SpaceInvader står bag en simpel opfindelse til at stable paller, som kan optimere logistikflows markant. Patentet er i dag afgørende for virksomheden – et patent der på ægte startup-manér blev sikret i sidste øjeblik.

Artiklen er sponseret af Patent og Varemærkestyrelsen.

Engang imellem støder man på en ny opfindelse, som er så simpel og intuitiv, at man mest af alt undrer sig over, at den ikke er opfundet før.

Sådan en opfindelse står SpaceInvader bag. Et simpelt system til at stable fyldte paller oven på hinanden, så lastbilerne ikke længere skal køre halvtomme rundt.

Jesper Rølund, som er stifter af SpaceInvader, havde egentlig sin egen lille arkitektvirksomhed tilbage i 2013, da han blev præsenteret for problemet, som førte til opfindelsen: Der bliver flyttet for meget luft rundt i lastbilerne. Og faktisk kom det også bag på opfinderen selv, at løsningen ikke allerede var på markedet.

”Det første jeg gjorde, da jeg fik henvendelsen, var, at gå i gang med at undersøge markedet for, om ikke der var noget tilsvarende derude. Men jeg fandt ud af, at det var der ikke. Der er andre, der har forsøgt at gøre det samme, og der findes også systemer, der tilnærmelsesvis kan det samme. De er bare mere komplicerede,” fortæller Jesper Rølund.

Ideen blev hurtigt til en prototype i samarbejde med den norske fødevaredistributør Asko – så hurtigt at patentet først blev sikret i sidste øjeblik.

SpaceInvader gør det muligt for transportører eller virksomheder med et transportbehov at fylde deres lastbiler bedre op, fordi de kan stable paller oven på hinanden på en nem måde. Det er både godt for bundlinjen og for miljøet.

En hektisk patent-proces

I dag er SpaceInvader en patenteret opfindelse, som er godt i gang med at gøre sit indtog i logistikbranchen. Hos PostNord, som er blandt de første store kunder, har man oplevet en reduktion af omkostninger på 10-12 procent alene på, at lastbilerne fyldes bedre op, ligesom man har kunnet spare hver ottende lastbil væk.

Men efter stifteren Jesper Rølund havde fundet på designet og indledt det første samarbejde med den norske fødevaredistributør Asko, var der så meget fart på projektet, at patentet først blev sikret i sidste øjeblik.

”Jeg kan huske, at jeg stod klar med prototypen og havde aftalt, at den skulle sendes til Norge. Og først der tænker jeg: Det er måske lidt dumt at sende den afsted uden et patent. Så det var egentlig først lidt i 11. time, jeg begyndte at undersøge patentet,” siger Jesper Rølund, stifter af SpaceInvader.


3 betingelser for at kunne patentere din opfindelse:

  1. Den skal være ny: Opfindelsen må altså ikke være offentliggjort i Danmark eller resten af verden.
  2. Den skal have ”opfindelseshøjde”: Opfindelsen skal adskille sig væsentligt fra eksisterende løsninger og opfindelser på området.
  3. Den skal kunne udnyttes industrielt: For at få patent skal din opfindelse kunne udnyttes i industriel sammenhæng.

Bliv klogere på patenter her


Opfinderen fik på rekordtid udformet en ansøgning – for var opfindelsen røget afsted til samarbejdspartneren uden at patentet var ansøgt, kunne det i sidste ende betyde, at stable-løsningen ikke kunne patenteres. Så ville den nemlig allerede være offentliggjort.

Det var derfor afgørende, at Jesper Rølund i sidste øjeblik fik fat i en patentrådgiver og sendt en ansøgning afsted, så patent-processen var sat i gang. Og med patentet i hus kunne det videre arbejde med at udvikle SpaceInvader fortsætte – et arbejde der førte til yderligere beskyttelse undervejs.

”Vi har fintunet nogle ting, som har givet anledning til nogle tillæg til patentet oveni. Men grundprincippet med to stativer, man sætter ind fra hver side – uden brug af andre komponenter, så pallerne udgør den bærende del – det er det, vi har patent på,” siger Jesper Rølund.

Jesper Rølund havde ikke tidligere beskæftiget sig med transport- og logistikbranchen, da han kastede sig over SpaceInvader. Men ideen blev hurtig til en prototype – som blev bygget på Statens Værksted for Kunst.

Ikke et produkt – en service

Var SpaceInvaders løsning ikke patenteret, havde der været et pres for at få produktet hurtigt og bredt på markedet, inden andre producenter opsnappede den gode idé. Men takket være patentet har SpaceInvader kunnet udvikle i dybden, tænke integrationen i værdikæden ind i produktet og udvikle en anderledes forretningsmodel.

”Vores forretningsmodel baserer sig på en leje-model, fordi vi ønsker at gøre det så nemt for kunderne som muligt. Vi stiller bare løsningen til rådighed til en fast pris, så det fungerer som en service for kunderne. På den måde sikrer vi også produktet, fordi vi ejer de fysiske aktiver og lejer dem ud til vores kunder. Så lejemodellen støtter også op omkring IP’en,” siger Jesper Rølund.

Selvom virksomheden er ung, har produktet allerede været forsøgt kopieret. Gennem overvågning af rettighederne fandt stifteren ud af, at et udenlandsk firma havde varemærkebeskyttet en tagline, som lå meget tæt på SpaceInvaders, og det fik ham til at kigge nærmere på virksomheden.

”Og sørme om ikke det var nogen, der har lavet en kopi af vores produkt – eller i hvert fald tæt nok på til at det overtræder vores patent. Derfor fik vi en advokat på som skrev et brev til dem efter alle kunstens regler, og det endte også med, at de trak sig ud af markedet,” fortæller han.

Muliggør flere forretningsmodeller

Gennem udviklingsprocessen har SpaceInvader opbygget stor knowhow om logistik og arbejder i dag direkte med kunderne om at skræddersy løsninger til deres behov. De går simpelthen ind og analyserer logistik-flowet og finder optimeringspotentialet, og det har sikret dem en række store kunder i Norden.

Virksomheden får dog samtidig henvendelser fra virksomheder i andre dele af verden, som er interesserede i deres løsning. Som iværksættervirksomhed er det dog fortsat begrænset, hvor mange projekter, de kan løse ad gangen. Og måske kan patentet her komme ind som en løsning på de markeder, hvor SpaceInvader endnu ikke selv er til stede.

”Nu har vi konceptet så meget på plads, at man godt kunne overveje at gå ind i USA baseret på en licenstager-model. Det er selvfølgelig noget, vi overvejer, og det er i høj grad patentet, der gør det muligt. Samtidig har vi selvfølgelig en god portion knowhow og viden om markedet, som vi kan tage med,” siger Jesper Rølund.

Patentet kunne være glippet i starten men betyder i dag alverden for SpaceInvader. Og selvom der er et modsætningsforhold mellem de lange patentprocesser og et hurtigt startup, kan de to modsætninger faktisk blive til en fordel.

”Når man står der som iværksætter i starten og går uden løn, bygger prototyper og skal til at starte patentprocessen op, kan det godt trække tænder ud. I hvert fald når man starter helt bootstrapped op, for der er jo mange omkostninger i starten. Men set i forhold til gevinsten er initialomkostningerne jo sådan set minimale – mange af de store regninger kommer først år senere, hvor forretningen er bedre etableret, og vi har finansieringen på plads også,” siger Jesper Rølund.

Test dit behov for beskyttelsen:
Find ud af hvilken type beskyttelse, der passer til din idé.
Tag testen udarbejdet af Patent- og Varemærkestyrelsen her.