Dating apps er blevet downloadet som aldrig før under coronapandemien. Men mange føler sig for utrygge på platformene, mener stifterne bag Doubble, der vil gøre det sjovere at møde nye mennesker gennem et mere trygt koncept: dobbeltdates.
Blot tre måneder efter stiftelsen er dating-appen Doubble klar med en ny kapitalindsprøjtning. 2,7 millioner kroner lyder investeringen på fra investorer, der ser globalt potentiale i en gammel kending kombineret med teknologi: dobbeltdaten.
”Når jeg og en kvinde liker hinanden, og min ven liker hendes veninde, har vi et Doubblematch,” siger 22-årige Dennis Rosenlund, der er stifter af appen og fortsætter:
”Doubble er dating-appen, der ikke handler om kærligheden. Det handler mere om at møde nye mennesker og få nogle fede oplevelser med sine venner og veninder.”
På kort tid har Doubble fået 10.000 brugere og er lige nu den anden mest populære dating app på App Store i Danmark over gamle kendinge som Bumble og Happn.
Idéen opstod under nedlukningen
Ideén fik Dennis Rosenlunde, da han under pandemiem opdagede, at et match på de konventionelle dating-apps sjældent udmundede i et fysisk møde. Men når han inviterede på dobbeltdate, føltes mere trygt for mange – og resultatet var ofte meget mere positivt.
Lige præcis det koncept har et syndikat bestående af engelinvstorerne Morten Wulff og Nicolaj Højer Nielsen, serieiværksætter Thor Angelo og venturekapitalfonden Accelerace tiltro til:
”Igennem tiden har vi set mange bud på dating apps, men Doubble er det første koncept som ikke bare er en bedre app, men reelt skaber en helt ny kategori. Måden vi er sociale på, ændrer sig markant, og Doubble kan blive større end Tinder, fordi det er langt mindre akavet at gå ud som en lille gruppe, end det er på en traditionel date.” siger David Ventzel, Partner i venturekapitalfonden Accelerace.
Udover Dennis Rosenlund består teamet bag Doubble også af Jacob Bødtcher-Hansen, Joachim Bülow og August Stenstrup.