Nordic VR Startups

Nordisk Film sponsorerer virtual reality-startups

@Redaktionen

Sammen med japanske gumi har Nordisk Film startet et inkubatorprogram for nordiske VR- og AR-startups. De udvalgte startups får adgang til et team af mentorer og mulighed for op til 100.000 euro i finansiering. 

Norden er i front på gaming og VR, og det er ikke gået ubemærket hen blandt globale investorer og virksomheder. Nu har også Nordisk Film, som senest gennem Nordisk Film Games annoncerede store investeringer i nordisk spilindustri, besluttet at gå ind i VR-udviklingen.

Læs også: Nordisk Film investerer tocifret millionbeløb i svensk spilstudio

Sammen med den japanske spiludvilker gumi inc. vil Nordisk Film med inkubatorprogrammet Nordic VR Startups (NVS) sætte skub under de globale ambitioner for nordisk VR og AR.

“Ved at samle vores stærke nordiske underholdningskompetencer med gumis erfaring med at drive succesfulde VR-acceleratorer håber vi at tage ambitiøse nordiske VR-virksomheder til næste niveau. Vores partnerskab vil tilbyde de spirende startups et robust sæt af ressourcer, og vi tror på, at Nordic VR Startups kan hjælpe med at udvikle det nordiske VR-økosystem og drive den lokale VR-industri frem i de kommende år,” siger joint venture partner Suman Rath, Senior Vice President i Nordisk Film, i en pressemeddelelse.

Kommende nordiske VR- og AR-stjerne får adgang til klog kapital

Målet er at hjælpe de nordiske VR- og AR-startups gennem finansiel støtte og gøre dem klar til det globale marked. De virksomheder, der bliver udvalgt, vil få seed-finansiering på op til 100.000 euro, og de får adgang til et erfarent mentorteam, som tæller blandt andre NF Games’ Martin Walfisz, Supercells Mikko Kodisoja, Slushs Peter Vesterbacka, Umbras Sampo Lappalainen og Chet Faliszek, ansvarlig for Steam VR projects på Valve.

Gumi inc. har allerede lignende inkubatorprogrammer i Tokyo og Seoul, men har efter en række konferencer i Norden valgt at etablere sig her også, skriver det norske site DN.no.

Læs også: Nordisk Film investerer milioner i lille spilvirksomhed

“Den nordiske region bringer et enormt kreativt og teknisk talent til spil- og filmindustrien, og vi fokuserer på at gøre det muligt for denne pulje af talent at vokse på VR-markedet med vores tilgængelige ressourcer og ekspertise. Vi har allerede oplevet stor succes med vores Tokyo VR Startups-program i Østen, og ved at samarbejde med en vellykket virksomhed som Nordisk Film kan vi udvide vores program til Europa,” siger Hironao Kunimitsu, CEO i gumi Inc. i pressemeddelelsen.

Ud over Hironao Kunimitsu og Suman Rath tæller de ledende aktører i programmet også investor og serieiværksætter Harri Manninen og tidligere head of communications hos Umbra, Jenni Ahlapuro.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY