Programmet ’PreFlight Odense’ vil hjælpe startups fra det spirende økosystem i Odense ud over landets grænser.

Med flagskibene Universal Robots og MIR har Odense cementeret sig som et mekka for robotvirksomheder – nationalt såvel som internationalt. En position der blev styrket yderligere så sent som i fredags, hvor initiativet NextGen Robotics blev annonceret med 108 mio. i ryggen til at styrke robotpositionen.

Læs også: Regeringen med stor tech-satsning: Fyn skal være Danmarks nye robothovedstad

Ikke desto mindre har Odense en ambition om at blive Danmarks bedste iværksætterby over en bred kam – og det nye projekt ’PreFlight Odense’ skal være med til at vise, at Odense har andet at byde på end robotstartups.

”Projektet skal vise, at det ikke ’kun’ handler om robotter, men at der faktisk er et internationalt og inspirerende startup-miljø i byen. Med PreFlight Odense har vi konkret skabt et program, som skal klæde virksomhederne på til at rejse kapital og skalere internationalt,” siger Asger Riis Rasmussen, projektleder for PreFlight Odense.

Succes investeres i økosystemet

Asger Riis Rasmussen har selv brugt de seneste seks år som iværksætter med tech-startuppet KlipWorks. Erfaringer han nu vil give videre – og erfaring der fortæller ham, at man kan noget særligt i Odense, som ikke kun kan komme robot-startups til gode.

”Robotter er et vigtigt område i byen, og det kører virkelig godt nu. Men jeg tror også, vi kan bruges dén succes som løftestang til at udbrede andre vertikaler. Der sidder en masse rigmænd i miljøet, som har lavet gode forretning selv, og som stadig gerne vil bidrage til økosystemet,” siger Asger Riis Rasmussen.

Med Pre-Flight Odense skal 6 hold af 10 startups årligt gennem forløbet, hvor de klædes på til at få investering og skalere internationalt. Forløbet kører over de næste fire år, og første hold starter i forløbet d. 24. februar.