For nogle kunne det godt se ud som om, at Odense fejrer robot-branchen hver uge, men i virkeligheden er det først i uge 43 (19/08 – 26/08) – at den fynske by faktisk fejrer ‘Week of Robotics’.
I løbet af ugen vil man derfor kunne støde på robotter i bybilledet f.eks. ved stationen, hvor robotter fra Autonomous Robots vil køre rundt, som man kan se på billedet ovenfor.
Størstedelen af ugen vil dog bestå af de tre konferencer, som samler robotentusiaster, forskere og udviklere fra hele verden, hvor det for to af dem er første gang, de afholdes i Skandinavien:
- ROSCon (Robot Operating System Conference): Afholdes fra d. 21. til d. 23. oktober. Det er første gang, denne konference afholdes i Skandinavien, hvor der samles 1.000 robotentusiaster, udviklere og forskere fra mere end 45 lande.
- ROS-Industrial Conference: Afholdes fra d. 24. til d. 25. oktober. Er den 12. udgave af konferencen, og har i år AI i industrielle robotter som det overordnede tema.
- ICSR (International Conference on Social Robotics): Afholdes fra d. 23. oktober til d. 26. oktober. Denne internationale konference har også Skandinavien som beliggenhed for første gang i dens historie. Her mødes forskere mm. og har fokus på interaktionen mellem mennesker og robotter samt integrationen af sociale robotter i vores samfund.
Udover ovennævnte events bliver der også afholdt 10 såkaldte ‘side events’ af lokale partnere i Odense. Det inkluderer både sociale arrangementer med øl og mad, men også workshops hos Mobile Industrial Robots og Universal Robots samt guidede ture hos steder som OnRobot, UAS Denmark Test Center, Quadsat og SDU.
Du kan læse mere om konferencerne og de forskellige partner-events i løbet af ugen via Invest in Odense her.