Podcasts er blevet cool, og det har fået det til at myldre frem med nye serier fra etablerede medier såvel som uafhængige udgivere. Vi giver her vores bud på seks skarpe podcasts om iværksætteri.
OBS: Vi har lavet en ny række anbefalinger af podcasts, som du kan læse lige her.
Podcast-formatet har mere end ti år på bagen, men det er først i løbet af de seneste år, at det herhjemme er blevet andet end en alternativ platform for radioprogrammer fra DR sådan for alvor.
Til gengæld er det gået vildt stærkt de seneste par år. Både store bladhuse og individuelle podcastere – med mere eller mindre professionelt lydudstyr – har kastet sig over lydformatet. Derfor synes vi også, at vi vil dele seks af vores favorit-podcasts om iværksætteri med jer.
Morten Resen: Startup
Det var med en smule overraskelse at vi for et år siden opdagede, at den polerede morgenvært Morten Resen kastede sig ud i at producere en podcast om iværksætteri.
Et år senere har han netop taget hul på sæson to af podcasten, og vi må indrømme, at startup-podcasten både er fyldt med guf for iværksættere, er utroligt velproduceret og har nedbrudt vores forudindtagede holdninger om den lidt for pæne mand fra tv.
I podcasten tager Morten Resens lytteren med på sin iværksætterrejse. Han vil gerne starte GoLittle – en Tripadvisor for børnefamilier – og som lytter får vi både lov at følge med ved forhandlingsbordet med potentielle investorer, på en rejse til Jesper Buchs startup-mansion i Spanien og under de intime samtaler med konen om hele projektet.
Podcasten er i øvrigt voldsomt inspireret af den amerikanske “Startup”, hvor man følger fødslen af podcastnetværket Gimlet Media, som står bag podcasten – og som i den grad også er et lyt værd.
Morten Resen: Startup kan høres her.
Startup Guide
Den spritnye i iværksætter-podcast-klassen hedder “Startup Guide Podcast”, som i juli udgav sin første episode.
Fordi den er så ny, er det svært at sige, hvad den helt præcis kommer til athandle om, men den første episode er et traditionelt “vært-med-gæst”-format, som handler om kvindelige stiftere.
Hvad der er lidt specielt ved podcasten er dog, at den foregår live, bliver optaget og efterfølgende udgivet som både lyd og video.
Berlingske Business: Succes Kriteriet
Blandt de store, traditionelle mediehuse, som har kastet sig ud i podcasting er Berlingske Business.
I “Succes Kriteriet” snakker værten Ane Cortzen med skiftende gæster fra iværksættermiljøet om emner som “personlige omkostninger”, “data” og “branding”.
Berlingske Business: Succes Kriteriet kan høres her.
Trendsonline.dk – Den danske podcast for Startups
Selvom Trendsonline-podcasten ikke længere bliver produceret, er den alligevel værd at gå på opdagelse i.
Værten er Daniel Laursen, som ud over at stifte Trendsonline.dk også var en lidt af en podcast-pioneer, da han startede “Den danske podcast for Startups” tilbage i 2010.
Det betyder også, at man kan finde et fem år gammelt interview med David Helgason, høre Jesper Buchs perspektiv fra før Løvens Hule eller få gode webshop-råd anno 2010.
Trendsonline.dk – Den danske podcast for Startups kan høres her.
Masters of Scale with Reid Hoffman
Værten på den amerikanske podcast “Masters of Scale” er ikke en hr. hvem-som-helst. Ud over at have stiftet LinkedIn kan værten Reid Hoffman nemlig også skrive venturekapitalist, forfatter og milliardær på CV’et.
Podcasten har da også fokus på de helt vilde væksteventyr – og hvordan “skaleringens mestre” lykkedes med at drive deres forretninger så vidt.
På gæstelisten er blandt andet Mark Zuckerberg, Netflix CEO’en Reed Hastings og Airbnb CEO’en Brian Chesky.
Masters of Scale kan høres her.
Recode: Media with Peter Kafka
Fokuset for Recode: Media er mediernes fremtid, men da det er svært at tale om mediernes fremtid uden også at tale om teknologi, er der samtidig en masse at hente for tech-interesserede iværksættere.
I Recode: Media bliver der talt om alt fra fake news og mediernes magtposition til nye teknologiske distributionsmuligheder, og alene gæstlisten gør den et lyt værd.