You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Mikael Bak, CPHFTW, TechReads

Direktør for #CPHFTW: ”Det danske miljø har noget helt særligt”

For snart fire år siden startede græsrodsbevægelsen CPHFTW. I dag er organisationen blevet et vidt forgrenet fællesskab for danske iværksættere i Københavnsområdet. I februar fik CPHFTW ny direktør i form af den garvede iværksætter Michael Bak. Vi tegner et portræt af manden og organisationen.

Når mere end 1000 iværksættere forsamles i lokaler rundt omkring i København, og når de deler deres iværksættersucceser og –frustrationer under samme hashtag er det muligt på grund af græsrodsbevægelsen Copenhagen, for the win, nok bedst kendt under netop deres hashtag #CPHFTW.

Organisationen kunne i efteråret fejre sin tre års-fødselsdag og med starten af det nye år kom de første ændringer frem mod fire års-fødselsdagen; en ny direktør i form af iværksætter Michael Bak. Med ham vil året byde på nye tiltag og udvidelser af CPHFTW. Det skal blive endnu mere omfavnende, der skal samarbejdes mere, og der skal lyttes endnu mere til medlemmerne.

De er nemlig i fokus. Medlemmerne. Iværksætterne. Michael Bak nævner da også ordene medlemmer og samarbejde flere gange i løbet af vores samtale. På hans Linkedin er krøllen på hans beskrivelse af sig selv ”relationshipbuilder by heart”. Det er hans spidskompetence, at hjælpe andre med at starte op, at bygge bro, sparke i gang og inspirere.

Var iværksætter dengang, det var kikset

Selv startede han sin første virksomhed for 15 år siden. Men de fleste kender ham nok bedst fra Venture Cup. Dengang, for ti år siden, da han var med til at løbe det i gang, var iværksætterscenen i Danmark en helt anden.

”Det var lidt kikset dengang. Vi arbejdede meget med at inspirere folk til at starte up, sparke dem i gang, sparke miljøet i gang. I de år, jeg var der, ændrede miljøet sig meget. I dag er næsten enhver studerende involveret i en eller anden form for iværksætteri,” siger Michael Bak.

Venture Cup var dengang noget nær det største årlige event inden for dansk iværksætteri. Nu er det bare et af rigtig mange arrangementer, der på forskellig vis søger at støtte og udbrede kendskabet til de danske startups.

”Min interesse for miljøet blev kickstartet. Det var den mest fantastiske kultur, det var så spændende at arbejde med udviklingen. Det stod aldrig stille,” forklarer Michael Bak, der aldrig siden har forladt startupmiljøet:

”Kulturen med at hjælpe hinanden, være til rådighed, klappe hinanden på skulderen og støtte, når det står skidt til. Og så den utrolige videbegærlighed. Det oplever jeg også i CPHFTW, det her kæmpe engagement, hvor frivillige kræfter er med til at få tingene til at køre rundt.”

Det efterår, hvor CPHFTW blev født

Faktisk var Michael Bak med til at stifte CPHFTW. Det var i efteråret 2013, hvor en samling af iværksættere satte sig ned og diskuterede, hvad der kunne gøres for at få samlet det fragmenterede startupøkosystem i København.

I december inviterede gruppen en række mennesker; investorer, iværksættere, politikere og meningsdannere til at adressere udfordringerne under hashtagget #CPHFTW. Et brand var født. I februar 2014 blev den første Townhall afholdt hos Børsen, et event, der vender tilbage hvert kvartal. I sommeren 2014 blev en af stifterne, Jasenko Hadzic, den første direktør for CPHFTW på fuldtid.

Men som Jasenko Hadzic sagde i et tidligere interview, så er det ikke kun startups for startups, men også startups fund startups – CPHFTW hviler på stifternes kapital og erfaringer og på de frivilliges og miljøets kræfter. Og så teamet ud over landets grænser mod lignende organisationer, så krævede sådan et foretagende mere end deltid.

I efteråret 2015 stoppede Jasenko Hadzic som direktør for at rette sine kræfter mod sit eget startup, og Christoffer Malling tog over. Han var tidligere seniorrådgiver hos Untold og kom med erfaringer inden for projektledelse, marketing og branding.

Men som Michael Bak siger, så er iværksættermiljøet i konstant udvikling, og sådan er det også hos CPHFTW. Så da Christoffer Malling stoppede i januar, stod Michael Bak klar til at tage over. Det var ikke noget, der krævede mange cirkler rundt i stuen. Det blev et klart ja.

Kapital, talenter og videndeling

Han vil videreføre de tre kerneelementer, som CPHFTW er bygget på; adgang til kapital, adgang til talenter og videndeling. Tre elementer, som helt fra start, lå iværksætterne på hjerte, for fra dag ét har CPHFTW drejet sig om medlemmerne og de danske startups.

”Grundlæggende er det den samme tanke, der skal videreføres. Vi skal samle communitiet, have mere fokus på de enkelte medlemmer og lave aktiviteter, der giver mening for dem og for potentielle medlemmer. Det er alfa og omega,” understreger Michael Bak.

Medlemsfokusset fylder utrolig meget

Han har også nogle konkrete tiltag på programmet, som han dog ikke helt kan fortælle om endnu. Men lidt vil han alligevel godt sige:

”Der kommer til at ske noget inden for rekruttering og kapital, og som det første laver vi et konkret tiltag på den politiske agenda, så vores medlemmer får muligheden for at få et talerør. Derudover får vi en helt ny online tilstedeværelse. Et nyt website, så vi bliver en platform, vores medlemmer rent faktisk kan bruge til noget, hvor man kan samarbejde og dele viden,” siger han.

Medium vil den opmærksomme læser i slutningen af februar have opdaget, at CPHFTW fik skudt gang i deres såkaldte Policy Coffee Circles, som skal skabe et forum for diskussion, videndeling og koordinering om forskellige emner i techmiljøet og på den måde blive en form for samlet stemme.

Pilotfestivalen Copenhagen Tech Fest, der fandt sted sidste efterår rundt omkring i København, bliver også pudset af og udvidet. Og så håber Michael Bak, at der i løbet af de næste to år sker en fordobling af medlemstallet.

”Det er vores overordnede vision – det stærke medlemsfokus. Det fylder utrolig meget.”

Vi kan nå helt nye højder – hvis vi står sammen

For Michael Bak er det vigtigt, at hans medlemmer også deler tanken, at når vi står sammen, er vi stærkere.

”CPHFTW er så vigtig, fordi der er nogle opgaver, eksempelvis den politiske agenda, som vi kun kan løse, når vi arbejder sammen. Vi skal huske, vi ikke kun er i konkurrence med hinanden, men med en hel verden omkring os. Det betyder, at vi skal gøre opmærksom på, at vi i Danmark har et unikt tech-miljø, som kan tiltrække folk, løfte tech-communitiet og nå helt nye højder – hvis vi altså står sammen,” siger han og fortsætter:

”Det samme gælder på kapitalområdet. Skal vi lykkes med at tiltrække udenlandsk kapital, skal vi samarbejde. Traditionelt rykker succesfulde danske virksomheder til udlandet for at skaffe kapital. Men vi skal have udlandet til at komme til os, og det gør de, hvis vi kan fortælle den samlede fortælling om det unikke danske iværksættermiljø.”

”Det er det, vi skal leve af i fremtiden”

Og det er et miljø med fart på. Den udvikling, vi har set de seneste år, er ikke på vej til at aftage. Ifølge Michael Bak bliver det kun taget mere og mere seriøst, fordi vi har noget særligt i den danske techindustri – og samfund.

”På samfundsplan har vi en lav grad af korruption, det er nemt at starte op, vi har en fleksibel og højtuddannet arbejdsstyrke, et globalt udsyn og en god levestandard. Det betyder meget. Derudover er det begyndt at gå op for befolkningen, at tech er fremtiden. Det, vi laver i denne industri, kommer alle til at have berøring med. Det her er jo ikke et lukket miljø, det er det, vi skal leve af i fremtiden,” siger han.

UGENS STARTUP: