OfficeHub vil fylde Nordhavns nye kontorfællesskaber op med de rigtige virksomheder. Det unge startup mener at et godt match handler om mere end designerkontorstole og frokostordninger – det vigtigste er et kulturelt fit, der kan ende med at skabe værdi, som langt overstiger huslejen.
Byplanlægningens kunst er på mange måder som en malebog. Der er linjer, der afgør hvilke områder udgør øje, næse eller hat, men hvordan disse udfyldes er den farvendes ansvar. Det er en sådan leg, der udspiller sig i Københavns nye bydel, Nordhavn, i disse år.
Gamle havnearealer er blevet opdelt af nye linjer. Nogle områder går til boliger, andre forbliver på gamle – let støvede – virksomheders hænder og rundt omkring er der også blevet plads til nye kontorfælleskaber, som allerede er begyndt at skyde frem. OfficeHub vil være med til udfylde de nye lokaler med de rigtige virksomheder.
OfficeHub vil være med til at sætte strøm i Nordhavn
OfficeHub er et dansk startup, der matcher virksomheder med kontorfællesskaber. Og i løbet startuppets første to år har de hjulpet mere end 2.500 kunder. Medstifter Alex Dagil tror på at virksomheden kan være med til at skrue op for farverne i den nye bydel.
“Det er fedt med nye områder, hvor der er tænkt co-working spaces ind i byplanlægningen. Det skaber en masse liv. Vi vil gerne være med at bringe nye startups og unge mennesker til Nordhavn. Så de kan være med til at skabe miljøer, ligesom man har set det på både Nørrebro og Vesterbro,” siger Alex Dagil.
Han fremhæver især Energyhub som et spændende nyt kontorfællesskab, der også fungerer som showroom for alle de energiprojekter, der kører i bydelen. DTU Scion og Urbanhelp driver de mere end 1.200 kvadratmeter med plads til omkring 30 startups.
Læs mere: Nyt innovationshub sætter strøm til fremtidens bæredygtige byudvikling
“Der kommer mere end 150 delegationer fra hele verden og besøger Energyhub. Det henvender sig primært til virksomheder inden for byudvikling og energiløsninger. I den forstand er det temmelig nicheorienteret, men det gør det samtidig hyperrelevant for firmaer, der sidder i netop de brancher,” siger Alex Dagil begejstret.
En god kontorplads er mere end bare et skrivebord
Winston Churchill sagde: “We shape our buildings; thereafter they shape us.”
Det citat har været en sandhed for arkitekter i lang tid. OfficeHub er enige. En virksomhed skal have mere end bare det rigtige antal pladser, dets DNA skal matche med de nye omgivelser. Derfor ser Alex Dagil heller ikke OfficeHub som en prisplatform – dem er der rigeligt af ifølge medstifteren – men som en service.
“Vores succeshistorie er når en kontorplads tjener sig selv hjem igen, ved at skabe de rigtige forbindelser eller netværk, som styrker en virksomheds kerneforretning. Mange kigger bare på skriveborde når de leder efter nye lokaler, men det er alt det der ligger under, som betyder noget” siger Alex Dagil.
For at spare kunderne tid på fremvisninger har OfficeHub købt en 3d-scanner, som de har døbt Keanu. Det giver kunderne en ærlig mulighed for at vurdere en kontorplads frem for tre-fire photoshoppede billeder ifølge Alex Dagil. Men det er vigtigt at det menneskelig element også bliver bragt i spil for at sikre at et kontor bliver mere end bare de fysiske rammer.
“Mange snakker om hyperskalerbarhed, men de fleste glemmer at selv Airbnb har masser af ansatte til at have kundepleje. Vi vil altid have et menneskeligt touch, der hvor det giver mening. For at sikre at virksomhed og kontorfællesskab passer perfekt ved at sørge for at virksomheder, gør sig de rigtige overvejelser, når de vælger et nyt kontor,” siger Alex Dagil.