Nærvær og omtanke har aldrig rigtig været noget, der er blevet sat ord på i min omgangskreds. Det har altid bare været en selvfølge. Men udfordringen med selvfølgeligheder er, at de ofte bliver opslugt af hverdagen og forbliver ‘bør’ i stedet for ‘gør’. Ikke af ond vilje, men fordi det kræver en ekstra indsats at konkretisere god intention. Ikke bare i privaten, men i den grad også i det professionelle liv.
Heldigvis kendte jeg engang en sød pige, der lærte mig, at umiddelbarhed kan have enorm gennemslagskraft, og at man ikke nødvendigvis skal rydde Times Square eller flyve et banner over byen for at udtrykke sig. Tværtimod. De små momenter kan virkelig noget.
Pigen, jeg kendte, var vanvittig betænksom og formåede at gøre opmærksom på sin kærlighed til mig på den mest underspillede måde. Fordi hun kendte mig, kunne hun koge lige nøjagtigt det budskab, jeg havde brug for at høre, ned på en lille gul og uventet post-it og smække den på køleskabet eller på min laptop. It always made my day.
Pladderromantisk måske. Men givende for vores forhold og for de principper jeg sidenhen har strikket min virksomhed sammen omkring. Der ligger nemlig så meget brugbart i den lille handling de fleste overser og negligerer.
Den store forskel er først og fremmest, at hun handlede og førte den gode intention ud i livet i stedet for bare at lade det blive ved tanken. Hun gjorde samtidig noget uventet, som cementerede hvor godt hun kendte mig, og hun satte en stor fed streg under det faktum, at hun vidste, hvad jeg havde brug for. Hun forlangte ingenting af mig, men fik det helt automatisk, fordi hun gjorde opmærksom på det unikke, vi to havde sammen.
Det uventede kan virkelig noget. De der små momenter, der hiver tæppet væk under os et øjeblik. Og som når de bliver gjort i en næstekærlig ånd, ikke sådan lige går i glemmebogen.
Interflora er et godt eksempel på en virksomhed, der har bygget sin forretning ovenpå de små momenter. De ved godt, at der findes en masse mennesker, der bare skal have et lille skub og en hjælpende hånd for at handle på næstekærligheden. Og det har de ikke bare gjort til en god og skalerbar international forretning, de har samtidig gjort det nemt for os forbrugere at udvise den betænksomhed, som ofte fører så meget andet godt med sig.
I samarbejde med teknologien kan vi sætte næstekærligheden på dagsordenen, så vi bliver bedre til at imødekomme og fornemme hinanden, fordi den kan hjælpe os med at handle på de gode menneskelige tanker, vi ellers ikke har tid og overskud til at udvise. Og det her handler ikke kun om parforhold og din nære familie. Det er lige så givende at skabe et empatisk fundament på arbejdspladserne, hvor betænksomheden kan sætte fut i loyaliteten, det gode samarbejde og respekten for at nå de fælles mål.
Jeg er lykkelig for at have kendt post-it-pigen. Hun gjorde ikke alene noget godt for mig. Hun gav mig lysten til at starte Good Monday, som hver dag giver tusindvis af medarbejdere næstekærligheden, omsorgen og betænksomheden at føle. Fordi vi handler.