Danmarks største konference for cybersikkerhed, V2 Security, løber i disse dage af stablen i Øksnehallen i København. Men i går blev dørene også åbnet til det uofficielle lillebrorevent Next Door Security – som sjovt nok blev afviklet i Kødbyen lige om hjørnet.
Bag eventet stod startuppet Seculyze og Industriens Fond, som med eventet ønsker at samle startups indenfor cybersikkerhed til en gratis dag i fællesskabets tegn.
”Jeg kan godt li’ V2, men jeg synes, de har numset os startups den her gang. Det plejer at være gratis for startups at være en del af messen, men det er det ikke længere. Jeg blev irriteret og tænkte, at det skal simpelthen være løgn. Og sådan en irritation er jo en god motivationsfaktor,” siger Alex Steninge, stifter og founder af Seculyze, med et smil.
Kun 15 dage før Next Door Security skulle afholdes sikrede han et sponsorat fra Industriens Fond, så det faktisk kunne afholdes. Alligevel mødte 300 startup, investorer og aktører op til eventet i går.
Der mangler en samlende lim
Egentlig er Alex Steninge ikke videre rystet over, at det nu koster penge for startups at deltage på den store V2 Security-messe. Men som startup-founder ved han, hvor små pengene kan være, og han ønskede derfor at fortsætte med et event, hvor prisen i hvert fald ikke afholder cybermiljøet fra at deltage.
”Det handler ikke om at få kunder, men at få dialog omkring innovation og entreprenørskab. Bare det at stå der og være en del af fællesskabet, betyder noget,” siger han.
Cybersikkerhed er et relativt nyt marked, og startupøkosystemet på området herhjemme er stadig relativt umodent og kræver derfor samlende events. Og det lykkedes tilsyneladende med Next Door Security:
11 startups udstillede og 300 deltagere var forbi i løbet af dagen. Deltagere som både repræsenterede community-partnerne TechBBQ og brancheforeningen Danish Tech Startups, investorer, aktører og nogle af de store sikkerhedsvirksomheder.
”Det var en god blanding af folk, der synes, at startups og entreprenørskab er spændende – som vil se, hvad der rør sig i markedet,” siger Alex Steninge og tilføjer:
”For os handler det om at give tilbage til communitiet. Det er fandeme svært at være startup, så det med at kunne skabe et forum for at samles, er bare mega vigtigt. Vi er måske 50-100 startups indenfor cyber i Danmark, og der mangler stadig en lim til at dyrke og samle underskoven.”