Det er kun tre måneder siden, at 26 danske computerspil-virksomheder gik sammen og stiftede brancheforeningen Games Denmark, og nu har foreningen så fundet deres direktør i Niels A. Wetterberg.
Læs også: Nu sker det: Den danske spilindustri får sin egen brancheforening
Bestyrelsen har lagt vægt på hans erfaring og passion for spilbranchen i deres ansættelsesbeslutning.
”Med Niels som direktør får vi en direktør med praktisk erfaring fra spilbranchen og som kender dens konkrete behov. Niels har også været en vigtig del af arbejdsgruppen bag Games Denmark, og vi har valgt ham, fordi han er ambitiøs og brænder for alle aspekter af branchens vækst. Med Niels i front er jeg sikker på, at etableringen af Games Denmark og den videre udvikling vil blive bredt funderet,” siger bestyrelsesleder i Games Denmark, Søren Lundgaard.
Grundlægger og bagmand for flere brancheinitiativer
Niels A. Wetterberg har flere nævneværdige ting på CV’et, der gør ham relevant som kommende direktør for Games Denmark. Han var for det første med til at etablere og var direktør for spilvirksomheden Invisible Walls, der blev til i 2017 og solgt videre til den svenske gigant-virksomhed Embracer i 2022.
Mindst lige så relevant at nævne, så har Niels været en del af populære brancheinitiativer som Copenhagen MatchUp, Copenhagen Gaming Week, TAGS og Game Developer Talks. Derudover har han været leder for spil- og transmedia selskabet Investigate North, der udforskede samspillet mellem spil og film.
Den erfarne og kommende direktør glæder sig til at komme i gang og tror på potentialet i branchen.
“Den danske spilbranche er fremtidens væsentligste kulturelle branche – både hvad angår økonomisk potentiale og kulturel indflydelse i de kommende generationer. Det er derfor en kæmpe ære og fornøjelse, at skulle sikre kendskabet og forståelsen for den danske spilindustri, sådan at branchens enorme vækstpotentiale kommer fuldt ud til udtryk,” fortæller Niels A. Wetterberg.
Som nævnt, blev Games Denmark etableret i maj 2024 af 26 spilvirksomheder i Danmark. Brancheforeningen har til formål at give danske spiludviklere optimale forhold, så de kan skabe de bedst mulige spil og vækste som virksomheder.