Orange Books har bygget revisor-sandslot i Danske Banks fintech-sandkasse

Stifterne af OrangeBooks. Klaudia Flakiewicz til højre

Startup-virksomheden Orange Books har bygget et automatiseret regnskabssystem for at fjerne behovet for dyre bogholdere. Konceptet er udviklet på Danske Banks nye udviklerplatform ved hjælp af bankens API’er og er dermed også et konkret bevis på, at PSD2 skaber nye muligheder for fintech- startups.

Startup-virksomheden Orange Books har bygget et automatiseret regnskabssystem for at fjerne behovet for dyre bogholdere. Konceptet er udviklet på Danske Banks nye udviklerplatform ved hjælp af bankens API’er og er dermed også et konkret bevis på, at PSD2 skaber nye muligheder for fintech- startups.

Begyndelsen på en mere åben og transparent industri. Det var drømmen for den konservative banksektor, da betalingsdirektivet PSD2 fandt vej til bankerne i begyndelse af sidste år. I september i år åbnede Danske Bank så deres udviklerplatform for at stille PSD2- API’er til rådighed for startups og andre udviklere.

Men allerede i juni måned i år kunne startuppet Orange Books løfte sløret for en ny løsning, der er bygget på ryggen af Danske Banks API’er. En løsning, der tog førsteprisen ved året Copenhagen Fintech Week.

“En af de største udfordringer for små virksomheder er at drifte et bogholderi. I takt med at der bliver flere iværksættere på verdensplan, så bliver behovet for automatiserede løsninger kun større i fremtiden. Derfor har vi bygget et automatiseret bogholderi baseret på Danske Banks API’er, som vi har hentet fra deres udviklerplatform,” siger Klaudia Flakiewicz, der er stifter af Orange Books.

Ifølge en rapport fra McKinsey udgør selvstændige erhvervsdrivende 70 procent af Europas arbejdsstyrke i 2030. Det betyder, at udbuddet af bogholdere i fremtiden ikke kan møde efterspørgslen. Desuden kan Orange Books’ løsning også reducere udgifterne til bogholderier, der, ifølge Klaudia Flakiewicz, koster mellem 800-1500 kroner i timen. Det er tunge udgifter for en nystartet virksomhed.

Læs også Pleo og Nordic API Gateway indgår samarbejde: Fintech-startups kan sammen flytte markedet

En sandkasse, der gav resultat inden for få minutter 

Danske Banks udviklerplatform, ’Developer Portal’, blev lanceret i september i år som led i, at alle europæiske bank- og betalingsaktører skal være fuldt kompatible over for PSD2-direktivet per den 14. september.

“I vores Developer-sandkasse har startups og udviklere adgang til alle basisAPI’er, de har brug for, hvis de vil bygge løsninger til en bank. Derefter er det hensigten, at vores partnere skal kunne integrere deres løsninger med bankens løsninger til glæde for både privat- og erhverskunder. Det er vores nye Abonnementshjælper-funktion i mobilbanken et godt eksempel på, ” siger Jon Schäffer, der er senior vice president for Danske Bank og ansvarlig for partnerskaber og Open Banking.

Danske Bank har netop vundet en international open-banking-pris for deres løsning i mobilbanken, der giver privatkunder et samlet finansielt overblik over alle deres konti – uafhængigt af bank. Løsningen er muliggjort gennem deres partnerskab med startuppene Spiir og Nordic API Gateway. Det drejer sig om Retail Banker Internationals konkurrence, der samler de mest fremtrædende og innovative virksomheder og institutioner i Europa. Prisen går til den virksomhed, der har gjort mest det seneste år for at styrke retailbranchen. Danske Bank har vundet prisen ”Best Open Banking Strategy”.

I skrivende stund er der fire basis-API’er på Danske Banks sandkasse. Klaudia Flakiewicz og hendes team kunne herigennem hente test-data af fiktive erhvervskunders kontotransaktioner og bygge algoritmer, der automatisk kategoriserer indkøb.

”Magien ligger i de fake-data, som platformen giver dig adgang til. Vi ledte efter metadata, der kunne fortælle hvilken type indkøb, der var foretaget. Herefter kategoriserer vores algoritme transaktionen alt efter om der er købt inventar, software, forplejning eller hvad ellers bruger penge på i en virksomhed. Platformen var meget let at anvende og inden for få minutter havde vi testet om vore algoritme kunne tale sammen med de data, vi havde adgang til,” siger Klaudia Flakiewicz.

Vil fjerne al administration

Orange Books udviklede deres løsning i Danske Banks sandkasse, men open banking og PSD2 giver dem muligheden for at gå på opdagelse hos andre bankers åbne økosystemer af data API’er. Startuppet har ikke åbnet deres platform for nye kunder endnu, men det er muligt for startups at skrive sig op til en privat beta-version.

”Vi er ikke klar til at åbne platformen op endnu, fordi vi ikke er klar til at skalere vores løsning. Derfor er vi meget påpasselige med hvor mange virksomheder, vi tager ind. Men open banking og PSD2 er bestemt en god måde at skalere virksomhedens produkter på. De regulerede API’er giver nem og sikker adgang til de data, vi skal bruge for at verificere vores tekniske løsninger,” siger Klaudia Flakiewicz.

Orange Books skal være en one-stop shop for selvstændige og små virksomheder.

”Først skal vi kunne tilbyde løsninger, der kan håndtere bogføring og skattepligtige opgaver, derefter skal vi udvikle nye løsninger ved at udforske potentialet, der er i open banking, for at gøre al den kedelige forretningsadministration for virksomhederne automatiseret,” siger Klaudia Flakiewicz.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY