Lars Johan Bjørkevoll, Co-founder af ScaleupXQ, på scenen under Startup Extreme i Bergen.

Norges startupudfordring: Hvordan kommer vi fra startups til scaleups?

@sebastian

Under det årlige, norske startup-fremstød Startup Extreme, blev udfordringen slået fast med syvtommersøm: Landets startup-økosystem blomstrer, men hvordan løfter man det til næste niveau?

På den nordiske startupscene er det ofte det svenske miljø, der med enhjørningehistorier om Spotify, iZettle og Minecraft, løber med den største bid af opmærksomheden.

Men der er også blus under kedlerne i det norske startup-køkken. Det viste landet stolt frem med fakta og fortællinger under startupeventet Startup Extreme i Bergen, som blev skudt i gang tirsdag. Men samtidig står det norske miljø overfor en ny udfordring: Hvordan kan økosystemet understøtte, at de mange spirende startups bliver til hurtigtvoksende scaleups?

”Tusindsvis af nye startups vil komme ind i scale-fasen de næste år, og antallet af mennesker i vores community, der har viden om at håndtere den fase, er begrænset. Spørgsmålet er, om vi kan følge med,” sagde Maja Adriasen, Co-founder og CEO for Startup Extreme og Angel Challenge, under åbningen af Startup Extreme.

Miljøet mangler know-how

Den første store bølge af nye tech-startups ramte Norge i 2010, og navne som Kahoot og Xeneta er nu for alvor ved at skalere globalt. Imens der både er initiativer og penge til de nye i økosystemet, er det særligt know-how fra iværksættere, der har ”gjort det”, der mangler i den nye fase.

”Når man går fra startup til scaleup, går man også fra leg til mere struktur. Når du bevæger dig mod scaleup, har du ikke længere tid til at ”figure stuff out”. Nye initiativer skal være produktive med det samme,” mener Lars Johan Bjørkevoll, co-founder af ScaleupXQ.

Læs også: Finance Innovation bliver norges første fintech cluster

Han har selv været Growth Officer i Xeneta, og han mener, at den eneste måde at få den efterspurgte know-how på, er at gøre det.

”Der er ingen metoder eller bøger, der kan lære dig det. Du skal have oplevet det på egen krop i skyttegraven, for at kunne stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt. Som økosystem er vi i en skrøbelig fase lige nu, og vi har ikke råd til at hustle hinanden,” siger han.

“Bryd ud fra hjemmemarkedet fra start”

I Norges kamp for flere scaleups, kommer man til at slås med en udfordring, som hele det nordiske system er ramt af, mener Ari Helgason, Principal i venturefonden Index Ventures. Nordiske startups anser nemlig deres eget hjemmemarked som et godt testmarked, og så kan det være svært at bryde igennem internationalt.

”Hjemmemarkeder er ikke et godt første marked, for det er ikke repræsentativt. Resten af verden ligner ikke Norge. Byg virksomheden globalt fra starten, så løsningen også er relevant for resten af verden,” siger Ari Helgason.

Efter første dag i Bergen byder resten af konferencen på Networking the Norwegian way i bjergbyen Voss hvor der er aktiviteter som havkajak faldskærmsudspring og paragliding på programmet

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY