Corona-krisen har fået startuppet Beauty Match til at udvikle et nyt app-produkt, der kan gøre digital app-makeup til virkelighed.

Gennem de seneste år har beauty-branchen oplevet stor vækst over hele verden, men teknologisk halter branchen bagefter. Det mener i hvert fald den 29-årige iværksætter Maiken Paaske, der til dagligt driver startuppet Beauty Match, der netop udvikler teknologiske produkter til beauty-branchen.

Virksomheden forbinder danske skønhedsklinikker med forbrugere – ala Just-Eat for skønhedsbehandlinger. Men med Corona har samtlige klinikker være tvunget til at lukke, og derfor har virksomheden været nødt til at tænke i nye baner.

“Den midlertidige lukning af skønhedsklinikkerne har tvunget os til at tænke ud af boksen. Vi kunne se på tallene at mange forbrugere brugte mere tid digitalt end sædvanligt, men vi kunne jo desværre ikke formidle nogle bookinger, da vores samarbejdspartnere havde lukket. Derfor besluttede vi os for at sadle om og færdiggøre et produkt, vi har haft i støbeskeen i flere måneder, og som virkelig kom til sin ret i denne situation,” siger Maiken Paaske, der er stifter og CEO i startuppet.

Det nye produkt er en 3D-app ved navn BeautyVision, som med hjælp fra Augmented Reality giver brugerne mulighed for at prøve en kosmetisk behandling på deres eget ansigt direkte på smartphonen, inden de vælger at få den gennemført i virkeligheden.

Fra Instagram-gimmick til virkelighed

Hvor det længe har været udbredt at bruge digital app-makeup på Instagram til at få større læber eller mere funklende øjenvipper, gør BeautyVision det nu muligt at teste relistiske behandling og rent faktisk at få dem lavet i virkeligheden.

“App’en laver en 3D-scanning af dit ansigt, og derefter er det fx muligt for dig at fremhæve eller nedtone specifikke karakteristika. Vi har altså gjort det muligt for forbrugere at prøve behandlinger, før de beslutter sig for at få dem lavet i praksis. Med app’en ønsker vi at give forbrugerne mulighed for bedre at afstemme forventninger om hvordan en eventuel læbeforstørrelse vil se ud på netop deres ansigt, inden de griber til handling i praksis,” siger Maiken Paaske.

Appen blev lanceret med en global kampagne i denne uge, og er den første af sin slags i markedet. Direktøren fortæller, at appen har fået de første 500 downloads, og at produktet især er populært i Californien og Singapore.

“Vi har fået enorm positiv feedback på produktet indtil videre – især fra nogle specifikke dele af verden, hvor forbrugere også bruger en del penge på disse skønhedsbehandlinger, og det har blot bekræftet vores antagelse om, at det var det helt rette tidspunkt at lancere. Det er ikke muligt for forbrugerne at få udført behandlingerne i praksis i øjeblikket, men de kan godt sidde derhjemme og afprøve behandlinger på deres smartphone,” siger Maiken Paaske.

Gaming-teknologi gør beauty-oplevelsen interaktiv

Appen bygger på teknologi fra det danske succes tech-hus Unity, som ellers er kendt for at være motoren bag mange computerspil. Og det er netop de interaktive og engagerende oplevelser fra gaming-verdenen, som Beauty Match har en vision om at skabe inden for beauty-branchen.

“Beauty-branchen får ofte skudt i skoen, at den er sådan et nice-to-have område, og den lille mængde af teknologi man finder inden for branchen er også meget “light”, og det skaber bare et enormt potentiale for en tech-virksomhed som os, for at gå ind og udvikle noget virkelig innovativt, der kan rykke hele branchen,” siger Maiken Paaske.

Forretningsmodellen for det nye produkt tager udgangspunkt i, at skønhedsklinikker vil få mulighed for at annoncere overfor forbrugere, der afprøver specifikke behandlinger i appen. Fx vil en forbruger, der afprøver en læbeforstørrende behandling, få foreslået nærliggende klinikker, som er autoriseret til at udføre netop denne type behandling.