En af Odenses, og dermed også Danmarks, helt store robot-virksomheder, Mobile Industrial Robots (MiR), har lanceret software-platformen ‘MiR Fleet Enterprise’, der som navnet antyder skal bruges til styring af hele flåder af autonome mobile robotter (AMR).
I udviklingen af denne software har MiR haft fokus på virksomhedernes voksende krav til elementer som cybersikkerhed, integration med andre IT-løsninger samt fleksibilitet og skalerbarhed.
Platformen er bygget fra bunden, og de har med denne software, ifølge virksomheden selv, sat en helt ny standard inden for området.
“Software er et helt afgørende konkurrenceparameter for producenter af autonome mobile robotter. Vi har bygget vores nye flådehåndteringssystem helt fra bunden og sat en ny standard for måden, AMR-software bygges på,” udtaler Jean-Pierre Hathout, administrerende direktør i MiR i en pressemeddelelse og fortsætter.
“MiR Fleet Enterprise er ikke kun en opdatering. Som en del af vores skaleringsstrategi er vi gået fra en polling-baseret API til en publish-subscribe model, der kort fortalt betyder, at vi kan levere en mere strømlinet og responsiv dataudveksling på tværs af systemer.”
Læs også: Top-profil fra dansk selskab får lederpost i internationalt robotforbund.
Windows-fleksibilitet og cloud-miljøer
MiR kalder selv systemet for en ny retning, da robotproducenterne normalt selv både ejer og kontrollerer flådehåndteringssystemer, hvilket ikke er tilfældet med MiR Fleet Enterprise-systemet.
Virksomhederne får således kontrollen tilbage, og softwaren er derfor også fleksibelt bygget til at køre på Windows-servere og kompatibel med både moderne IT-infrastruktur og diverse cloud-miljøer.
Denne fleksibilitet gør også, at virksomhederne vil kunne justere systemet løbende til deres behov i takt med at kravene og deres robot-flåde udvikler sig.
Kravene til cybersikkerhed vil også udvikle sig, og dette er også et område, de har haft særligt fokus på.
“Ved at inkorporere avancerede sikkerhedstiltag og optimere udvekslingen af data mellem systemer, imødekommer MiR Fleet Enterprise det kritiske behov for robust cybersikkerhed omkring de voksende AMR-flåder. Vores integrerede tilgang sikrer, at vores kunder får pålidelige løsninger, der udvikler sig med deres behov for robust skalerbarhed mens deres drift er sikkert beskyttet,” fortæller Birol Esmer, der er Head of Software Product Management ved MiR.