Prismodtagerne ved den danske finale i Nordic Startup Awards blev fundet i går. Vinderne går alle videre til den samlede ”grand finale”, der afholdes ved et storstilet arrangement i Stockholm i oktober.

Årets danske vindere af Nordic Startup Awards blev kåret ved gårsdagens førstedag på TechBBQ.

Igen i år hyldede Nordens største awardshow for tech-startups danske virksomheder indenfor i alt 14 kategorier. Og konkurrencen i år var hårdere end nogensinde. I alt 1.400 håbefulde startups havde nemlig fundet vej til listen over nominerede, sammenlignet med 700 et år tilbage. Derfor havde selve eventet også fået vokseværk, og fandt i år sted i Øksnehallen, arrangeret af WeLoveStartups.

Aftenens højdespringer

Især ét startup havde en særlig fornøjelig aften i Øksnehallen. Det sociale food-tech startup Too Good To Go overskyggede nemlig alle og hev hele tre priser med hjem, deriblandt Startup of the Year. Konceptet søger at mindske madspild og bygger på en online-platform, der via en app sørger for, at måltider havner i folks sultne maver til en billig pris frem for at ryge i skraldespanden.

Foruden den prestigefyldte pris som Startup of the Year vandt Too Good To Go således også Best Food Tech Startup og Best Social Impact Startup. Det var derfor nogle overvældede stiftere, der efterfølgende gav kommentar.

“Vi var meget glade for overhovedet at være nomineret, og er meget beæret over at løbe med alle tre priser, som vi var nomineret til. Selvfølgelig vil man gerne vinde, og det er vi meget stolte af. Der er 1,3 milliarder tons madspild hvert år, og vi har indtil videre reduceret med 3.000 tons, så der er lidt vej endnu,” Sagde Mette Lykke, CEO for Too Good To Go.

Men Too Good To Go stjal selvfølgelig ikke hele showet, da der også blev fundet 11 andre vindere.

Årets vindere af den danske finale

  • Startup of the Year – Too Good to Go
  • Best Newcomer – Kubo Robotics
  • Best Bootstrapped – Sleeknote
  • Best FinTech Startup – Coinify
  • Best Food Tech Startup – Too Good to Go
  • Best Health/Lifestyle Tech Startup – Neurescue
  • Best IoT Startup – Mobile Industrial Robotics
  • Best Social Impact Startup – Too Good to Go
  • Founder of the Year – Camilla Hessellund Lastein
  • Best Accelerator Program – Accelerace
  • Best Coworking Space – Founders House
  • Investor of the Year – Jesper Buch
  • Best Startup Ecosystem Initiative – CPHFTW
  • People’s choice – Mentor Danmark

Foruden den nationale ære sikrede de danske vindere sig samtidig videre deltagelse i den nordiske finale, som afholdes i Stockholm den 18. oktober. Her er de oppe imod vinderne fra Island, Sverige, Norge og Finland om at sikre sig endelig deltagelse ved Global Startup Awards.

Brander Danmark og Norden

Det nordiske award-show er dog, ifølge Nordic Startup Awards’ medstifter, til gavn for meget andet end hyldest og anerkendelse. Award-showet er nemlig med til at brande Danmark og Norden som et af de mest gunstige steder for tech-startups globalt.

”Interessen har været enorm, og konceptet har nu bredt sig til Sydøstasien, Indien og Centraleuropa. Det hele er startet og styret fra Danmark, hvilket er med til at brande Norden som et alternativ til Silicon Valley og tiltrække endnu flere af de talenter, som startup-branchen sukker efter,” siger Kim Balle, CEO for Nordic Startup Awards.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.