Karantænen rammer mange forretninger på økonomien lige nu, men som et lille lyspunkt har det fået startups til at stille forskellige værktøjer til rådighed for hinanden i krisetiden. Vi samler et overblik over de mange tilbud her.

Danmark har været i karantæne i et par uger, og det rammer alle virksomheder på den ene eller anden måde.

For at hjælpe sig selv og hinanden gennem krisen, har mange startups valgt at tilbyde nye services eller stille sine værktøjer til rådighed gratis i en periode.

Om der så er tale om altruistisk godhjertethed eller alternativ markedsføring i en ny situation, må være op til den enkelte at vurdere.

Hvis ikke andet er det i hvert fald en oplagt mulighed til at få gennemgået værktøjkassen, vurdere om man er forsvarligt dækket ind – eller om måske skal tage imod en hjælpende hånd fra de mange startups, som lige nu byder sig til.

Vi har forsøgt at skabe et overblik over tilbudene fra danske startups her.

 

Andre gode lister:

Oversigt over hjælp fra Danske fintechs.

Oversigt over hjælp fra IT-branchen.

Oversigt over hjælp fra medlemmer af Dansk Industri.

 

Regnskab

Agreas: Webinar om hjælpepakkerne

Virksomheden Ageras, der hjælper med at finde specialister indenfor økonomi og jura og ejer Billy Regnskabsprogram, har afholdt to webinarer om regeringens hjælpepakker, hvor de giver råd til, hvordan virksomheder kan søge kompensation i praksis.

Webinaret, hvor en statsautoriseret revisor hjælper seeren igennem hjælpepakker, er lagt gratis til rådighed på Ageras hjemmeside.

Find webinarerne om hjælpepakkerne her.

CrediWire: Gratis indsamling af økonomisk data

Fintech-virksomheden CrediWire har lavet et værktøj, der automatisk samler finansiel data til et overblik, der evt. kan bruges til at søge lån i Corona-krisen.

Læs mere og opret dig her.

Billy: 3 måneders Billy Premium til 1 kr. og adgang til Billy Business Club

Som følge af Covid-19 har regnskabsprogrammet Billy valgt at hjælpe små virksomheder ved at tilbyde en særlig corona-hjælpepakke. I hjælpepakken tilbyder Billy tre måneders Billy Premium til 1 kr. og adgang til Billy Business Club, hvor man får tilbud med gratis ting og gode rabatter til virksomheden.

Hjælpepakken kan findes her.

Dinero: Selvhjælp til hjælpepakker og økonomiske indgreb

Økonomisystemet Dinero har udviklet en særligt Corona-service, hvor man ved at svare på nogle få spørgsmål kan blive peget i retning af relevante hjælpepakker til at komme gennem krisen. Derudover peger servicen også på andre tiltag du kan tage, for at sikre likviditeten her og nu.

Desuden har Dinero åbnet en nødhjælps-hotline for alle selvstændige.

Se mere på Dineros site her.

Penneo: Gratis, digital afslutning af årsregnskabet

Penneo ønsker at give revisionshuse i Skandinavien en hjælpende hånd i en tid, hvor Covid-19 har vendt op og ned på verden. Derfor tilbyder Penneo nu, at revisorer de næste tre måneder kan gøre brug af Penneos softwareløsning, som automatiserer en stor del af revisorers arbejde i forbindelse med afslutning af virksomheders årsregnskaber.

Læs mere på Penneos hjemmeside.

Pleo: Smartere kreditkort gratis frem til juli

Med sin platform giver Pleo virksomheder kontrollen over sine kreditkort og udgifterne på dem.

Platformen stiller de gratis til rådighed frem til 1. juli i år.

Læs mere her.

Roger: 30 dages automatisk regnskab

Startuppet Roger hjælper med at automatisere regnskabet, og tilbyder i krisen 30 dage gratis service.

Det kræver bare, at du bruger koden ‘Roger30’ under oprettelse.

Læs mere om Roger her.

IT-Infrastruktur

Dixa: Gratis platform for kundeservice på afstand indtil september

For at gøre det nemt at flytte kundeservice ud til hjemmekontoret, har Dixa gjort sin platform gratis frem til september.

Samtidig tilbyder de gratis oplæring og opsætningen på én dag.

Find tilbuddet om gratis remote-kundeservice her.

Kostner: Gratis økonomisk optimering af cloud for SMV’er

Startuppet Kostner har specialiseret sig i at optimere cloud-løsninger fra fx Azyre eller Amazon, så kunderne får det billigst mulige setup. Normalt sparer de deres store virksomhedskunder 10-25 procent på regningen.

Nu tilbyder de cloud-tjekket gratis til små- og mellemstore virksomheder som bruger mindre end 50.000 kroner om månedne på cloud (normalt tager de 5000 euro for tjekket), så små virksomheder ikke skal betale mere end allerhøjest nødvendigt for clouden i en krisetid.

Find tilbuddet på cloud-optimering her.

 

Restauranter

OrderYoYo: Gratis oprettelse og aktiveringspakke

Startuppet OrderYoYo tilbyder gennem et månedligt abonnement restauranter deres egen takeaway-platform som alternativ til JustEat og Hungry.

Under Corona-krisen har de sløfter oprettelsesgebyret på 2600 kroner og tilbyder en aktiveringspakke til takeaway restauranter.

Læs mere på deres hjemmeside.

SpisUdeHjemme: Gratis oversigt over særlig Corona-Takeaway fra restauranter

Mange gode restauranter er med ét blevet tvunget til at tilbyde takeaway for at holde sig kørende. På et 10-timers sprint af Madsvin blev platformen SpisUdeHjemme skabt, så de nye takeaway restauranter og kunderne har et sted at finde hinanden.

Det hele er non-profit, og Royal Beer og OrderYoYo er kommet på som partnere.

Find de nye takeaway-muligheder eller tilmeld en restaurant til platformen her.

Superb: Gratis platform til take-away

Superb har lavet et support-program, som tilbyder restauranter i hele verden at anvende deres platform til at sælge takeaway online, gavekort og support reservationer – helt gratis.

Målet er at gøre det nemt for restauranternes gæster at støtte dem i en svær tid og forhåbentlig sikre, at de kan holde deres forretning kørende.

Læs mere om support programmet her.

BarMa: Gratis hygiejnekursus

Læringplatformen BarMa har fjernet betalingsmuren til sit hygiejnekursus til restaurationsbranchen frem til juni, så en stille periode kan bruges til at få aktuel viden.

Find kurset her.

 

Uddannelse

GoLearn: Gratis kursus i distanceledelse og teams

Læringsplatformen GoLearn har gjort sit kursus i distanceledelse gratis for virksomheder med mere end 10 ledere. Det samme gælder kurset i Microsoft Teams for virksomheder med mellem 50 og 1000 ansatte, som kan lære at arbejde mere effektivt sammen på afstand.

Find kurset på platformen her.

 

Jobsøgning

Novoresume: En måned gratis CV-platform frem til 10. april

Den danske startup Novorésumé har udviklet et online CV-værktøj, og giver midlertidigt gratis adgang til sin service til alle verden over. Det gør de som en hjælpende hånd i en krise, der har efterladt mange i arbejdsløshed.

Frem til 10. april kan man få 30 dages gratis premium-medlemsskab på platformen.

Læs mere om CV-platformen her.