Populær svensk app lanceres i Danmark

@Michael

Den svenske app Gimi lancerer sin opsparings app i Danmark. Appen, der er skal hjælpe børn med at forstå penges betydning, nyder allerede god succes i både Sverige og Norge og udvider nu til en række lande.

Penge. De kan være svære at forstå og administrere selv for voksne mennesker. Det hænger måske sammen med, at man først i en alt for sen alder bliver gjort fortrolig med dem.

Det er en udfordring, som danske MyMonii og senest Danske Bank allerede forsøger at løse med deres apps målrettet børn. Og nu vil endnu en spiller lege med på det danske marked.

Gimi er en svensk app, der blev grundlagt i 2015 under navnet Veckopengen og siden har opnået mere end 250.000 brugere i Sverige og Norge. Siden oktober sidste år har startuppet kørt en betatest på det danske marked og med så gode resultater, at de nu er klar til at gå ind i Danmark.

”Gimi er familie-finanser gjort til underholdning. Gimi er et digitalt økonomisk værktøj til passet barnets forståelsesevne og er samtidig en platform hvorpå hele familien kan administrere og kontrollere lommepenge ydelser og opsparinger sammen,” siger Philip Haglund, CEO i Gimi.

Danmark mangler Gimi

Gimi har således allerede testet en beta version på det danske marked, og vælger altså nu at satse fuldt ud på Danmark i en ekspansionsstrategi, som også omfatter det finske og tyske marked.

Her i landet kan Gimi dog, som nævnt, forvente konkurrence fra både MyMonii og Danske Bank. Men den danske konkurrence er ikke noget, der får Gimi til at vende Danmark ryggen.

”MyMonii er garanteret en god app med gode udviklingsmuligheder. Vi har over 2 års erfaring og over 250.000 brugere, der konstant giver feedback til appen. Jeg synes personligt, det ser ud, som om MyMonii er, hvor vi var for 1 år siden. Vi har redesignet appens udseende og brugervenlighed meget siden, og vi har brugere, der bekræfter, at appen er blevet bedre. Men i sidste ende er det et spørgsmål om smag, og derfor synes jeg også, det er vigtigt med konkurrence i denne branche,” siger Rickard Riblom, Chief Global Strategist for Gimi.

Tre hovedfunktioner

Gimi er baseret på tre hovedfunktioner: lommepenge, sparegris og opgaver. Her kan børnene ved hjælp af forskellige funktioner spare deres lommepenge op, udføre opgaver som forældrene uddeler og holde øje med hvornår næste lommepenge udbetaling finder sted.

Opgaverne fungerer som et belønningssystem, som forældrene kan benytte, hvis de vil honorere børnenes husholdnings- eller skoleopgaver. Når opgaven er fuldført, vil sparegrisens indhold vokse afhængig af udbetalingsbeløbet. Det er også muligt at tilføje en opsparingsrente for at motivere barnet til at spare op. Her synes Gimi på papiret at virke meget ligesom danske MyMonii, der allerede har huseret på det danske marked i en rum tid.

”Vi ønsker at lære børnene at blive smartere, hvilke indebærer at de skal blive krævende bankkunder. Derfor står vi som modpol til bankerne, og har en helt anden agenda end for eksempel Danske Bank. Børn skal lære at blive økonomiske superstars, så de gør hvad, der er bedst for dem selv og ikke banken,” afslutter Rickard Riblom.

.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY