad gør man, når ens tech-startup har ivrige og glade kunder, som man gerne vil servicere, samtidig med at man har lavet en fejl i teknikken, som potentielt kan give ballade? Med andre ord; hvordan holder man fest for gæsterne ude i haven mens man slukker en ild ude i køkkenet?

Dette indlæg er ét, vi ville ønske, vi selv have læst og ikke skrevet. Det handler nemlig om en teknisk fejl tidligt på rejsen, som satte os 3 måneder bag tidsplanen.

Hvad hvis det er for let tilgængeligt?

Det er sommeren 2017, Studido er netop blevet lanceret og udviklerne koder derudaf. Vores tutors sidder klar online til at hjælpe eleverne, og vi har en finansieringsaftale på plads, så vi kan fokusere 100 procent på driften. Alt i alt er der redt op til en mægtig housewarming, hvor vi som tech-værterne er klar til at huse gæsterne online.

Vores platform fungerer smart; du kan få digital tutoring med vores Skype-lignende video-funktion. Det er markant billigere. Og det er let tilgængeligt.

”For let tilgængeligt? Hvad mener du med for let tilgængeligt?”

”Jeg mener, hvad gør vi teknisk set mod digital mobning og uvedkommende brugere?”

”Tjo, jeg havde engang en DBA-profil. Der blev man da CPR-valideret.”

”God idé!”

Idéen var god, så hvorfor ikke bare gøre det med det samme? Den hurtige beslutning om at implementere en ny feature skulle dog vise sig at blive skyld i en langsommere udrulning.

Sig mig, hvad fanden tænker i på? – Sent from my iPhone

En mail tikker ind fra en kollega. Vi har klokket i det. Reglerne har ændret sig.

Siden 2014 er det blevet besluttet, at man skal kombinere CPR-validering med NemID, og det har vi ikke gjort. Derfor bliver vi indkaldt til et møde med CPR-leverandøren, og vi ved udmærket godt, at det ikke skal handle om vores julegaveønsker. Vi sidder med røde ører og må undskylde for fejlen. For selvom effekten af fejlen i praksis var nul, så havde vi fejlet.

På vej hjem i bilen sad vi som skoledrenge, der lige havde fået skrevet hjem i kontaktbogen.

Fejl koster vækst

Selvom vi lige var startet og ikke havde mange kunder i praksis, så havde vi brudt CPR’s regler – og alt der rimer med CPR, rimer også med hjertestop. Måske er det derfor, CPR betyder førstehjælp på engelsk?

Straks vi blev orienteret om fejlen, nedlagde vi valideringsservicen. Det betød, at vi valgte at stoppe al freemium-vækst i et halvt år – vi valgte simpelthen, at vi ikke boardede flere gratis-brugere på platformen, indtil vi kunne validere igen.

Hvis man driver en SaaS-virksomhed, så ved man godt, at freemium-konverteringer kan være et vigtigt led i væksten – særligt i starten, når man forsøger at få luft under vingerne.
En god intention om brugerbeskyttelse blev til røde ører, fordi iværksætteri ikke altid bare er “kast dig ud i det”. Heldigvis gik det ikke galt for nogen af vores brugere. I dag arbejder vi på helt alternative sikkerhedsløsninger, og er heldigvis tilbage på sporet.

Key learnings – Sikke en fest vi har haft nu i nat

Vores opstart har været en havefest med alt hvad den indebærer. Du ved, en af dem hvor man på én og samme aften når at grine og græde.

Det gode er, at der er kommet en række lærerige principper ud af oplevelsen, og dem vil vi gerne dele:

  • Fail fast. Hvis man ved en uheldighed absolut skal være uagtsom, så vær det tidligt i processen og ret ind. Jo før du har styr på fundamentet (koden, compliance, forretningsprocesser) desto før kan du for alvor vokse. Hvis du stadig har sandkasse-opførsel med 100.000 kunder i din SaaS-virksomhed, så vil en strukturel fejl være ubærlig.
  • Compliance er ikke kun et corporate ord. I 2018 kommer der nye krav til håndtering af persondata. Overtrædelser vil koste bøder, som potentielt set kan blive enorme. Mens corporate virksomheder hyrer de dyreste og dygtigste konsulenter, jurister og eksperter, står SMV’ere og startups tilbage med noget af en autodidakt opgave.
  • Tekniske beslutninger bør involvere CXO’er. Dine udviklere elsker formentligt at opfinde små features on the go. Det er jo dét, der er med til at give fantastiske innovationer. Men du bør – efter vores erfaring – kræve rapport og eventuel gennemgang på alle features inden deployment. Som CTO eller CEO i et startup har du måske endnu ikke en professionel projektleder på udviklingen, og derfor er du nødt til at være 100 procent involveret i, hvad der sker med dit produkt inden nye features søsættes.

 

Fakta: Studido

  • Studido.com er en platform, der gør privat tutoring digital. Det betyder blandt andet, at den bliver langt billigere end klassisk privat tutoring.
  • Startuppet Studido er skabt og fundet af holdet bag Blue Energy, som er et klimavenligt energiselskab.
  • Iværksætterne har et team på 10 udviklere, og har formået at skabe en fuldt funktionel deleøkonomisk platform for lektiehjælp på tre måneder.