You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Rebellen November First sparer i al ubemærkethed virksomheder for tusindvis af gebyrkroner

Det Københavnske fintech-startup November First har ret diskret gået i struben på bankernes gebyrer på vekslinger og har vokset sig til en solid forretning. Men at starte en virksomhed på asken af finansielt opsving efter finanskrisen har flere gange været ved at tage livet af fintech-virksomheden.

Det Københavnske fintech-startup November First har ret diskret gået i struben på bankernes gebyrer på vekslinger og har vokset sig til en solid forretning. Men at starte en virksomhed på asken af finansielt opsving efter finanskrisen har flere gange været ved at tage livet af fintech-virksomheden.

Den 1. november 2009. Dagen hvor det første, europæiske ”Payment Service”-direktiv efter planen skulle træde i kraft. Men med finanskrisen i 2008 smuldrede fundamentet for de innovationsmuligheder, som EU ønskede at skabe med direktivet.

Med godt otte års forsinkelse lancerede unionen så ”Payment Service Directive 2” ved indgangen til 2018. Og som en salut til det forsinkede proces tog et københavnsk betalings-startup navn efter datoen for processen: November First.

Basalt set køber November First store mængder valuta ind til en god pris, og sælger valutaen videre til mindre erhvervsvirksomheder.

”De helt store virksomheder har allerede en god aftale på priser, fordi deres volumen er høj og engagementet med banken er stort, men de små- og mellemstore virksomheder – eller virksomhederne der er kunde hos mindre banker – kan typisk kun få almindelige listepriser,” forklarer Mikael Nilsson, CEO og stifter af November First.

Man kan altså sammenligne November First med Western Union, Moneygram eller Transferwise, der formidler betalinger på tværs af landegrænser. Med stor succes har November First fokuseret på at henvende sig til virksomheder, fordi de kan lave betalingerne mere effektivt og billigere end bankerne.

Det kan lyde som en simpel opskrift, men faktisk har den diskrete vej til en blomstrende forretning været tæt på at slå November First ihjel flere gange.

En kommefejl og en glippet investering

Ideen til at samle vekselkurser fra forskellige banker, så virksomheder kan få en bedre pris, begyndte Mikael Nilsson allerede at arbejde med i 2012. I 2014 var et lille team klar til at køre den første test-betaling i samarbejde med en dansk og en amerikansk finansiel institution, og efter at en systemfejl hos den danske partner, der fik systemet til at crashe, når der blev overført beløb med decimaler, kom betalingstjenesten så småt på skinner.

Teamet voksede støt op mod den planlagte lancering, og November First fik den fornødne licens fra Finanstilsynet på plads. Licensen var dog betinget af, at startuppet havde de nødvendige finanser på kistebunden, før de kunne gå i markedet – og kassen var ved at være tom. De var nødt til at lande en investering, hvis de skulle fortsætte.

”Det er svært at rejse penge til en licens uden traction – og det er svært at vise traction uden at kunne gå i markedet. I sommeren 2014 var vi så tæt på at lande den investering, vi ventede på, at vinen var købt ind til fejringen. Men den glippede, og den dag kom jeg ligbleg tilbage til kontoret og sagde, at underskriften ikke var der. Og så måtte jeg opsige alle dagen efter,” fortæller Mikael Nilsson.

Genopbygning som skaleringscase

Ovenpå den glippede investering tog genopbygningen næsten to år. Men selskabet fik i sidste ende rejst den fornødne kapital, og første november 2016 stod November First klar til lancering med en klassisk MVP, en licens fra det danske Finanstilsyn og adgang til international betalingsinfrastruktur.

”Vi fik lavet en kommerciel aftale med den svenske storbank SEB, som havde set lyset i, hvordan vi aggregerer valutaflow, så betalinger fra små- og mellemstore virksomheder kan samles for derved at opnå en bedre pris,” forklarer Mikael Nilsson.

Gennem SEB fik November First adgang til at gøre brug af bankens licenser i udlandet til at foretage overførslerne, og med et skarpt fokus på internationale betalinger og en masse automatisation, kom startuppet til markedet med prisdumps på 40-50 procent på gebyrer og 20 procent besparelse på valutamarginalen.

”Målet har ikke i sig selv været at blive profitabel fra start, men at få etableret en fornuftig relation mellem prisen for en kundeakkvisition og kundens livstidsværdi. Så straks efter MVP’en begyndte vi at skyde os ind på et product/market fit for derefter at starte forskellige eksperimenter op for at opnå de rigtige metrikker – hvilket er nødvendigt at have på plads, hvis man skal have bevis for, at man er en skaleringscase,” siger Mikael Nilsson.

Bygger service med effektivitet i kernen

Efter den bumpede start har de seneste par år gået stærkt for November First: Fra den spæde start er omsætningen mangedoblet og selskabet håndterer nu både betalinger ind og ud af Danmark for mere end 300 kunder.

Samtidig er startuppet begyndt at bygge tjenester ovenpå kernen af effektive, internationale betalinger. Både ved at stille et API til rådighed og ved selv at bygge integrationer til løn- og økonomisystemer, så kunderne sparer tid ved håndteringen af betalinger i forbindelse med bogføringen.

”Det har hele tiden været ideen, at vi skulle være et led i hele økosystemet. Der er betalingsprocesser overalt, og ved at stille et API til rådighed for andre at bygge i mod og lave vores egne integrationer til økosystemer, bliver vi bare stærkere,” siger Mikael Nilsson.

Selvom andre startups sandsynligvis får nemmere ved at komme i gang med internationale betalinger på grund af PSD2, som fra efteråret i år tvinger bankerne til at åbne for deres infrastruktur, frygter Mikael Nilsson ikke fremtiden.

”PSD2 adresserer og lovgiver på områder, hvor der i dag er defekter i den eksisterende infrastruktur og uhensigtsmæssigheder i konkurrencemæssig forstand. Og set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv vil det gavne både private og virksomheder fremadrettet. Vi har brugt lang tid på at digitalisere vores processer og vil derfor både på kort og lang sigt være et prisbilligt og effektivt alternativ til bankerne og glæder os til at tage fat på internationaliseringen,” siger han.

Bag November First står i øjeblikket et team på 17 mand, som fra kontoret på Christianshavn servicerer hundredvis af danske kunder. Samtidig er startuppet ved at gøre sig klar til en investeringsrunde, så det inden længe kan begynde at udbrede sine internationale betalinger til virksomheder udenfor Danmarks grænser.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY