Det nye startup Heap, med Topdanmark og Rainmaking i ryggen, tilbyder en innovativ pensionsplatform med attraktive alternativer for iværksættere og freelancere, der vil sikre deres økonomiske fremtid.

Iværksættere og freelancere er den gruppe blandt de beskæftigede, som har størst risiko for at tilhøre restgruppen med lav eller utilstrækkelig pensionsopsparing. I takt med at flere danskere vælger et fleksibelt arbejdsliv, stiger behovet for attraktive og fleksible pensionsløsninger. Men mulighederne utilstrækkelige og ikke tilpasset den gruppe danskere.

For de tunge pensionskæmper fokuserer på firmaordninger og det samme gør nyere spillere, der skiller sig ud med digitale eller grønne alternativer, for at ramme den yngre målgruppe.

”Pensionsproduktet, som vi kender det, er ude af trit med den fleksibilitet, der kendetegner karrieren for freelancere og iværksættere. De gamle og nye pensionsselskaber har ikke attraktive produkter på hylderne til de yngre generationer af danskere på arbejdsmarkedet, der ønsker et fleksibelt arbejdsliv og en fleksibel pensionsordning,” siger Jeppe Winther Christensen, der er medstifter og direktør i det nye digitale pensionsselskab Heap.

Heap har ambitioner om at få fat i en stor del af de ca. 500.000 iværksættere og freelancere i Danmark, ved at gå målrettet efter dem, der ikke har en pensionsordning eller er utilfredse med deres nuværende ordning. Ifølge Forsikring & Pension har 21 procent af freelancere og iværksættere i alderen 20-45 år ikke nogen pensionsordning.

Tiltrængt digitalisering

Heap er som alle andre pensionsselskaber og forsikringsformidlere godkendt af Finanstilsynet og Heap tilbyder alle sine opsparings- og forsikringsprodukter gennem Topdanmark. På deres digitale platform kan kunderne selv starte, samle, og styre sin pensionsordning for et månedligt abonnement og en investeringsomkostning på mellem 0,65 og 1 procent afhængigt af, hvordan man ønsker sin opsparing investeret og antal år man har til sin pension.

”Det er tiltrængt med innovation og moderne teknologi i en støvet industri. Vi går efter fremtidens arbejdsstyrke og rent prismæssigt er vores produkt konkurrencedygtigt med firmaordninger, men her får du bare fuld fleksibilitet og mulighed for at tage ansvar for det, du skal leve af i fremtiden,” siger Jeppe Winther Christensen.

Jeppe Winther Christensen og hans team startede op i januar måned i år og har på seks måneder bygget en beta-version, der bliver testet over sommeren. Han forventer, at de er klar til at gå live i oktober i år. Når Heap går i luften er det indtil videre kun muligt at indbetale fra sin nettoløn.