Manglende talenter holder økosystemet tilbage – ny politisk aftale skal skabe flere

Manglende talenter holder økosystemet tilbage – ny politisk aftale skal skabe flere

Manglen på tech-talenter holder det danske økosystem tilbage. Med ny Teknologipagt skal dansk erhvervsliv og danske uddannelsesinstitutioner samarbejde om at spore flere unge ind på uddannelser inden for de teknologiske og digitale fag. 

Talenter. De er eftertragtede men meget svære at finde og i særdeleshed inden for den digitale sektor og i it-branchen er der kamp om de skarpeste hjerner og kodningskompetencer fra generation Z.

Nu vil regeringen sammen med uddannelsesinstitutioner og virksomheder sørge skabe incitament for at flere unge vælger uddannelse, der giver dem de såkaldte STEM-kompetencer, der dækker over science, technology, engineering og mathematics.

“Hvis ikke det lykkes for os at uddanne flere med STEM-kompetencer, risikerer vi, at væksten glider udenom Danmark. Vi kan heldigvis se, at optaget på Stem-uddannelserne stiger, men slet ikke nok. Der er slet ikke tale om den eksplosion, som vi vil have. Derfor sætter vi de ambitiøse mål,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen i en artikel til Berlingske Business.

Målene tager form i en såkaldt Teknologipagt. Hvis målsætningen realiseres, indebærer det, at Danmark om 10 år står med ca. 10.000 flere med STEM-uddannelser end ellers – og det er oveni, hvad der er på vej som følge af de seneste års øgede optag på de videregående uddannelser. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Manglende talenter holder økosystemet tilbage

Sidste år offentliggjorde den nordiske sammenslutning af Nordic.AI en undersøgelse, der peger på, at manglen på talent er en stor hindring for at få opbygget et stærkt domæne inden for kunstig intelligens.

“Der er klart en voksende interesse for mere fokus på kunstig intelligens og mere transparens over, hvilke virksomheder og tiltag, der findes. Og vil Norden være med i front er der behov for, at vi samler vores ressourcer og vokser sammen, ellers kan vi ikke afhjælpe de barrierer, vi ser, inden for tiltrækning og fastholdelse af talenter,” siger Lisa Mallner, Project Manager hos Nordic.AI.

Men de nordiske lande lider stadig af, at de store talenter forlader regionen i de tidlige stadier og af det kompetencehul, der forhindrer virksomhederne i at vokse.

“Manglen på talent er ikke sektor-specifik, men det er en stor udfordring at rekruttere til AI-industrien, fordi der er begrænsede talentpuljer at række ind i, der er få uddannelser og høj konkurrence. Vi konkurrerer med stærke spillere som UK og Silicon Valley. Derfor er det så vigtigt, at der bliver sat fokus på synligheden af AI-økosystemet her i Norden og det talent, som vi har,” siger Lisa Mallner.

I undersøgelsen svarede 60 procent af alle startup-virksomheder, at det netop er problemet med at skaffe det rigtige talent, der hindrer deres vækst. Det tal overstiger langt det andet største problem, nemlig at få klargjort ens produkt til markedet, som 30 procent identificerede som den største barriere.

FLERE FRA COMMUNITY
Mest læste