Danske Peakon er allerede en særdeles hurtigtvoksende SaaS-virksomhed, og med en investering på yderligere 230 millioner kroner i en udvidet B-runde, skal der nu endnu mere fart på den globale skalering.

At der er penge i menneskelige ressourcer beviste Peakon med al tydelighed i 2018, da det danske startup fik en investering på 130 millioner kroner til at ekspandere sin platform for medarbejder-engagement. Og nu er B-runden fra februar 2018 udvidet med yderligere 230 millioner kroner.

Kapitaludvidelsen er anført af den britiske venturekapitalfond Atomico, men også Peakon’s eksisterende investorer – der blandt andet tæller EQT Ventures, Balderton Capital og Sunstone – deltager i den udvidede investeringsrunde.

Læs også: Peakon: Vi har gjort det kedelige rigtigt i et tidligt stadie

Pengene skal bruges til at styrke produktteamet i København, hvor Peakon udvider med nyt kontor. Samtidig skal teamet på Peakons kontor i New York udvides markant.

“2018 var en gamechanger for Peakon, hvor vi havde stor succes med at udvide vores aktiviteter kloden rundt. Vi har taget en markant skridt ind på det amerikanske marked fra vores nye nye kontor i New York under ledes af min co-founder Kasper Hulthin, som flyttede til USA for at lede operationen sidste sommer. Indenfor de næste 12 måneder forventer vi at have 50 ansatte på Union Square,” siger Phil Chambers, co-founder og CEO hos Peakon.

Ud over de imponerende væksttal har det forgange år har også budt på produktinnovation med nye features, som blandt andet kan forudsige opsigelser samt online ledelsestræning.

Førende fonds første investering i Danmark

Britiske Atomico er en af Europas største VC-virksomheder, som er stiftet af Skype-medstifteren Niklas Zennström. Fonden har allerede investeringer i successer som Supercell, Klarna og Pipedrive bag sig, men investeringen i Peakon er fondens første investering i Danmark.

Investeringen er ledet af den svenske partner Mattias Ljungman, som også bliver bestyrelsesmedlem i Peakon, der sammen med Atomico skal bidrage med ekspertise og erfaring indenfor international vækst og skalering.

“I takt med at verden udvikler sig, forandres også den traditionelle måde at anskue arbejde og arbejdslivet på. Medarbejdere skal forholde sig til konstante forandringer, og derfor er det nu vigtigere end nogensinde for virksomhederne at lytte til deres ansatte og etablere en positiv kultur for feedback og engagement. Alligevel ser vi fortsat, at virksomheder kæmper med at måle på deres mest værdifulde aktiv, nemlig medarbejderne,” siger Mattias Ljungman.

Det er den udfordring Peakon løser med sin SaaS-platform. Og som noget enestående i branchen, bruger Peakon et sæt standard-spørgsmål til samtlige kunder, hvilket giver ledere mulighed for at sammenligne deres egne teams med deres respektive konkurrenter. På den måde har Peakon skabt verdens største real-time database med informationer om, hvordan verdens arbejdsstyrke trives.

“Vi var dybt imponerede over Peakons stringente datadrevne tilgang til denne udfordring. Ved at bruge data indsamlet fra jævnlige og standardiserede undersøgelser, leverer Peakon umiddelbar og handlingsanvisende viden til nogle af verdens største virksomheder, som hjælper både ledere og teams med at forbedre deres præstationer. Peakon er den gamechanger, som virksomheder behøver for at inspirere ledere og medarbejdere til at yde deres bedste,” siger Mattias Ljungman.

Siden lanceringen i 2016 har Peakons platform hjulpet virksomheder som Verizon, BMW og TrustPilot med at skabe målbare forbedringer af medarbejdertilfredshed, fastholdelse og effektivitet i teams.

Peakon, som blev stiftet i 2014, opererer i dag globalt med kontorer i England, Danmark, USA, Tyskland og New Zealand. I løbet af de seneste 12 måneder har Peakon fordoblet antallet af medarbejdere til over 180 personer og vokset omsætningen med over 200 procent.